Nyhed
02. feb. 2024
Tragisk dødsfald er mest læste artikel nogensinde

Fjolle fra Balladen om kolonihaven, den afdøde skuespiller Henrik Noél Olesen og Margot Robbies hovedkarakter i Barbie er tre personligheder, som Ekkos læsere var særligt optaget af i 2023.

Foto | Frederik Tybjerg Martensen, Nordisk Film & Warner Bros.

Tragisk dødsfald er mest læste artikel nogensinde

Den anmeldelsesgenre, DR’s kulturdirektør har lagt i graven, er det mest læste stof på Ekkos hjemmeside – kun overgået af to pludselige dødsfald.

Af Claus Christensen

Den mest læste artikel – ikke bare i 2023, men nogensinde på Ekkos hjemmeside – havde vi gerne været foruden.

Skuespilleren Henrik Noél Olesen gik bort den 2. marts i en alder af 55 år.

Dødsfaldet blev ikke omtalt i et eneste medie, og da vi på Ekko ved et tilfælde hørte den triste nyhed tre måneder senere, skrev vi en stor nekrolog med bidrag fra hans nære venner og kolleger.

Selv om skuespilleren aldrig fik en hovedrolle i en spillefilm, har han med mindre roller i et utal af film og serier – fra Retfærdighedens ryttere over Bedrag til Jul i Valhal – brændt sig fast på publikums nethinde. Så stort var hans talent, så kraftig var hans karisma.

Det viser læsernes overvældende reaktion på nekrologen. Og hvor ville man dog ønske, at Henrik kunne have oplevet al den beundring og kærlighed, som strømmede ind.

Tre populære serier
Den næstmest læste artikel i 2023 var også en nekrolog, som er den tredjemest læste artikel nogensinde på siden (se listen efter artiklen).

Instruktør Cæcilie Holbek Trier døde i en alder af 70 år af naturlige årsager, men chokerende pludseligt. Også hun var elsket i filmbranchen, selv om det kun blev til to spillefilm: Nonnebørn og Send mere slik.

Dødsfaldet skete få dage efter, at hendes datter, Selma Sunniva, fortjent vandt Ekko Shortlist Awards med Et eksempel: Dem på gulvet.

Resten af artiklerne på top 10 sidste år er anmeldelser. Det er ellers den genre, DR’s kulturdirektør og tidligere direktør på Filminstituttet, Henrik Bo Nielsen, selvsikkert har erklæret for passé.

Men det gælder i hvert fald ikke for Ekkos læsere, som i det forgangne år var nysgerrige på vurderingen af den svenske serie Hændelser ved vand, tredje sæson af Den som dræber og den geniale reality-serie Balladen om kolonihaven

Mest læste skribent
For filmenes vedkommende kastede læserne sig over anmeldelserne af sommerens umage hit-par, Barbie og Oppenheimer. Men ellers var det som i tidligere år især de danske film, der var populære blandt læserne.

Anmeldelsen af Puk Grastens omdiskuterede filmatisering af Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille blev sjette mest læste artikel.

Herefter følger endnu en filmatisering, nemlig Hella Joofs komedie Meter i sekundet, der er baseret på Stine Pilgaards roman. Og på niendepladsen finder vi filmen om forfatter Tove Ditlevsen og redaktør Victor Andreasens turbulente ægteskab.

Filmen blev realiseret uden støtte fra Filminstituttet og solgte imponerende 153.137 biografbilletter.

Hele fire af de otte anmeldelser på top 10-listen blev signeret af Bo Tao Michaëlis. Skribenten, der er kendt for sit store vid og sin lynhurtige pen, kan med rette kalde sig magasinets mest læste skrivekugle.

Artikel fik Netflix til at ændre film
Undervisningsmaterialet til Anders Thomas Jensens kortfilm-genistreg Valgaften har så længe, vi kan huske, ligget suverænt nummer ét på listen over mest læste artikel nogensinde.

Men sidste år blev den altså vippet af pinden af nekrologen for Henrik Noél Olesen. Valgaften bliver stadig brugt flittigt i skolerne, så mon ikke, at artiklen snart er tilbage på førstepladsen. 

Cæcilie Holbek Trier-nekrologen er som sagt den tredjemest læste nogensinde, men ellers er der ikke sket så meget.

Anmeldelser af Oscar-vinderne Druk og Helium er fortsat på listen, og det samme gælder anmeldelsen af den norske serie Kampen om det tunge vand.

Sådan forholder det sig også med artiklen om Thomas Vinterbergs personlige tragedie og dokumentarinstruktør Max Kestners essay fra 2005, Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min, der sammen med endnu et undervisningsmateriale – om kortfilmen Ernst og lyset – er meget brugt i skolerne.

Endelig holder interviewet Hvorfor skal mit traume underholde på Netflix? sig inde på top 10. Det er vores samtale med Anja Olsen, der følte sig misbrugt i dokumentar om miljøet omkring ubådsmorderen Peter Madsen.

Det er en af de Ekko-artikler, som faktisk har gjort en konkret forskel. Netflix valgt at udsætte premieren på In the Deep og endte med klippe Anja Olsen ud.

Relevante artikler

Nyhed
31. dec. 2020
Det har optaget Ekkos læsere i 2020

Det har optaget Ekkos læsere i 2020

Nyhed
09. jan. 2019
De mest læste Ekko-artikler nogensinde

De mest læste Ekko-artikler nogensinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!