Lærkevej er på herrens mark

Elisabeth (Søs Egelind) kollapser midt under sin egen vejfest, hvor hjemmeværnsmanden Torben (Søren Spanning) i øvrigt frier til hende — og får et nej.

Det viser sig dog hurtigt, at sammenbruddet også skyldes noget helt andet, nemlig totalt ødelagte nyrer. Elisabeth, der er gennemblødt alkoholiker, har drabeligt brug for en ny nyre, og i et virvar af sidefortællinger følger vi hendes forsøg på at finde en organdonor og dermed redde sit skrøbelige liv.

Hun får hjælp fra flere sider, blandt andet fra kørestolsbrugeren Sune (Christian Tafdrup), der tilsyneladende — sammen med Torben — er villig til at begå både drab og kvaksalveri for at finde en løsning til Elisabeth.

Livet i hverdagen   
Sideløbende med det galimatias, der omgærder det organiserede organtyveri, følger vi ægteparret Kim (Henrik Prip) og Astrid (Anette Støvelbæk).

Gennem Astrids gamle flamme (Claes Bang) og hans kone (Mia Lyhne) beslutter parret sig for at kaste sig ud i en tilværelse som swingere.

Oven i den misere følger vi også historien om søsteren, om pillemisbrugeren, om de nyslåede forældre og om den synske pige i punkertøj. Livet og hverdagen, som den nu engang ser ud hos familien Danmark på Lærkevej …

Morsomme episoder
Lærkevej er en angivelig original dansk tv-serie, der dog mere eller mindre åbenlyst er direkte planket efter grundtanken bag tv-serien Desperate Housewives fra ABC i USA.

Også i det amerikanske forbillede skulle det morsomme være det ”normale” liv — med drab, sexeventyr og så videre — der udspiller sig i en ”almindelig” forstad.

Den danske kigge-over-skulderen-serie er ikke helt uden evner — og den er langt bedre, end spillefilmen nogen sinde bliver.

I serien er der i det mindste morsomme og tankevækkende episoder, der opstår i brydningsfladerne imellem de mange mennesker på den lille vej.

Originalen er lækrere og drabeligere
Men som sædvanlig, når danske tv-serier bliver skrevet mere eller mindre direkte af efter amerikanske forlæg, er originalen jo langt bedre (det gælder også den forbavsende ublu plagiering i Klovn, der nu i filmudgave paradoksalt nok er på vej tilbage til Curb Your Enthusiasms eget USA).

Alene de klare pangfarver er klare-re i Desperate Housewives. Drabene er mere drabe-lige i originalen. De lækre MILF’s i originalen er lækre-re end de modne danske damer. Og så videre.

Det gælder også filmudgaven.

At forestille sig, at denne halvhjertede og dybest set komplet forlorne udgave af the real thing skulle rumme anledning nok til at kunne flyttes med succes til et filmformat, er vel den form for frækhed, som netop amerikanere kalder for ”some kind of nerve”.

Det er i sig selv svært at forestille sig en føljetonserie omplantet til en spillefilms halvanden time. End ikke danskernes yndlingsserie par excellence, Matador, der faktisk er baseret på en original dansk ide, er nogen sinde forsøgt kogt ned til en folkekomedie.

Heiler løs med gipsarmen   
For en god ordens skyld bør man måske slå fast, at skuespillerne — for de flestes vedkommende — gør det så morsomt, varmt og elegant, som de nu kan med et decideret usjovt manuskript, der er proppet med syntetiske replikker og bovlamme optrin.
   
Humoren er så plat og åndssvag, at man ikke fatter, at den ikke er blevet kvalt på ideplan.

Kunne det for eksempel være sjov at lade Mia Lyhne give et blowjob i en helikopter? Nja. Hvad med at lade Anette Støvelbæk komme til skade, så hun heiler løs med gipsarmen uden at ville det? Lårklaskende lattervækkende? Bob-bob. Ville det være skide skægt at lade Anonyme Alkoholikere få marcipan med sprut i under et AA-møde? Tja-bom.

Nå, men ville det så ikke være hylende morsomt at lade Søs Egelind spille sin egen søster, en religiøs formørkelse fra det vestligste Jylland? Nej.

Holdet bag denne film er slet ikke på Lærkevej. De er på herrens mark.

Lærkevej — til døden os skiller har premiere 2. februar i biografer landet over.