La La Land fortjener 28 Oscars

La La Land er allerede berømt.

Den er talk of the town i Hollywood. Den har scoret syv Golden Globes, det højeste antal nogensinde i prisens historie. Og nu har den så opnået hele fjorten Oscar-nomineringer.

Hvis jeg var talsmand for Det hvide Hus ville jeg sige, at den har fået – 28 nomineringer.

La La Land er en genrefilm, en musical med alt hvad det indebærer. Der er noget spændende ved film, der griber fat i en etableret genre og gør noget nyt med den – samtidig med at det stadig er den gode gamle genre.

Et frisk bud på en gammel traver.

Musical er en genre med store traditioner i Hollywood, men også en lidt eksklusiv genre. Det vrimler med komedie og action, men musicals er forholdsvis sjældne. Måske er det noget med, at en musical helst skal være lidt genial, hvis den skal have eksistensberettigelse.

Det er helt i orden med halvgode komedier og halvgode krimier, men en halvgod musical giver ikke megen mening.

Hovedværkerne
Forståeligt nok var genren ikke stor i stumfilmtiden (men der var faktisk stumme musicals).

I 1930’erne var det stepdans med Fred Astaire og Ginger Rogers, og dengang handlede det næsten altid om at sætte en musical op på et teater, en såkaldt backstage-historie. 1940’erne kom med nye takter, ikke mindst fra Vincente Minnelli og Gene Kelly, og det førte til genrens helt gyldne periode i 1950’erne.

Her brød personerne spontant ud i sang og dans, hvor end de nu lige befandt sig. De sprudlende hovedværker var En amerikaner i Paris, Sømænd på vulkaner og Singin’ in the Rain.

Siden kom de store teatermusicals på film: My Fair Lady, South Pacific, West Side Story, The Sound of Music. Det var en mere alvorlig sag. Og med årene forekommer de – med undtagelse af West Side Story – mere og mere langstrakte og ikke så lidt gumpetunge.

I dag har overlæssede teatermusicals en stærk placering i teaterlivet, og følgelig bliver de også på et eller andet tidspunkt lavet til store, overlæssede film. Men er det ægte film?

Det er sådan noget, man støder på anden juledag, hvor Les Miserables bare kører og kører og kører, mens mørket falder på.

Posthum revanche
Der er langt mellem de store musicals, men indimellem har der været originale og vellykkede filmiske forsøg på at forny genren. Der var Bob Fosses Cabaret i 1972. Der var Triers (og Björks) Dancer in the Dark, og der var Baz Luhrmanns Moulin Rouge!

La La Land har referencer til guldalderen: en lille hilsen til Singin’ in the Rain, en temmelig stor hilsen til En amerikaner i Paris.

Men især er der inspirationen fra Frankrig. Det drejer sig om Jacques Demy, der var en af den franske nybølges hovedskikkelser i 60’erne med Pigen med paraplyerne og Pigerne fra Rochefort.

Demy havde sin egen stil, hvor alt – indendørs og udendørs – er indhyllet i sarte farver og svøbt ind i Michel Legrands sødmefulde pop, der er en åbenbar inspirationskilde til Justin Hurwitz’ lette jazz i La La Land.

Demy kom faktisk en tur til Hollywood og lavede en film, men den blev ikke særligt god. Nu har han fået en slags posthum revanche.

Sød musik opstår
Den 32-årige Chazelle har en fransk far og en amerikansk mor, og filmen er – ligesom han selv – en slags frugt af det amerikansk-franske.

Filmen er en hyldest til en genre. Den er også en hyldest til Hollywood og hele Los Angeles.

Vi kommer op at svæve i Griffith Observatoriet, som vi husker fra James Dean-filmen Vildt blod. Det er en fantastisk art deco-bygning, der stråler i bakkerne oppe over byen.

La La Land er, sådan som det er traditionen i musicals, en boy meets girl-historie. Mennesker mødes, og sød musik opstår. Det er en meget enkel historie, men med en uventet drejning. For den sødmefulde, berusende kærlighed har også en dråbe af malurt.

Det er klassisk musical – på en helt ny måde. Og den har fortjent alle sine … 28 Oscars.

Også for bedste efterligning af Jacques Demy.