Nyhed
25. jan. 2014
LaBeouf: Bizar opførsel er performancekunst
Shia Labeouf spiller en ulykkesfugl i kærlighedsfablen Charlie Countryman, der også har Mads Mikkelsen på rollelisten og udkommer på dvd den 27. marts. Foto | Hugo Stenson

LaBeouf: Bizar opførsel er performancekunst

Den amerikanske skuespiller har i den forløbne uge forsøgt at bortforklare sine seneste eskapader, der inkluderer plagiering og skallenik.

Af Jesper Olsen

Forsøger Shia LaBeouf at efterligne skuespillerkollegaen Joaquin Phoenix, der som led i mockumentaryen I’m Still Here pludselig ændrede karakter og sprang ud som nusset, umælende rapper-aspirant?

Eller er det bare en dårlig undskyldning for hans aparte opførsel?

Det spørgsmål er der flere, som stiller sig, efter at den amerikanske skuespiller, som medvirker i Triers Nymphomaniac, har skabt nye problemer for sig selv.

Undskyldninger også kopieret
Balladen
startede, da det i slutningen af sidste år blev afsløret, at Shia LaBeouf replik for replik havde kopieret Daniel Clowes’ tegneserie Justin M. Damiano i kortfilmen Howard Cantour.com.

Han havde vist filmen frem på verdens førende filmfestival i Cannes, men uden nogen form for kreditering af ophavsmanden.

Det fik Clowes’ forlægger til at fare i flint og true med retssag, mens Shia LaBeouf på Twitter bragte undskyldninger, der ligeledes var copypastet fra diverse kilder.

Men mærkværdighederne fortsatte.

Ikke berømt længere
Den 10. januar annoncerede skuespilleren, at han trak sig tilbage fra ”alt offentligt liv” oven på ”de seneste angreb mod min kunstneriske identitet”.

De seneste uger har han flere gange gentaget med versaler, at han ”ikke er berømt længere”.

I sidste uge spredte Shia LaBeoufs gådefulde adfærd sig til verdenen uden for Twitter-universet. Han blev filmet, mens han nikkede en anden mand en blød skalle på en bar i det sydlige London.

I en video forklarede en beruset Shia LaBeouf bagefter, at manden havde fornærmet hans svigermor. ”Jeg er en supernormal fyr,” snøvlede han i videoen.

I kunstens tjeneste
I en strøm af Twitter-beskeder gjorde LaBeouf i denne ugen så et comeback til ”offentligt liv”.

Han forklarede, at han med plagieringssagen satte sit offentlige image på spil i den originale kunsts tjeneste.

”Performancekunst er en måde at appellere direkte til et stort publikum, at chokere dem og få dem til at genoverveje deres egne opfattelser af kunst og dens relation til kulturen. Min Twitter-konto @thecampaignbook er meta-modernistisk performancekunst,” skrev han og fortsatte:

”Al kunst er enten plagiering eller revolution, og for at være kunstnerisk revolutionær i dag må man også være reaktionær. Jeg blev bevidst viklet ind i en plagieringssag, og så reagerede både verden og jeg. Forestillingen begyndte.”

”Jeg blev fuldstændig opslugt og glemte alt omkring mig. Jeg oplevede, at denne fordybelse i, hvad jeg lavede, frisatte min underbevidsthed og min kreative forestillingsevne.”

#StopCreating
Shia LaBeouf roste sig selv for at have søsat en diskussion om plagiering i den digitale tidsalder og brugen af sociale medier.

”Jeg henvendte mig til verden. Mine handlinger er kun så interessante som den dialog, der kommer ud af dem. At den dialog er i gang, er positivt.”

Han hævder endvidere, at instruktøren David Ayer er en del af hans kampagne – en kampagne, som tilsyneladende går ud på at få det ironiske hashtag #StopCreating til at hitte på Twitter.

Noget provokerende afsluttede Shia LaBeouf sin Twitter-salve med hashtagget #StopHeadbutting – som om hans skalle også var et stykke performancekunst.

Shia LaBeouf har i øvrigt slettet bemeldte Twitter-beskeder igen.

Shia Labeouf

Født 1986 i Los Angeles, Californien.

Faren er Vietnam-veteran og moren designer. Parret bliver skilt, og enebarnet Shia vokser op i det fattige Echo Park med sin mor.

Som tiårig begynder han at optræde som standupper i klubber.

Spiller en hovedrolle i tv-serien Even Stevens (2000-2003), der indbringer ham en Emmy Award.

Mest kendt som Sam Witwicky i de tre populære Transformers-film.

Debuterer som instruktør i 2004 med kortfilmen Let’s Love Hate og har siden instrueret både kortfilm og musikvideoer.

Har flere gange været på kant med ordensmagten.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
27. dec. 2013
Nymphomaniac

Nymphomaniac

Nyhed
20. dec. 2013
Shia LaBeouf i pinlig plagieringssag

Shia LaBeouf i pinlig plagieringssag

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!