Kritiker trækker sin anmeldelse tilbage

Det er en bevæget Emma Sullivan, der sidst i januar i år stiller sig op foran publikum inden verdenspremieren på Into the Deep – hendes dokumentar om de frivillige på Peter Madsens værksted i tiden før og efter hans mord på Kim Wall.

Det er ikke mange debutanter forundt at blive udtaget til Sundance-filmfestivalen i Utah, og hun takker for æren: ”I’m thrilled to be here.”

Det er jeg ikke. For mig at se forklejner mediecirkusset den menneskelige tragedie bag, imens gerningsmanden soler sig i opmærksomheden.

”Kender du historien?” spørger en ældre dame bag mig sin sidekammerat, før hun ivrigt kaster sig ud i et stakåndet referat.

Men Into the Deep er en overraskelse. Den lefler ikke for publikums morbide nysgerrighed, men er uforbeholdent solidarisk med de unge ildsjæle, der blev manipuleret af en skånselsløs psykopat. Med stor forståelse og ømhed for sine interviewpersoner skildrer Emma Sullivan den fascination, hun også selv var grebet af. Og hun viser, hvordan fascinationen vendes til knusende desillusion og anger.

Hun lader publikum tage de medvirkendes smerte på sig og vender et privat traume til et kollektivt.

Filmisk djævleuddrivelse
Jeg bliver grebet, og jeg er ikke den eneste. Efter et par minutter forstummer tilskuernes hvisken og tisken, og snart hører man gispen og snøften.

Da lyset tændes, sidder publikum som lammet af granatchok.

Og så kommer Emma Sullivan tilbage for at svare på spørgsmål. En tilskuer fra salen spørger ind til de unges reaktion på filmen, og hun svarer:

”De fleste af dem har set filmen nu. De andre, der ikke har set den, har set brudstykker. Og jeg har bare været så lykkelig for at høre fra dem, at de er glade for at have fået mulighed for at fortælle deres historie med deres egne ord.”

”Det specielle ved at være i en position som vores er, at når man er så tæt på en forbrydelse, føler man sig meget skyldig,” forklarer instruktøren.

”Man kan ende i en ond cirkel med depression og posttraumatisk stress, og det forstærkes af en omverden, der ikke vil have noget at gøre med Peter Madsen, og derfor heller ikke med dem.”

Hun virker ydmyg og benovet, og hendes stemme knækker, mens hun fortæller om en film, der er terapeutisk for de medvirkende. En filmisk djævleuddrivelse.

Dit næste true crime-fix
Det er sjældent, at en film på den måde slår én følelsesmæssigt ud af kurs, men Into the Deep er en voldsom oplevelse.

Jeg skyper hjem til DR og TV 2 for at dele min oplevelse med danskerne. Og kvitterer med en femstjernet anmeldelse til Ekko, jeg i dag fortryder at have skrevet.

Det var gået min næse forbi, at filmens hovedfotograf, Cam Matheson, tidligere samme dag offentligt havde taget afstand fra filmen. At to af de fire bærende interviewpersoner af hensyn til deres mentale helbred havde bedt om at blive klippet ud af filmen, vidste jeg heller ikke.

Det gjorde festivalens andre kritikere heller ikke, og de følgende dage kommer der flere begejstrede anmeldelser.

”Into the Deep er dit næste true crime-fix!” lover en af dem. Vi kritikere stiller læserne en enestående og modig film i vente – som et heppekor af nyttige idioter.

Kynisk selvpromovering
Hvorvidt filmskaberne juridisk har ret til at sælge og promovere filmen, er underordnet.

Som formidler af andres historier har filmskaberne et etisk ansvar over for interviewpersonerne. I tilfældet Into the Deep er det ansvar blevet tilsidesat for at kunne præsentere den mest virkningsfulde film.

Det vidner en af filmens mest opsigtsvækkende scener tydeligt om: Peter Madsen piner Anja Olsen ved at lade, som om han vil give hende det hvide snit. Det er et scoop af en scene, som i bagklogskabens lys river sløret af psykopaten.

Scenen er nævnt i tre-fire anmeldelser, foruden min egen.

Men det er også et personligt traume, som der ikke er noget sobert argument for at udstille for omverdenen. Hvad de seneste måneders afsløringer om filmen har vist, er en filmskaber, der kynisk tilsidesætter sine interviewpersoners helbred for at promovere sin egen film. Og sig selv.

Falsk varebetegnelse
Vi, der talte filmens sag, gjorde det på et falsk grundlag. Into the Deep var en af de største filmoplevelser, jeg har haft på Sundance. Men det er også en film, der gør vold på interviewpersoner, den hævder at repræsentere med forståelse og empati.

Måske kan filmen klippes om, som det har været antydet ville ske. Der er stadig centrale interviewpersoner, som gerne vil stå frem med deres historie. Og der er rigeligt med grufulde optagelser af Peter Madsen til, at filmskaberne stadig kan levere en true crime-gyser, der vil stå godt ved siden af Netflix-serier som Tiger King og Making a Murderer.

Men den version af filmen, der blev rost til skyerne på Sundance som en modig djævleuddrivelse, eksisterer ikke. Det gjorde den aldrig.