cannes 2023
27. maj 2023
Messi vinder Palm Dog

Messi spiller en afgørende rolle i ægteskabsdramaet Anatomy of a Fall, hvor man sidder med en fornemmelse af, at den i rollen som familiehunden Snoop kender sandheden om ægtemandens dødsfald.

Foto | Les Films Pelléas

Messi vinder Palm Dog

Den kloge border collie i Anatomy of a Fall bliver hyldet med uofficiel pris på Cannes-festivalen, hvor engelske Ken Loach får ærespris.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen og Claus Christensen

Mens vi venter på offentliggørelsen af Guldpalmen, blev en mere kuriøs, men traditionsrig pris fredag eftermiddag uddelt ved en prisceremoni på restauranten Long Beach. 

Prisen spiller humoristisk på den sprogmæssige lighed med det franske navn for hovedprisen, Palme d’Or – Guldpalmen. Den uddeles af journalister og hylder den bedste præstation af en hund i festivalens film. 

Årets Palm Dog-vinder blev den kloge border collie, der er det følelsesmæssige anker i Justine Triets ægteskabs-thriller Anatomy of a Fall

Filmen, der er blandt favoritterne til Guldpalmen og har det tredjehøjeste gennemsnit på Ekkos stjernebarometer, handler om den succesrige forfatter Sandra. 

Hun anklages for at have dræbt sin mand ved at skubbe ham ud af vinduet, mens deres blinde søn gik tur med hunden Snoop. 

Mens mordsagen ripper op i personernes sår, vandrer Snoop godmodigt rundt i familiens alpehytte som et klogt, men tavst vidne. Ud over konen er hunden den eneste, som kender sandheden om sagen. 

Vinderhunden hedder i virkeligheden Messi – opkaldt efter den berømte argentinske fodboldspiller. Den kunne ikke være til stede ved prisuddelingen og blev repræsenteret af en dobbeltgænger. 

Andenpræmien gik til Alma, der spiller gadekøteren Chaplin i Aki Kaurismäkis Fallen Leaves. Chaplin bliver i filmen en trøst for den ensomme Ansa, efter hun har afvist alkoholikeren Holappa. 

Isabella Rossellini hædret
Palm Dog-prisen blev stiftet i 2001 af journalisten Toby Rose. 

Den er ikke en del af den officielle festival, som tager sig selv meget højtideligt. Men festivalen har accepteret, at en flok journalister hvert år gerne vil anerkende hundes evne til at berøre publikum. 

I år var prisceremonien ligefrem udvidet med en særpris for bedste cameorolle af en hund (La Chimera) og en pris for den bedst afrettede hund (Vincent Must Die, der blev vist i parallelkonkurrencen Critics’ Week). 

Skuespilleren Isabella Rossellini, der har en rolle i La Chimera, fik tildelt Palm Dogmanitarian-prisen for sit aktivistiske arbejde for menneskets bedste ven. 

Redder hovedpersons liv
Juryen tildelte også en Lifetime Achievement Award til den 86-årige, engelske instruktør Ken Loach for gennem sin lange karriere at have hyldet båndet mellem mennesker og dyr. 

Det gælder ikke mindst i hans aktuelle The Old Oak, som fredag blev vist som den sidste film i hovedkonkurrencen. Her spiller det sorte gadekryds Lola rollen som den boldglade Marra, der har reddet hovedpersonen fra at begå selvmord. 

”Det er en socialisthund – en hund fra venstrefløjen,” sagde kritikeren Nick Bradshaw fra avisen The Guardian ved prisuddelingen. 

Filmens hovedrolleindehaver David Turner og Lola takkede på vegne af Ken Loach for prisen over Zoom.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Valby var faktisk engang Hollywood
Debat
29. dec. 2021

Debat: Valby var faktisk engang Hollywood

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!