Nyhed
27. juni 2017
Michael Nyqvist er død
Michael Nyqvist vil ikke mindst blive husket for rollen som den dybdeborende journalist Mikael Blomkvist, der slår sig sammen med hackeren Lisbeth Salander (Noomi Rapace) i jagten på Mænd der hader kvinder (2009). Foto | uoplyst

Michael Nyqvist er død

Den populære, svenske skuespiller fra Millennium-trilogien og Beck-serien er gået bort i en alder af 56 år.

Af Claus Christensen

Et chok går gennem filmverdenen.

Michael Nyqvist, en af Nordens store skuespillere, er død i en alder af bare 56 år.

”Vi har i dag den sørgelige opgave at meddele, at skuespilleren og forfatteren Michael Nyqivst er sovet ind tirsdag den 27. juni efter en tids sygdom. Michael Nyqvist blev 56 år gammel og kommer til at efterlade et tomrum. Familien beder om at få lov til at sørge i stilhed,” udtaler den svenske skuespillers familie ifølge Aftonbladet.

Ifølge flere medier døde Michael Nyqvist af lungekræft, men hans sygdom var ikke offentligt kendt, og derfor kommer den triste nyhed som et chok.

Nyqvist blev uddannet på Teaterhögskolan i Malmø, og op til sin død var han en fast del af Sveriges Kungliga Dramatiska Teatern.

Han blev for alvor kendt for rollen som betjenten John Banck i Beck-serien, som han indspillede i 1997-98. To år senere fik han et internationalt gennembrud i Lukas Moodyssons Tillsammans. Her spiller han den fordrukne Rolf, der bliver forladt af sin kone og børn, som flytter i et hippiekollektiv.

Michael Nyqvist har hovedrollen i Kay Pollacks smukke Som i himlen (2004), hvor han spiller en verdensklasse-dirigent, der trækker sig tilbage fra musikken og slår sig ned i sin barndomsby.

En svensk teddy-bjørn
Mest kendt er dog nok rollen som journalisten Mikael Blomkvist i Millennium-trilogien på romanforlæg af Stieg Larsson. Samspillet med Noomi Rapace gjorde et stort indtryk på både publikum og kritikere.

Rollen blev ellers længe spået at gå til Nyqvists svenske kollega, Mikael Persbrandt, men ifølge IMDb mente den danske instruktør Niels Arden Oplev bag trilogiens første film, Mænd der hader kvinder, at der var brug for en ”humanist med hjertet på rette sted, en svensk teddy-bjørn, i hvis arme kvinder ville føle sig trygge … en mand, der respekterer kvinder, uanset hvilken type de er”.

Millennium-trilogien gav karrieren endnu løft og førte blandt andet til en rolle i en amerikanske storfilm Mission: Impossible – Ghost Procol fra 2011 og John Wick fra 2014.

Eftertragtet af danske instruktører
Senest har vi set ham i Peter Schønau Fogs biografaktuelle Du forsvinder. Han blev også udvalgt til at medvirke i Thomas Vinterbergs kommende ubådsdrama Kursk.

Ikke mindst danske auteurs har gjort flittigt brug af Michael Nyqvist. Den første var Christoffer Boe, som benyttede ham i sin afgangsfilm fra Filmskolen i 2001: Hr. Boe & Co.’s Anxiety.

Simon Staho gjorde brug af Nyqvists karisma og naturlige tilstedeværelse i Dag og nat (2004) og Bang bang orangutang (2005), mens Peter Flinth sendte ham tilbage til 1100-tallet i Arn – Tempelridderen (2007). I Per Flys Kvinden der drømte om en mand (2010) spiller han Sonja Richters ægtemand.

Skuespil er liv og død
Michael Nyqvist blev belønnet med to Guldbaggar, senest for birollen som avisredaktør i Pernilla Augusts Den alvorsfulde leg (2016), som Lone Scherfig har skrevet efter Hjalmar Söderbergs roman.

Han nåede også at udgive en bog, Når barnet har lagt sig (2010). Den handler om hans søgen efter sine biologiske forældre, der efterlod ham på et børnehjem, hvor han som etårig blev adopteret. I et interview med BT har han sagt:

”Jeg kommer selv fra et børnehjem, og der måtte jeg ofte spørge mig selv: ’Hvem er jeg?’ og ’Hvad vil jeg? Sådan har jeg det også med skuespil. Når jeg spiller en rolle, så spørger jeg mig selv om, hvem er personen, og hvor kommer han fra. Det anvender jeg selv i rollen. Og derfor er skuespil blevet næsten liv og død for mig. For jeg kan forbinde det til mit eget liv.”

Michael Nyqvist efterlader sig konen Catharina Ehrnrooth og deres to børn.

Som i himlen: Gabriellas sang

Relevante artikler

Biografanmeldelse
20. apr. 2017
Du forsvinder

Du forsvinder

Biografanmeldelse
13. dec. 2016
Den alvorsfulde leg

Den alvorsfulde leg

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!