Kvindernes Waterloo
Siden 2004 er den procentuelle andel af kvindelige danske instruktørers film i biografen gået tilbage, og talentudviklingen har nærmest været gået i stå.
I sommeren 2005 spurgte jeg Peter Aalbæk Jensen, hvad det næste store ville blive i dansk film, efter Dogmebølgen var begyndt at ebbe ud. Hans svar var: ”Kvinder!”
Men helt sådan er det ikke gået, og debatten om kønsfordelingen i dansk film har nu raset et stykke tid. Hvis målet er en 50/50-fordeling mellem kvindelige og mandlige instruktører, må man konstatere, at det definitivt er gået den forkerte vej.
Skema 1 (se nederst i artiklen) viser en stigning i perioden 2000-2004 med en kulmination i 2004, hvor kvindelige instruktører stod bag 40 procent af spillefilmene. Hvis stigningen var fortsat, ville der have været ligevægt mellem kønnene i 2008, men luften gik af ballonen.
I perioden 2000-2004 var instruktører som Susanne Bier og Lone Scherfig spydspidserne i den kvindelige fremmarch, men der har øjensynligt ikke stået kvindelige instruktører parat til at overtage stafetten, da udlandet kaldte på Bier og Scherfig.
Man kan sige, at 2004 var et højdepunkt for kvindelige instruktører, men samtidig også deres Waterloo. De havde rekordmange biografpremierer – otte – men de kunne ikke indfri de kommercielle forventninger, der blev stillet til dem. For uanset hvordan man vender og drejer det, er filmbranchen kommerciel. Der er altid private penge ude at svømme, som gerne skulle komme retur.
Man opererer med en tommelfingerregel om, at en normalt budgetteret film giver overskud, når 250.000 tilskuere har set den i biografen.
Det mål nåede kun to film af kvindelige instruktører i 2004, nemlig Biers Brødre og Hella Joofs Oh Happy Day. Annette K. Olesens Forbrydelser var en lavbudgetfilm og kom derfor også sikkert i mål, men de resterende fem film havde formentlig røde tal på bundlinjen: Charlotte Sachs Bostrups Familien Gregersen, Paprika Steens Lad de små børn…, Lotte Svendsens Tid til forandring, Linda Krogsøe Holmbergs Tæl til 100 og Jytte Rex’ Silkevejen.
De kvindelige instruktørers tilskuertal stod med andre ord ikke mål med deres andel af filmene i 2004. Derimod var 2001 og 2012 helt specielle år for den procentuelle andel af tilskuertallet til kvindelige film.
I 2001 takket være Hella Joofs En kort en lang og Charlotte Sachs Bostrups Anja & Viktor, som tilsammen solgte 1.156.000 billetter. Og i 2012 skyldtes det Susanne Biers Den skaldede frisør og Anne-Grethe Bjarup Riis, som med god hjælp fra Anders Refn instruerede Hvidsten gruppen. De to film solgte tilsammen 1.409.000 billetter.
Det har dog øjensynligt ikke hjulpet de kvindelige instruktører særlig meget, for de nye talenter har manglet.
New Danish Screen, som har til opgave at talentudvikle, har siden starten i 2004 kun formået at bringe to spillefilm – eller ni procent – instrueret af kvinder frem til biografpremiere. Det er Pernille Fischer Christensens En soap (2006) og Heidi Maria Faissts Velsignelsen (2009). En tredje spillefilm, Frederikke Aspöcks Labrador (2012), blev slet ikke vurderet egnet til biografpremiere.
Tilstanden i New Danish Screen viser med al tydelighed, at talentudviklingen af kvindelige instruktører har haltet gevaldigt bagud. Det er syv år siden, at en film instrueret af en kvinde på denne støtteordning har fået biografpremiere.
Heldigvis ser det ud til, at der er nye initiativer i New Danish Screen, som vil rette op på uligheden. For talentudviklingen af kvindelige danske instruktører skal optrappes. Men det forudsætter selvfølgelig, at talenterne er der.
