Nyhed
23. sep. 2013
Copenhagen Film Fund debuterer på dansk
Sebastian Jessen og Julie Zangenberg er ikke helt almindelige søskende i Heartless – de er nødt til at suge liv ud af andre. Foto | Rolf Konow

Copenhagen Film Fund debuterer på dansk

Hovedstadens nye filmfond skal tiltrække internationale filmfolk til byen, men bag deres første projekt står Ronnie, Nikolaj og Morten. To internationale film bliver dog snart annonceret, forsikrer fonden.

Af Jacob Ludvigsen

Copenhagen Film Fund.

Navnet klinger internationalt, og hovedstadens nye filmfond har da også et erklæret mål om tiltrække prestigefyldte udenlandske film og tv-serier til byen.

Men for få dage siden annoncerede fonden sin første støtte: to millioner kroner til en dramaserie for unge voksne, Heartless, der bliver produceret af Fridthjof Film, har Julie Zangenberg og Sebastian Jessen i hovedrollerne, instrueres af Natasha Arthy, skrives af Nikolaj Scherfig og Morten Dragsted og skal vises på Kanal 5 i Danmark.

Meget mere dansk bliver det vel næppe?

”Fonden skal både kunne tiltrække og fastholde. Heartless var på vej til Ungarn, hvor der allerede var lavet aftale med en produktionspartner,” forklarer direktør for Copenhagen Film Fund, Thomas Gammeltoft.

Får ti millioner igen
”Det er rigtigt spændende, hvis Danmark også kan lave gode tv-serier til unge mennesker, og samtidig er det et projekt, der kommer med en ret stor omsætning til fondens medlemskommuner,” siger produceren og fastslår, at produktionen vil komme til at lægge otte-ti millioner kroner i Danmark.

– Men ud over, at Julie Zangenberg vel bruger en del tid i England med sin fodboldspillende kæreste, trækker det vel ikke mange udenlandske filmfolk til byen?

”Det har ligget os meget på sinde, at der også kommer finansiering udefra, og at der er en stor forhåndsinteresse fra store tv-stationer i Europa. Heartless får støtte fra EU og har haft rigtigt godt forsalg. Vi kan ikke regne med at fylde fonden alene med internationale projekter. Der vil være projekter, hvor det handler om at fastholde produktion i Danmark.”

Også til producenterne
Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) har været den ledende politiker i kampen for at få filmfonden op at stå. Efter forgæves forsøg på at få staten til at medfinansiere initiativet lykkedes det i maj at gøre fonden til en realitet med et budget på næsten 38 millioner kroner.

– Pia Allerslev, du har flere gange betonet fondens internationale potentiale. Havde du regnet med, at folkene bag det første projekt ville hedde Ronnie, Natasha, Nikolaj og Morten?

”Haha nej – og så alligevel. Det har været vigtigt for mig, at vi både har mulighed for at tiltrække store internationale film og tv-serier og at fastholde nogle af dem, der ellers havde været produceret i udlandet. Det er vigtigt for mig at kunne sige til for eksempel Ronnie Fridthjof, at filmfonden også er for jer.”

Optages på Rådhuset
– Men ville du, hånden på hjertet, ikke hellere have kunnet gå ud med et stort internationalt projekt fra start?

”Jeg tror meget på ydmyghed kombineret med fandenivoldskhed: At vi både viser verden, hvor fantastisk hovedstadsregionen er at optage i – og samtidig at vi er realistiske. Jeg vil hellere starte i det små og så gøre det ordentligt. Og jeg glæder mig over, at der var fyldt med tv-produktionsudstyr, da jeg mødte på Rådhuset i morges.”

Heartless bliver optaget på Rådhuset?

”Noget af den optages på Rådhuset, ja.”

– Det hjælper måske at sikre lidt øget omsætning i Rådhusets kantine, hvis man skal komme i betragtning til fondens penge?

”Nej, det er ikke det. Størstedelen af investeringen ligger jo i produktionen – lyd- og lysudstyr og alt muligt andet. Derudover kommer selvfølgelig det, filmholdene bruger på hoteller, restauranter og den slags, men det batter selvfølgelig især i de internationale projekter.”

Leder efter flagskib
Og de internationale projekter skal nok komme, forsikrer direktør Thomas Gammeltoft.

”Vi har to internationale projekter, som vi har besluttet at støtte. Så vi er kommet hurtigt i gang og markerer os internationalt med det samme. Men vi har jo ikke eksisteret så længe endnu, og vores website – som simpelthen er en fonds lunger – er slet ikke klar endnu. Men vi begynder at mærke interessen.”

Han fortæller, at fonden hidtil har fået omkring otte ansøgninger fra udlandet, primært film af amerikanske arthouse-instruktører, som pønser på samarbejde med danske producenter, eller hvor der er danske skuespillere med.

Thomas Gammeltoft vil endnu ikke afsløre, hvilke to internationale projekter fonden har kastet sin kærlighed på. Han vil dog godt røbe, at fonden også er på jagt efter ét stort og ambitiøst projekt, som man er villig til at investere hele ti millioner kroner i. Det kan være alt fra en amerikansk blockbuster til en film af en stor europæisk auteur.

”Vi siger til de danske producenter, som har en vigtig rolle i arbejdet, at det er det, vi leder efter. Vi vil have et stort flagskib, som både lægger mange penge, og som er med til at profilere området.”

Heartless får premiere på Kanal 5 til efteråret.

Relevante artikler

Nyhed
29. jan. 2013
Det var nu eller aldrig for filmfond

Det var nu eller aldrig for filmfond

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!