”Jeg ville ikke lave et kostumedrama”

Margrete 1. var datter af den berømte konge Valdemar Atterdag, men måske overgår hun ham. Dronningen samlede Norden i Kalmarunionen og gjorde dermed Danmark til et af de største riger i Europa.

Som om det ikke var nok, regerede hun tilmed med næsten uafbrudt fred i en tid, hvor det var lige så almindeligt at drage i krig, som det var at sige amen i kirken.

Nu har hun endelig fået sin film.

Margrete den Første er med et budget på over 70 millioner kroner den dyreste danske film nogensinde.

Ekkos anmelder kvitterer begejstret med fem stjerner og skriver, at ”en mere end 600 år gammel fortælling bliver levendegjort på en måde, så historiens vingesus føles aldeles nærværende”.

Hvordan lykkedes man egentlig med at gøre 1400-tallet levende?

Som production designer arbejder Søren Schwarzberg med at forløse instruktørers visioner. Resultatet er små tidslommer som bondesamfundet i Michael Noers Før frosten, hippietiden i Ole Christian Madsens Steppeulven og Charlotte Sielings Margrete den Første.

En enorm, tjekkisk grusgrav udgjorde en sørøverhavn, som filmholdet dog kun var ved for at lave optagelser i to dage (foto: Dušan Martinček)

Sidstnævnte er lavet i større skala, end vi er vant til herhjemme.

”Vi anlagde en sørøverhavn i nærheden af Prag. I en gammel grusgrav. 40 meter dybt, 300 meter bredt og 1000 meter langt. Det var stort set bare et hul i jorden,” siger Søren Schwarzberg med et grin.

Filmholdet genskabte den svenske middelalderhavn Arrild, som Søren Schwarzberg havde læst op på under sin research til filmen.

”Vi byggede molen med skibe, træhuse og det hele. Men vi filmede der kun i to dage,” fortæller Søren Schwarzberg og lyder, som om han næsten ikke tror på det selv.

Inspireret af Godfather
Margrete den Første følger titelpersonen i 1402. Hun spilles af dansk films egen dronning, Trine Dyrholm.

Margrete er travlt optaget af at sikre en alliance med England gennem en forlovelse mellem adoptivsønnen Erik og den bare otteårige prinsesse Philippa.

Men så dukker en mand op på dronningens slot i Kalmar og påstår, at han er Oluf, hendes for længst forsvundne og formodet døde søn.

Nu må dronningen finde svar på, om den mystiske mand er hendes søn eller bare en gemen svindler. Undervejs i Sielings kammerspilsagtige drama bliver de helt store temaer kørt ind i tronsalen. 

Det danske filmhold gjorde sig store bestræbelser på at få grusgraven til at være troværdig som dansk havneby anno 1400-tallet (foto: Dušan Martinček).

Margrete må navigere mellem sorg, kærlighed og viljen til magt – der i hendes tilfælde bruges til at styre landet mod det fælles gode.

”Vi så en masse film, mens vi udtænkte, hvordan vi skulle designe settet,” fortæller Søren Schwarzberg.

”Filmens ramme skal iscenesætte historien om Margrete som magtperson, men også som en kvinde, der har mistet. En af vores referencer har været Godfather. Margrete den Første ligner selvfølgelig ikke Francis Ford Coppolas mafiadrama af udseende, men magt og familietemaet er det samme.”

Demokrat i firkantede rum
Margrete risikerer ligesom Corleone-familien alt for magten. Derfor ses hun i nogle specialdesignede rum knejse for bordenden, omgivet af lensmændene, der rådgiver hende.

Men til forskel fra Michael Corleone, der styrer sin mafiafamilie med magt og jernvilje, fik den historiske Margrete formodentlig sin succes gennem en overlegen evne til at forhandle.

Derfor fandt Søren Schwartzberg og Charlotte Sieling på at placere dronningen som en demokrat i firkantede rum, når det for alvor gik galt.

”Margrete skulle ikke sidde for enden i et langt herskerrum, når hun forhandler. Vi kunne godt tænke os at arbejde med noget tættere på. Som vi kender det fra Folketinget. Et kvadratisk rum, hvor der ikke sidder en person for enden som en diktator.”

Det skabte store udfordringer for production designeren.

I gotikken byggede man nemlig ofte rektangulære rum, som man kender dem fra kirker. Men det duede ikke til den historie, Charlotte Sieling ville fortælle om den danske regent.

Tyngede lysekroner
Da de gotiske slotte, som Søren Schwarzberg fandt på researchture i Europa, samtidig var for slidte, måtte Kalmarslottets interiør bygges op for bunden.

Det blev et klippe-klistre-arbejde uden lige at genskabe middelalderen. Danmarks domkirker og gotiske borge med søjler og buer leverede inspirationen.

Christian Lemmerz’ udstilling med lysekroner tyngede af stearindryp tjente som inspiration i udviklingen af den danske storfilm (foto: Frederiksberg Museerne).

Særligt tronsalen er Søren Schwartzberg stolt af.

En ekstra mur indrammer rummet i gotiske buer, så lyset fra de enorme lysekroner falder overraskende i Rasmus Videbæks billeder. Lysekronerne er stærkt inspireret af et bestemt stykke kunst.

”Christian Lemmerz har engang lavet en udstilling i Cisterne over for Frederiksborg Slot med forskellige lysekroner, der var tyngede af stearindryp. Charlotte Sieling og jeg var vilde med dem. Vi skrev til Christians galleri og spurgte, om vi ikke måtte lave noget lignende. Det måtte vi heldigvis gerne.”

Funktion før skønhed
Søren Schwarzberg er vokset op med en far, der var rekvisitør og ejede flere antikvitetsforretninger. Det har givet ham en intuitiv fornemmelse af, hvordan gamle genstande skal bruges.

Den evne er i dag med til at gøre ting levende på lærredet i hans film.

”Mine set er afdæmpede. Alle tingene skal have en tilstedeværelse, en berettigelse. Der må godt være pynt, men der skal ikke være nogen overflødighed. Det handler om at ramme noget naturligt,” siger Søren Schwarzberg.

Sådan blev også hans version af 1400-tallet i Margrete den Første. Under sin research fandt production designeren frem til, at man dengang først og fremmest indrettede sig funktionelt først – og dernæst æstetisk.

En af filmens producere, Lars Bredo Rahbek, og Søren Schwarzberg nyder under optagelserne af Margrete den Første det smukke syn inde i den store sal (foto: Dušan Martinček).

Det blev et næsten skrabet set – skabt til de mennesker, der i filmens univers lever i det.

”Hvis der var en lysestage dengang, var det, fordi den skulle give lys. Modsat i dag, hvor den bare står og er pæn. Margrete er dronning, så hendes ting må gerne være prydende – men de skal alligevel have en funktion.”

Søren Schwartzberg har rejst Europa rundt for at plukke de smukkeste genstande fra perioden. De skulle være særlige og altid historisk korrekte. Og så skulle de få fortællingen og karaktererne til at ånde – gøre dem levende.

”Settet skal være med til at fortælle historien, men aldrig fortælle sig selv,” siger Søren Schwartzberg og tilføjer næsten med foragt i stemmen:

”Jeg ville ikke lave et kostumedrama.”