Top 5: Konflikten i Nordirland

”The Troubles” i Nordirland varede i næsten tre årtier, kostede tusindvis af mennesker livet og delte vandene politisk. Siden fredsslutningen i 1998 er konflikten i Nordirland mere eller mindre gledet over i populærkulturen.

Det seneste skud på stammen er Bag fjendens linjer, hvor en ung britisk soldat på egen hånd må overleve i krigszonen Belfast anno 1971.

Filmen har dansk premiere 18. december.

Konflikten i Nordirland er en dramatisk velsignelse i den forstand, at den altid har været moralsk kompleks: Modstandsfilm om Anden Verdenskrig har den ulempe, at alle er enige om, hvem skurken er.

Fredsslutningen gjorde ikke grænsen mellem terrorist og frihedskæmper meget klarere, og hvor Harrison Ford i både The Patriot Games og The Devil’s Own har kæmpet mod IRA-terrorister, bliver gruppen behandlet mere sympatisk i både Hunger og The Wind That Shakes the Barley.

Selvom mange af filmene på listen har en tydelig politisk agenda, går ingen af dem i dybden med begrundelserne for konflikten. I stedet fungerer terror- og krigshandlingerne som bagtæppe for skildringer af kærlighed, vilje og loyalitet.

Vi har samlet fem af de bedste.

1. In the Name of the Father

Gerry, en nordirsk småsvindler, bliver fængslet sammen med tre venner og gøres til syndebukke for et IRA-sponsoreret bombeangreb mod en pub.

Justitsmordet på The Guildford Four var hentet direkte fra avisforsiderne, og instruktør Jim Sheridans In the Name of the Father (1993)var en intelligent kommentar til konflikten.

Den apolitiske Gerry (Daniel Day-Lewis) bliver radikaliseret af dommen. Han allierer sig i fængslet med den virkelige bombemand og fører på IRA-ordrer en eskalerende krig mod vagterne.

I mellemtiden fører hans far, der som det meste af familien bliver fængslet på falske anklager om sammensværgelse, en fredelig kampagne for at få sagen genoptaget.

Da Gerry lægger afstand til sine voldelige venner og i stedet går rettens vej, er det politiske budskab ikke til at overse.

2. Bloody Sunday

U2 sang det, og Paul Greengrass filmede det. Bloody Sunday-massakren, hvor engelske tropper dræbte tretten ubevæbnede demonstranter, var den nordirske konflikts point of no return, og Bloody Sunday fra 2002 gengiver begivenhederne med ubarmhjertig autenticitet.

Akavede billedkompositioner, hårde klip og håndholdte optagelser gengiver dokumentarismens æstetik så effektivt, at man efter de indledende scener har glemt, at det hele er iscenesat.

På den ene side følger vi James Nesbitts nordirske lokalpolitiker, der arrangerer en borgerrettighedsdemonstration efter amerikansk forbillede. Og på den anden Tim Pigott-Smith, en engelsk general, der ønsker revanche for flere måneders terrorhandlinger.

3. Hunger

Steve McQueen var anerkendt videokunstner, før han debuterede som spillefilminstruktør, og det mærker man tydeligt i hans debutfilm Hunger (2008).

Hans portræt af IRA-lederen og sultestrejkeren Bobby Sands forsager sterile biopic-konventioner og bruger i stedet hudflettende body horror til at skabe en skræmmende, virkelighedsnær beskrivelse af stædige mænd under inhumane forhold.

McQueens trang til at minde publikum om, at han er en stor kunstner er til tider irriterende, men det meste af filmen er man nødt til at give ham ret.

4. The Wind That Shakes the Barley

Veteraninstruktøren Ken Loach har lavet andre film, der umiddelbart ville være mere oplagte kandidater til listen, men hans Guldpalme-vindende The Wind That Shakes the Barley (2006) er både stærkere og et mere oplysende portræt af konflikten – selvom den egentlig ikke handler om den.

I stedet følger vi Cillian Murphy, en ung læge, der i starten af 1920’erne uforvarende vikles ind i kampen for en uafhængig irsk republik. Sammen med sin idealistiske bror stiger han i graderne og bliver stadigt mere radikal.

Efterhånden som den irske borgerkrig trækker ud, bliver krigens politiske idealer uklare, og brødrene ender med at stå på hver sin side af konflikten.

Broderkonflikten som metafor for splittelsen er åbenlys, men Loach’ skildring er for empatisk og kompleks til at kunne reduceres til en politisk allegori.

5. The Crying Game

I Neil Jordans prisbelønnede drama, The Crying Game (1992), er det snarere seksualpolitik end krigspolitik, der er på dagsordenen. Den nordirske konflikt tegnes med karikaturer, så filmen i stedet kan koncentrere sig om den personlige.

Stephen Rea spiller IRA-medløberen Fergus, der knytter sig til en engelsk fange. Da fangen (Forest Whitaker) bliver dræbt i en razzia, opfylder Fergus hans sidste ønske og opsøger hans kæreste i London.

De indleder et forhold. Og hans IRA-venner er naturligvis ikke færdige med ham.

Så langt, så kliché – og selvom filmens berømte twist unægteligt gør handlingen mere interessant, er genreskabelonen stadig velkendt.