Sturla: Kompromisløst kamera

På pressemødet efter uddelingen af Bjørne-statuetterne under årets Berlinale var særligt to mænd på alles læber: den iranske vinder af Guldbjørnen, Jafar Panahi, og modtageren af Sølvbjørnen for største kunstneriske bidrag med fotograferingen i Victoria, norske Sturla Brandth Grøvlen.

Journalisterne ville gerne vide, hvordan den 35-årige filmfotograf dog havde klaret at fotografere en hel spillefilm i én lang indstilling – uden klip.

”It was a lot of fun,” smilede Sturla Brandth Grøvlen til den fremmødte verdenspresse, og meget mere var der egentlig ikke at sige om den sag.

Sådan er det også med Victoria, en film, der er optaget fire gange. To gange blev optagelserne afbrudt undervejs, og derfor stod valget imellem to færdiggjorte versioner. Den, hvor hovedpersonen brændte mest igennem, vandt.

Det er en bedrift at kunne ramme en flimrende fortælling om en ung kvindes jagt på lidenskaben én enkelt nat i Berlin og samtidig få skuespillerne til at spille så præcist.

Tyske Sebastian Schippers Victoria – premiere 3. december – ville let kunne være blevet en stiløvelse, men med et umanerligt stort mod er den optaget med et legesygt kamera. Sturla Brandth Grøvlens billeder fester simpelthen med filmen, og optagelserne er smerteligt nærgående, da aftenen udvikler sig i uforudsete retninger.

Det er egentlig ironisk, at Victoria er blevet Grøvlens internationale gennembrud. Det var nemlig slet ikke sådan en film, han selv regnede med, at han skulle lave, da interessen for fotografering begyndte.

Den helt store inspirationskilde dengang hed Roy Andersson, og det var med den svenske instruktørs tableaufilm i baghovedet, at han søgte ind på Den Danske Filmskole. Han ville lave lange indstillinger med et stillestående kamera, og selv om indstillingen i Victoria er rekordlang, så er kameraet ekstremt bevægeligt.

Læreren, der optog Sturla Brandth Grøvlen på Filmskolen, husker tydeligt talentets ansøgningsfilm.

”Jeg kaldte ham lille Chagall,” fortæller Peter Klitgaard. ”Sturlas ansøgning havde de samme fantasier som Chagall, og hans materiale emmede af en stærk kunstnerisk åre. Det synes jeg faktisk kun, at han har udviklet siden.”

Der er en fornemmelse af natur og en kunstnerisk selvfølgelighed i Sturla Brandth Grøvlens billeder. Han er da også vokset op i Trondheim, og han gik ofte lange ture på sæterne med sin familie. I de naturskønne omgivelser begyndte han at interessere sig for billeders kraft, og fra 2003 til 2006 tog han en bachelor i fotografering ved kunsthøjskolen i Bergen.

Men så var tiden også kommet til at rejse til Danmark for at søge ind i filmbranchen.

”Det var virkelig givende at komme til at studere sammen med mennesker, der konstant udfordrede mig. I min midtvejsfilm fik jeg øjnene op for det håndholdte kamera, og det rystede hele min forestilling om, hvordan jeg gerne ville lave film,” fortæller han.

Siden Sturla Brandth Grøvlen afsluttede sine læreår på Den Danske Filmskole i 2011, har projekterne været vidt forskellige. Han er fulgt i hælene på den unge flugtbilist i Shortlist-filmen Turbo, har skabt eksperimenterende billeder i Anders Morgenthalers I Am Here og prøvet kræfter med det psykologiske gys i Ali Abbasis kommende Shelley.

Sansen for den store natur kom ham til gode i den islandske deadpan-komedie Hrútar, som i maj vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes.

Efter gennembruddet har der ikke manglet tilbud. Overalt i filmbranchen fornemmer man et talent, der er på vej frem. Grøvlen laver dog ikke endnu en one-take-film lige med det samme. Det skal helst være nyt hver gang. Heldigvis er han lydhør over for de emner, han beskæftiger sig med, samtidig med at han er fandenivoldsk.

Han tror ikke på kompromiser i kameralinsen. Han tror på, at det bedste billede enten er genialt eller falder til jorden. Og hellere lade det falde end skvulpe rundt i filmrullerne og ligne noget, man har set mange gange før.