Nyhed
24. feb. 2021
Filmloven overrasker formand for instituttet
Anders Kronborg blev bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut i maj 2017, men har ikke været opmærksom på, at næstformand Poul Nesgaard og et andet medlem kan være på kant med filmloven. Foto | Leo Pharma

Filmloven overrasker formand for instituttet

Anders Kronborg fra Filminstituttet vil følge kulturminister Joy Mogensen, men har ikke oplevet bestyrelsesmedlemmers tillidsposter som et problem.

Af Claus Christensen

Der er ét helligt skrift i filmbranchen: Filmloven. Bryder man den, er man ilde stedt. 

Derfor var det noget af et chok, da kulturminister Joy Mogensen i går meddelte, at selveste toppen af dansk film – bestyrelsen i Det Danske Filminstitut – er på kant med Filmloven. 

Det svarer til, at kongehuset eller regeringen ser stort på en central paragraf i lovningen. 

Ifølge filmloven må de syv bestyrelsesmedlemmer på Filminstituttet ikke have økonomiske interesser i film eller besidde andre filmfaglige tillidsposter. Årsagen er, at de mest magtfuldes habilitet ikke må kunne drages i tvivl. 

Men da Joy Mogensen i marts 2020 udpegede Poul Nesgaard til næstformand i bestyrelsen, sad han samtidig i bestyrelsen for De Københavnske Filmfestivaler, som tildeles omkring fire millioner kroner om året i støtte af Filminstituttet. 

Eva Novrup Redvall sidder også i bestyrelsen for Danske Filmkritikere, som får støtte af Filminstituttet. Endelig er Peter Zinck bestyrelsesformand i TV 2/Fyn, der får et massivt støttebeløb fra Filminstituttet gennem den såkaldte Public service-pulje.

Lobbyarbejde er blevet sværere
Bestyrelsesformand Anders Kronborg er til daglig direktør i et medicinalfirma og har ingen andre filmfaglige tillidsposter. 

Men han indrømmer blankt, at han ikke har været opmærksom på filmlovens paragraf 3, stk. 6. 

”Det er ikke noget, jeg har tænkt over før. I bestyrelsen snakker vi jo ikke om støttekroner og hvem, der får hvad. Vores ansvar er at ansætte en direktion og sikre, at der er styr på driften af butikken. Men jeg kan forstå på ministeren, at hun vil lave proceduren ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer om, og det er fint.” 

– Selv om I ikke uddeler støtte, så diskuterer I vel støttevilkår – for eksempel om prisuddelinger skal have støtte? 

”Nej, de møder er meget mere kedelige, end du tror. Vores overordnede ansvar er at ansætte en direktion og sikre, at der er styr på driften af butikken.” 

– Kan du ikke se, at der kan være et problem i, at Poul Nesgaard også sidder i De Københavnske Filmfestivaler, der får et betragtelig beløb af Filminstituttet? 

”Jeg har ikke nogen kommentarer til andre bestyrelsesmedlemmers konkrete poster, og hvordan det bliver håndteret.” 

– Selv om I ikke har med uddeling af støtte at gøre, er bestyrelsen vel inde over den administrerende direktørs oplæg til et filmforlig, hvor der for eksempel bliver tage stilling til, om Filminstituttet skal støtte festivaler eller prisuddelinger? 

”Det kan man teoretisk godt forestille sig, men hvis man læser vores seneste filmoplæg, var det ikke så detaljeret. Og vi er meget glade for den nuværende filmaftale, der er meget mere fleksibelt end det gamle, hvor der nærmest stod, hvilke film der skulle støttes. På den måde er det faktisk sværere at lave lobbyarbejde for enkeltpersoners interesse under den nuværende filmaftale.”

Beror på konkret vurdering
– Så du har ikke oplevet habilitetsproblemer? 

”I hvert fald ikke i min tid som formand. Og jeg har et indtryk af, at det har kørt på samme måde førhen. Filmkonsulenter bliver jo også ansat efter indstilling. Vi kan som bestyrelse godt sige nej til en person, men vi kan ikke sige, at vi hellere vil have en anden og så ansætte vedkommende. På den måde kører konsulenterne meget uafhængigt af bestyrelsen.” 

– Hvad er din egen holdning? 

”Som i alle sager om potentiel inhabilitet skal man holde sig fra at have andre poster, hvis man er det mindste i tvivl. Men det kan afhænge af, om der er penge indblandet. Der er forskellige scenarier, så det må bero på en konkret vurdering, og den må blive lavet for hvert enkelt bestyrelsesmedlem.” 

Filminstituttets bestyrelse skal mødes på mandag, og her regner Anders Kronborg med at lave en erklæring om, hvilke interesser bestyrelsesmedlemmerne har.

”Så må Kulturministeriet vurdere, om der er nogle konflikter,” siger formanden.

Anders Kronborg og resten af bestyrelsen er udpeget frem til den 14. maj i år. De kan genbeskikkes én gang.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!