Meta-ingenting

Børn med kameraer følger ad en støvet gade efter europæiske turister. Turisterne bliver forargede over at blive filmet uden at være blevet spurgt.

Scenen er fuld af ironi. De marokkanske børn retter linsen mod europæerne i en film lavet af en europæer om marokkanske, fattige børn.

You Are All Captains er tvetydig, og den kommenterer hele tiden sig selv. Desværre kommenterer den ikke så meget andet.

Kritik af klassisk dokumentar
Filmens hovedperson er en dokumentarfilminstruktør ved navn Oliver. Oliver er også navnet på filmens instruktør, som selvfølgelig selv spiller hovedrollen.

Det er uklart, hvor grænsen mellem den franske instruktør Oliver Laxe og filmens Oliver går, ligesom det er svært at trække grænsen mellem virkelighed og fantasi i You Are All Captains.

Man kan fortolke filmen som en kritik af den klassiske dokumentartradition med autoritær fortællerstemme, journalistisk dokumentation og tydelig samfundskritik.

Ingen forstår hinanden
Filmen følger den velmenende Oliver i hans forsøg på at lave en film om børnene på et marokkansk børnehjem i Tangier.

Vi ser børnene blive undervist i fotografi af instruktøren og lege med kameraerne selv. Olivers plan er, at børnene skal lave en film om deres egne problemer.

Børnene forstår ikke planen, instruktøren forstår ikke børnene, og projekter falder håbløst til jorden. Til sidst overtaler den europæiske instruktør en lokal til at overtage hans rolle.

Filmens Oliver forsvinder ud af filmen, og det samme gør instruktøren Oliver Laxe måske/måske ikke.

… men billederne er smukke
Der er tale om en film om film, om en dokumentar forklædt som fiktion eller fiktion forklædt som dokumentar. Fortalt i det ene smukke sort-hvide billede efter det andet.

Skyggerne af palmetræer svajer på forfaldne mure. Børn løber gennem bølgende marker og forsvinder ud af billedet.

You Are All Captains er flot at se på, men den har ikke meget nyt at fortælle. Den handler mest af alt om sig selv.

Børnene kommer til kort
Hvorfor må vi ikke få mere at vide om børnene, om Marokko, om de samfundsforhold, der kun antydningsvis bliver behandlet som tema?

Hvorfor må børnene kun komme til orde i korte, intetsigende dialoger, når man som tilskuer får en fornemmelse af, at de hver især har interessante personlige historier?

Filmen vil undgå klichéerne, der udspringer af fattigdomsemnet og dokumentargenren som sådan. Men det, vi ender med, er lækre billeder og selvbevidste referencer. Meta-ingenting.

You Are All Captains vises på Cph:Dox den 7., 11. og 13. november.