Nyhed
24. juli 2014
Se Mads Mikkelsens ukendte filmeventyr
Mads Mikkelsen spiller den hemmelige agent Marc i Asger Leths Move On, hvor stjernen med høj pistolføring og Bond-attitude drøner igennem det meste af Europa. Foto | Philippe Kress

Se Mads Mikkelsens ukendte filmeventyr

Asger Leths stort opsatte roadmovie med Mads Mikkelsen har i al ubemærkethed fået verdenspremiere og ligger frit tilgængelig på nettet.

Af Martin Schantz Faurholt og Morten Scriver Andersen

Det er sommeren 2012.

Mads Mikkelsen har lige vundet i Cannes for sin rolle i Jagten og er på alles læber. Han er gået sammen med den danske instruktør Asger Leth om at lave et hidtil uset filmisk eksperiment: en såkaldt brugerinddragende roadmovie, der udvikles i samarbejde med Europas filmfans og er skabt som en serie til nettet.

Det ukonventionelle projekt, der er finansieret af det tyske teleselskab Telekom, fanger hurtigt den danske og internationale filmpresses interesse.

Idéen er at sprede handlingen ud over otte forskellige europæiske byer og inddrage lokale filmfans i processen. I de forskellige lande bliver brugerne opfordret til at indsende forslag til locations, skuespillere, musik og andre enkeltelementer.

Et sidste job
Men siden forsvandt det hypede projekt fuldstændigt fra pressens radar. Og nærmest i al ubemærkethed fik den 100 minutter lange film eller webserie premiere den 6. november 2012. Kan ses på move-on-film.com eller på Asger Leths egen hjemmeside.

Her kan man stadig se et yderst velproduceret actionbrag, der tydeligvis er inspireret af Bond-filmene. Mads Mikkelsen spiller en hemmelig agent ved navn Marc, som på klassisk vis skal udføre ét sidste job.

Marc går i land i Rotterdam bærende på en mystisk grå kuffert, hvis indhold tilsyneladende kun kendes af filmens mange skurke. Og i bedste Bond-stil er det et kvindeligt bekendtskab, der får ham i fedtefadet.

Efter en våd aften til et ungarsk bryllup frarøves Marc kufferten, hvorefter jagten hen over diverse europæiske storbyer sættes i gang.

Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Montenegro og Tyskland kommer han igennem, inden han til sidst ankommer til en lille by i Makedonien, hvor det sidste slag skal slås.

Filmen er adskilt i otte afsnit – ét for hver by, som Marc ankommer til.

Stjernebesat filmhold
Den stille tilværelse, som Move On har ført siden premieren, kan synes mærkelig. Især når man tager et kig ned over de kræfter, der ligger bag.

På rollelisten akkompagneres Mads Mikkelsen af den tyske stjerneskuespillerinde Alexandra Maria Lara, som er kendt for sin rolle i Der Untergang og senest Hollywood-filmen Rush.

Manuskriptet er skrevet af Matt Greenhagh, der også har ført pennen i Joy Division-filmen Control og Nowhere Boy. Fotografen Philippe Kress har stået bag kameraet i et utal af populære danske spillefilm og tv-serier, og klipperen Oliver Bugge Coutté er anerkendt for sit samarbejde med norske Joachim Trier.

Asger Leth fik selv et internationalt gennembrud med den roste dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil fra 2006, mens han forrige år lavede den mindre vellykkede Hollywood-film Man on a Ledge.

Locations en hæmsko
Trods den flotte produktion løfter bestillingsarbejdet sig dog ikke for alvor, og måske er det noget af forklaringen på, at Move On ikke har nået frem til et ellers Mads Mikkelsens-hungrende europæisk filmpublikum.

De påkrævede otte forskellige locations virker som en hæmsko for historien, der savner et stærkere plot. Mads Mikkelsen leverer varen som agent, men på intet tidspunkt bliver man klogere på hans karakter. Og det er svært ikke at lægge mærke til, at Move On er sponsoreret af Telekom, hvis mobiltelefon spiller en central rolle som Marcs multi-tool.

Move On indeholder dog flere velkomponerede action-sekvenser og suspense-fyldte scener, som fortjener at se dagens lys. Den opmærksomme tilskuer vil bemærke en cameo af Jørgen Leth – Asgers far – som på en bar i Kroatien tilbyder Mads Mikkelsen en cigaret.

Se filmen/webserien på move-on-film.com eller på Asger Leths egen hjemmeside.

Asger Leth

Født 1970 i København.

Søn af filminstruktøren Jørgen Leth og filmklipperen Ann Bierlich.

Hans første store film var Ghosts of Cité Soleil, der i 2008 vandt prisen for bedste dokumentarfilm i Directors Guild of America.

I 2012 fik han sin Hollywood-debut med spillefilmen Man on a Ledge.

Trailer: Move on

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!