Dansen gennem sommeren

De bryder ud i dans. 

Med spring, kombinationer og drejninger bevæger de sig rytmisk rundt på taget af en lagerbygning i Baltimore, mens aftensolens stråler rammer den funklende flod i baggrunden. 

Det er på en gang idyllisk og råt.

Det er hiphop kombineret med moderne dans, og det er fyrens stærke, umiddelbare bevægelser over for pigens kontrollerede elegance og ynde. Med et løft, der kunne være Dirty Dancing værdigt, afsluttes dansesekvensen, jeg som barn med store øjne sugede til mig. 

Det var på en sommerdanselejr tilbage i 2006, at jeg for første gang blev præsenteret for Channing Tatum og Jenna Dewans smukke dans. 

En uges intensiv træning og undervisning i forskellige dansestilarter skulle afsluttes med et fjernsyn, som blev rullet ind i danselokalet. 

Step Up blev sat i dvd-maskinen, og mit elleveårige ”jeg” blev uendeligt inspireret. 

Det var før, Step Up blev maltrakteret af en strøm af kiksede efterfølgere. Dårligt skuespil og papirtynde fortællinger har nærmest kvalt den originale film. 

Drøm bliver virkelighed
Som en lille, danseglad pige på elleve lod jeg mig ikke gå af den forudsigelige fortælling. For sjældent er den velkendte skabelon, som blev genbrugt i 00’ernes bølge af dansefilm, blevet udfyldt med så megen charme, karismatisk skuespil, god musik og veludført koreografi. 

Step Up blev kickstarten på Channing Tatums skuespilkarriere. Med en flabet og dragende attitude er han gadedrengen Tyler, der idømmes samfundstjeneste på Maryland School of the Arts. Her introduceres han gennem dansen til en verden, hvor drømme og ambitioner faktisk kan blive til virkelighed. 

Og med Tatum i spidsen klarer Step Up den ultimative test, hvor så mange andre dansefilm fejler.

Han skinner igennem som skuespiller, samtidig med at han er en fabelagtig danser. Med hurtige ben og akrobatisk styrke breakdanser han på gaden; med elastiske bevægelser styrer han klubbens dansegulv, og i velkoreograferede hiphop-sekvenser er han fængende som det mandlige modstykke til den dygtige, moderne danser Nora (Jenna Dewan).

Kombinationen af stilarter og dans til hiphop-beats med violinspil viste mig, hvor uendeligt mange muligheder dansen byder på.

Hiphopbukser i skolen
”Skal hun have de bukser på i skole?”

Min mormor kiggede vantro, da jeg efter sommerferien troppede op med hiphopbukser med sømmen helt ned til knæene – og lag på lag af trøjer og t-shirts, som jeg nærmest svømmede i.

Men sådan var dansemoden jo.

Selvsikkert gik jeg i skole med outfittet, der fik mine klassekammerater med mere velproportionerede tøjstykker til at kigge skørt på mig.

Men Step Up var mest af alt inspirerende, fordi den viser, hvilken glæde dansen kan tilføre livet. Ligesom den understreger, at drømmen om at kunne leve af det, som man elsker, er mulig. Hvis du griber chancen, når den byder sig, arbejder hårdt for det og tør leve passionen ud.