Nyhed
09. jan. 2018
Lars von Trier modtager Sonningprisen
Som Lars von Trier demonstrerer på forsiden af Ekko #28 fra 2005, har det altid ligget instruktøren på sinde at drille. Nu bliver hans filmiske drillerier belønnet med Sonningprisen og én million kroner. Foto | P. Wessel

Lars von Trier modtager Sonningprisen

Danmarks største instruktør i nyere tid får den 19. april overakt den hæderfulde kulturpris og én million kroner for sit fortjenstfulde arbejde til gavn for europæisk kultur.

Af Nicki Bruun

Siden spillefilmdebuten Forbrydelsens element fra 1984 har Lars von Trier vundet Guldpalmen i Cannes for Dancer in the Dark fra 2000 og adskillige priser ved den europæiske Oscar-pendant European Film Awards.

Den 19. april modtager filmskaberen endnu en pris, når han får overrakt Danmarks største kulturpris, Sonningprisen, sammen med én million kroner.

Prisen uddeles af Københavns Universitet til en person, som har udført et fortjenstfuldt arbejde til gavn for europæisk kultur. Akademiraadet, et råd til kunstens fremme under Kulturministeriet, har været med til at indstille Lars von Trier til prisen.

”Som filmskaber har Lars von Trier formået at give forskellige genrer sin helt egen fortolkning. I den forstand er han en grænsesøgende og grænseoverskridende kunstner, der placerer sig selvsikkert og selvbevidst et helt andet sted end den stadig mere kommercialiserede mainstreamfilm,” siger formanden for Akademiraadet, Milena Bonifacini, i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

”Det er det vedvarende favntag og opgør med det konventionelle, der adskiller Lars von Triers arbejde og har bidraget til at gøre europæisk film til noget særligt.”

I selskab med legender
Lars von Trier fik sit internationale gennembrud i 1990’erne, hvor han var en af dogmebrødrene bag manifestet, som han lavede Idioterne fra 1998 ud fra.

I det årti lavede han også den hædrede tv-serie Riget for DR, mens hans Breaking the Waves vandt juryens pris på Cannes-festivalen i 1996. I øjeblikket er instruktøren ved at lægge sidste hånd på seriemorderfilmen The House That Jack Built, der forventes at få verdenspremiere på Cannes-festivalen i maj.

Med Sonningprisen slutter Lars von Trier sig til nogle af de største instruktører i nyere, europæisk filmhistorie.

Svenske Ingmar Bergman var den første filmskaber, der modtog prisen i 1989. I 1994 gik hæderen til polske Krzysztof Kieślowski, mens østrigske Michael Haneke fik prisen overrakt i 2014.

Historiske kulturbærere
Sonningprisen blev testamentarisk stiftet af redaktør og forfatter Carl Johan Sonning, der døde i 1937. Hans enke Léonie Sonning stiftede selv en pris – Sonnings Musikpris – der er Danmarks største musikpris.

I 1960’erne blev den almene kulturpris Sonningprisen uddelt årligt, blandt andet til den danske fysiker Niels Bohr i 1961.

Fra 70’erne og frem er prisen blevet uddelt hver andet år til folk som den tyske filosof Hannah Arendt i 1975 og den franske forfatter Simone de Beauvoir i 1983.

Der kører for tiden en udstilling om Lars von Trier på kunstmuseet Brandts i Odense, hvor man kan få et retrospektivt overblik over instruktørens værker, der også tæller nyere film som Nymphomaniac, Melancholia og Antichrist.

Relevante artikler

Nyhed
16. okt. 2017
Trier afviser Björks anklager

Trier afviser Björks anklager

Interview
23. aug. 2005
Drillepinden

Drillepinden

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!