Leder: Sæt filmen fri

Det var overskriften på Det Danske Filminstituts oplæg til den aktuelle filmaftale i 2010: Sæt filmen fri.

Verdens bedste filmlov er ”sandet til i detailstyring og kassetænkning” og har skabt ”et ufleksibelt støttesystem, som har svært ved at reagere på markedsmæssige forandringer, den teknologiske udvikling og nye filmiske tendenser”, hed det.

Politikerne lyttede, og Filminstituttet fik mere frihed til at administrere sine midler. Men blev filmen sat fri? Det er svært at få øje på.

Der er sket store omvæltninger i filmbranchen på verdensplan. Digitaliseringen, både i produktion, distribution og forevisning, kan måle sig med tonefilmens ankomst i sin tid. Og adgangen til mediet er blevet demokratiseret og almengjort i et omfang, man ikke havde drømt om.

Alligevel er det hele i bogstavelig forstand business as usual. De store blockbustere, der sælger billetter i dag, lokker med kendte stjerner, enkle, følelsesbaserede historier og superflot teknologi. Det gjorde de også for 50 og 100 år siden. Dertil kommer, at den økonomiske krise har lagt sig som en dyne over branchen.

En opgørelse for nylig viste, at næsten en tredjedel af biografpremiererne herhjemme i 2014 vil være genbrug, enten remakes eller seriefilm. Konservatisme præger også dansk film, hvor man mere end nogensinde spiller på de sikre kort.

Der brygges videre på Far til fire (nummer seksten og sytten i rækken), Min søsters børn (nummer elleve), Krummerne (nummer fem) og Klassefesten (nummer tre).

Efteråret byder på et gensyn med kriminalkommissær Carl Mørck i Fasandræberne, der efterfølger den mest sete film i 2013, Kvinden i buret, som trækker på en bestseller.

For snart 20 år siden kom Dogme med sin kur. Filmen var død og skulle vækkes til live. Og Dogme blev et kæmpe brand for den nye danske film, men snart fladede bølgen ud til en krusning på overfladen. Måske er tiden igen inde til en ny frigørelse, til en ny entusiasme i dansk film.

I stedet for lappeløsninger er der behov for at ryste posen: 1) Film skal vises, men ikke nødvendigvis i biografen, 2) produktionen fordobles fra 20 til 40 spillefilm om året, 3) et antal skal være ekstremt lavbudgetfilm, 4) stive arbejdsregler skal lempes, 5) filmstøtten skal mere have fokus på filmen end selskabet bag, 6) originale historier skal prioriteres, 7) unge talenter skal hjælpes til debut, inden de fylder 30.

Så ville filmen blive sat fri!