Dox-vinder:  Vores film er ikke en dokumentar

Den danske festival Cph:Dox har profileret sig på at vise film, der med dødsforagt bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentar. Men i år er man alligevel gået et skridt videre ved at udpege en vinderfilm, der er iscenesat fra ende til anden.

I Dox-Award-vinderen God Bless the Child efterlader en mor sine fem børn, der må klare sig på egen hånd igennem en enkelt dag. Det er dog kun til ære for filmen, at moren forlader børnene, hvilket de godt ved.

Selv om mange af de små episoder, der opstår mellem børnene, er virkelige eller bygger på noget virkeligt, er spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at kategorisere God Bless the Child som en dokumentar.

Manuskript og replikker
Amerikanske Robert Machoian, der har lavet filmen sammen med Rodrigo Ojeda-Beck, er klar i spyttet, da vi taler med ham om prisen.

”Nej, God Bless the Child er ikke en dokumentarfilm. Den er omkring 95 procent – hvis ikke 100 procent – iscenesat og baseret på et manuskript,” siger Robert Machoian over Skype og fortsætter:

”Tre af skuespillerne i filmene er så små, at de ikke har lært at læse, så vi havde en proces, hvor vi øvede med dem. Vi fandt frem til, hvordan scenerne skulle forløbe, og vi gav den fireårige hans replikker og snakkede med ham om, hvornår han skulle sige dem.”

I observerende form følger filmen de fem børns lege, konflikter og samtaler igennem den dag, hvor de er overladt til sig selv.

”Meget af det observerende opstod allerede i skriveprocessen. Da jeg vidste, at vi skulle lave filmen, begyndte jeg at observere mine egne børn,” siger Robert Machoian.

Ekstremt beærede
Den amerikanske instruktør fortæller, at børnene, der medvirker i filmen, er hans egne.

”Vi optog episoder med børnene, som vi skrev ind i manuskriptet. Så mange af scenerne i filmen kendte mine børn allerede, selv om vi selvfølgelig tog os nogle friheder undervejs.”

– Er det så ikke lidt paradoksalt, at I har vundet hovedprisen på en dokumentarfilmfestival?

”Jeg kan godt se din pointe, men vi føler os bare ekstremt beærede over prisen.”

”Det er også godt, at Cph:Dox anerkender, at dokumentarer er mere iscenesatte og kunstige end som så. Festivalen værdsætter intensiteten i dokumentarisme mere end de formelle konventioner om en dokumentar.”

Storesøsterens byrde
Faktisk er historien inspireret af Robert Machoians egen far, der som barn selv blev efterladt sammen med sine fire mindre søskende.

”Min far var den ældste af fem søskende, og en dag forlod deres mor dem og efterlod et brev, hvori der stod: ’Jeg rejser. Og jeg kommer ikke tilbage, så du skal være med til at opdrage dine søskende.’ Vores film er ikke en direkte genopførelse af min fars historie, men vi har forsøgt at indkapsle de følelser og den stemning, min far har fortalt om.”

– Hvad vil I fortælle med den historie?

”I film, der handler om voksne med depression, får vi ofte kun historien fra de voksnes synsvinkel. Vi er interesserede i den indflydelse, det har på børnene.”

”Vi er mest interesseret i storesøsteren, der skal bære byrden og opdrage sine søskende. Det er dér, det vigtige for os ligger – i ansvaret for at passe og opdrage sine mindre søskende. Og i dag får vi mange reaktioner fra store søskende, der kan nikke genkendende til filmen.”