Nyhed
22. juli 2019
Kevin Spacey er blevet én sag lettere
Netflix tog livet af Kevin Spaceys kongresmedlem Frank Underwood i House of Cards, da anklager om seksuelle overgreb begyndte at skylle ind over skuespilleren i 2017. Foto | Netflix

Kevin Spacey er blevet én sag lettere

Politiet har droppet en overgrebssag mod den amerikanske skuespiller, fordi den forurettede ikke var samarbejdsvillig. Men flere sager truer i horisonten.

Af Claus Christensen

Det er langt fra en frifundet stjerneskuespiller, som på fredag kan fejre sin 60-års fødselsdag. Men Kevin Spacey kan i det mindste glæde sig over, at han er blevet én sag lettere.

Onsdag i sidste uge besluttede den offentlige anklager i Massachusetts at frafalde en sag mod Spacey. Skuespilleren var anklaget for i juli 2016 at have befamlet en attenårig afrydder på en restaurant, efter at de var faldet i snak og havde drukket drinks sammen.

Men manden, hvis navn er anonymt, besluttede for nylig at trække søgsmålet tilbage. Nu har politiet også opgivet sagen.

Ifølge CNN er omdrejningspunktet en mobiltelefon, som den unge mand havde på sig den pågældende aften. Den skulle indeholde afgørende bevismateriale, idet den attenårige sendte sms-beskeder og en video til sin kæreste, mens overgrebet fandt sted.

Kevin Spacey og hans forsvarer har dog hævdet, at den attenårige og hans mor Heather Unruh, som er journalist, har slettet sms-beskeder, før de videregav telefonen til politiet. Og politiet mener ikke, at den attenårige har vist tilstrækkelig samarbejdsvilje til at afklare den side af sagen.

Persona non grata
Kevin Spacey er det største stjerne, der faldt som følge af #MeToo-bølgen i 2017.

Han har modtaget Oscars for legendariske roller i The Usual Suspects (1995) og American Beauty (1999). Han er også berømt for sine præstationer i film som Seven (1995), L. A. Confidential (1997) og Midnat i det gode og ondes have (1997).

Rollen som det manipulatoriske kongresmedlem Frank Underwood i House of Cards, hvis første sæson blev udsendt i 2013, bragte Spaceys popularitet til nye højder.

Men i oktober 2017 stod skuespilleren Anthony Rapp frem og fortalte, at Spacey i 1986, da Rapp var fjorten år gammel, forsøgte at have sex med ham til en privat fest.

Kevin Spacey kom øjeblikkeligt med en undskyldning til Rapp på Twitter for ”upassende, beruset opførsel”. Han forklarede, at han ikke huskede episoden, men bekendtgjorde ved samme lejlighed, at han var homoseksuel.

Netflix fyrede Spacey og besluttede at genindspille sidste sæson af House of Cards uden ham. Siden har han været persona non grata i filmbranchen. En enkelt film, Billionaire Boys Club, der var optaget, inden skandalesagerne begyndte at rulle, har set sagens lys. Men den blev ingen succes.

Overgreb i London
Anthony Rapps udtalelser i pressen fik adskillige mænd til at stå frem med lignende anklager mod Kevin Spacey.

Han blev anklaget for seks tilfælde af seksuelle overgreb i London i perioden 1996-2013. Her fungerede Spacey fra 2003 til 2015 som kunstnerisk leder af teatret Old Vic.

Scotland Yard er i øjeblikket ved at undersøge disse anklager, og Spacey blev i maj afhørt af det engelske politi.

Skuespilleren er også blevet sagsøgt af en californisk massør, der hævder, at skuespilleren i 2016 forsøgte at tvinge ham til at røre ved sine genitalier i forbindelse med en massage.

Bizar video
Kevin Spacey var juleaften sidste år ude med et mystisk og bizart selvforsvar.

I en YouTube-video (se den under artiklen), der er blevet set næsten elleve millioner gange, optrådte i han rollen som skurken Frank Underwood. Han antydede, at han var blevet dømt uden rettergang, og direkte henvendt til seerne sagde han: ”You want me back!” 

Videoen sender et signal om, at Kevin Spacey vil kæmpe for at komme tilbage. Men intet tyder på, at han i nærmeste fremtid vil kunne genoptage karrieren.

Kevin Spaceys forsvar i rollen som Frank Underwood

Relevante artikler

Nyhed
08. juli 2019
Sag mod Kevin Spacey droppes

Sag mod Kevin Spacey droppes

Nyhed
20. aug. 2018
Kevin Spacey-film flopper fælt

Kevin Spacey-film flopper fælt

Nyhed
04. nov. 2017
Netflix fyrer Kevin Spacey

Netflix fyrer Kevin Spacey

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!