Nyhed
30. juli 2017
Michel Gondry laver sommerfilm med iPhone
En lille pige mister sin cykel i Michel Gondrys magisk-realistiske kortfilm Détour, der kun er optaget med en iPhone 7. Foto | Laurent Brunet

Michel Gondry laver sommerfilm med iPhone

Den franske instruktør Michel Gondry demonstrerer, hvad man kan med et iPhone-kamera i magisk-realistisk sommerkortfilm. Se den her!

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Det er efterhånden et par år siden, at vi for alvor har hørt fra Michel Gondry på spillefilmfronten.

Den finurlige franske instruktør, der står bag moderne klassikere som Evigt solskin i et pletfrit sind og Science of Sleep, har mest lavet reklamefilm og musikvideoer på det seneste.

Men nu er Gondry for en stund tilbage. Godt nok ikke med en spillefilm, men derimod med den lille, sommerlige kortfilm Détour (se den under artiklen!). Og filmen har fået en del opmærksomhed, fordi den udelukkende er optaget med en iPhone 7.

Détour er støttet af Apple som led i en større kampagne, hvor det amerikanske gigantfirma viser, at deres produkter også kan bruges som filmudstyr. Det gør dog langt fra Gondrys spøjse og halvmagiske kortfilm dårligere af den grund.

Détour er en elleve minutter lang fortælling om en familie, der kører på ferie i det franske sommerland i deres folkevognsrugbrød. De har smækket cyklerne bag på bilen, men da de forcerer et bump, ryger datterens røde trehjulede cykel af, mens familien fortsætter uden at opdage det.

Dernæst udvikler kortfilmen sig som en parallelfortælling, der pendler mellem familiens køretur igennem ferielandet og cyklens ensomme, men komiske rejse for at følge trop og vende tilbage sin elskede ejermand.

Filmisk look
Har man set nogle af Michel Gondrys spillefilm, vil man vide, at franskmanden både er en raffineret og en unikt finurlig filmskaber.

Détour indeholder da også små, vittige påfund, blandt andet to gigantiske kyllinger, der pludselig krydser vejen foran familien, og nogle tilfangetagne fisk, der synger!

I forbindelse med produktionen og lanceringen af filmen har Gondry og Apple lavet en række videoer, hvor instruktøren giver tips og tricks til at lave film med en iPhone.

I et af klippene fortæller Michel Gondry, at han har ønsket at give Détour et filmisk look på trods af telefonens flade æstetik. Det gør han blandt andet ved at lave store oversigtsbilleder af landskabet og kun bevæge telefonen langsomt.

”Selv om jeg optog med en iPhone, ville jeg stadig skabe en mere klassisk filmæstetik. Hvis jeg forestillede mig, at telefonen var et femten kilo tungt kamera, blev jeg nødt til at bevæge det langsomt,” fortæller instruktøren i en af videoerne, der kan ses på Apples hjemmeside.

Michel Gondry brød for alvor igennem til mainstream-publikummet i 2004 med Evigt solskin i et pletfrit sind, som indbragte ham, Charlie Kaufman og Pierre Bismuth en Oscar for bedste manuskript.

Superheltefilmen The Green Hornet fra 2011 var lidt af en skuffende forbier, men Gondry er til gengæld blevet hyldet for sine mange musikvideoer. Radiohead, Björk og The White Stripes er bare nogle af de musikere, som franskmanden har formidlet visuelt.

iPhone-film
Détour er langt fra den første film, der er optaget med smartphone.

I 2015 havde Sean Bakers Tangerine premiere, og den var ligeledes udelukkende optaget med en iPhone. Det gjorde den så godt, at Ekkos anmelder begejstret smed seks stjerner efter den.

”Hvad der lyder som en smart gimmick, fungerer sublimt som en refleksion af personernes univers. Man tænker ikke over iPhone-brugen, men får blot fornemmelsen af det kunstige i den ekstreme farveholdning,” skrev Ekkos Samina Jakobsen om Tangerine.

I Play With the Phrase Each Other og And Uneasy Lies the Mind, der begge er fra 2014, regnes som nogle af de første spillefilm udelukkende optaget med iPhones. Nogle af scenerne i Oscar-vinderen Searching for Sugarman er sågar filmet med en smartphone, da Malik Bendjelloul manglede penge til at færdiggøre den.

Apple offentliggjorde Détour i slutningen af juli, og filmen er i skrivende stund allerede blevet set mere end 350.000 gange.

Michel Gondry: Détour

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!