Dag 8: Mord, mord og mord

Det er godt nok en beskeden applaus, der møder gyserfortsættelsen Halloween Kills, der vises på Biennalen uden for konkurrence.

Selv til pressevisninger plejer man i Venedig at vise respekt for filmen ved rulleteksterne. Men her føles det mest, som om pressekorpset er lettede over, at filmen er ovre.

Det er lidt uretfærdigt. Vi har set langt værre film, og samme morgen har jeg én værre i vente. Mere om det senere.

Men Halloween Kills er unægteligt lidt af en skuffelse. David Gordon Greens første film i den hæderkronede romertalsserie var en habil relancering af franchisen. Men hans fortsættelse er mere slap og spraglet, fjollet og selvforelsket.

Handlingen starter fem minutter efter, den forrige film stoppede.

Laurie Strode – Jamie Lee Curtis’ final girl fra John Carpenters film, som nu er en vildhåret bedstemor med slag i – er på vej til hospitalet med et stiksår i maven. Hun er overbevist om, at Michael Myers nu endelig er død, og at indbyggerne i Haddonfield, Illinois kan drage et lettelsens suk.

Men det kan de selvfølgelig ikke.

Michael er overnaturligt kradsbørstig, og da han fortsætter sit mordorgie, pisker han bysbørnene ud i morderisk panik. Det gælder ikke mindst de overlevende fra hans tidligere angreb, der danner selvtægtsgrupper for at sætte en stopper for hans hærgen.

De er grebet af frygt for Michael Myers, men den frygt rammer ikke publikum på samme måde. Til gengæld kan David Gordon Green sit gyserhåndværk og har forstået kunsten at orkestrere en god aflivning.

Autentisk overfald
Man kan dø på mange måder på film.

Den polske konkurrencefilm Leave No Traces handler om retsopgøret, efter at en ung mand tæskes ihjel af militærpolitiet i Warszawa i 1983. Mord er sjovt i Halloween Kills, men instruktør Jan P. Matuszynski sætter det autentiske overfald i scene, så man spænder i mellemgulvet for hvert slag.

”Slå ham i maven, så I ikke efterlader spor!” råber en officer, mens betjentene tæsker løs.

Grzegorz Przemyk var søn af en fremtrædende digter og oppositionsaktivist. Efter hans død indleder faren en årelang proces for at gøre det kommunistiske styre ansvarligt.

Det eneste vidne til overgrebet er vennen Jusek, der mistænkeliggøres af det polske politburo. Hellere end at erkende fejl forsøger de at miskreditere den unge mand.

”Disse skrig af smerte, kunne de have været noget andet?” spørger den ærekære leder af sikkerhedspolitiet. ”Måske øvede de karate?”

Det er en fremragende film med mindelser om De andres liv og Andrzej Wajdas film om Lech Walesa.

Men den er på en måde mindre håbefuld og mere insisterende. Resultatet af retssagen kan man google sig frem til, men skildringen af kommuniststyrets magtfuldkommenhed er en formaning til alle tider.

Leave No Traces er allerede Polens Oscar-bud, og lur mig, om ikke også den kommer på podiet på lørdag. Guldløver er svære at spå om, men det er lidt af en kunst at få publikum til at holde vejret i næsten tre timer.

Fascistisk pianoforte
I går virkede teaterbiografien The King of Laughter som årets italienske bagatel i hovedkonkurrencen, men den bliver slået med flere længder af Gabriele Mainettis krigs- og cirkusfilm Freaks Out.

Filmen foregår i 1943 i et krigshærget Italien og handler om en lille cirkustrup af ”vanskabninger”. For at veje op for deres fysiske udfordringer er de udstyret med superkræfter.

Den pelsede Fulvio er også superstærk, dværgen Mario er magnetisk, albinoen Cencio kan kontrollere insekter, og den ellers så yndige Matilde er elektrisk og giver stød til alle, der kommer hende for nær.

Da krigen koster dem først deres telt og derefter deres impressario, går truppen hvert til sit.

Matilde, der på afstand ikke vækker mere opsigt end andre unge piger, forvikler sig hen til en hær af nazi-hadende invalider. De andre mener ikke, de har et hjem uden et cirkustelt og søger til det storslåede Zirkus Berlin.

Her svælger den læspende, ellevefingrede Franz i æterdrømme om fremtiden og spiller Radiohead og Guns’n’Roses på pianoforte for et fascistisk publikum, mens han drømmer om en elite-eksadron af entartete superhelte, der kan afværge Det Tredje Riges kollaps.

Handicapfetichisme
Der ligger en usmagelig handicapfetichisme til grund for Freaks Out, der kun forstærkes af, at Mario er for høj til at være dværg, og at Cencio ikke er albino – han har bare afbleget hår! – og af ”ulvemanden” Fulvio, der kaster sig lystent over den behårede kvinde i nazi-cirkusset.

Krage søger mage, forstår man.

Gabriele Mainetti går langt for ikke at se virkeligheden i øjnene, og på en måde føles det passende, at personerne sent i filmen redder et tog med jøder og handicappede fra gaskamrene.

Det er en rædderlig film. Og det gør det kun mere deprimerende, at den tydeligvis har et budget, der kunne have finansieret den halve hovedkonkurrence.

Tilbage til gerningsstedet
Hvis Freaks Out handler om virkelighedsflugt, handler den litauiske Pilgrims om at acceptere verden for, hvad den er.

Laurynas Bareisas debutfilm er et sobert drama om en mand og en kvinde, der opsøger den lille landsby, hvor hans bror blev dræbt fire år forinden.

Manden vil se restauranten, hvor broren blev kidnappet, kælderen han blev voldtaget i, og broen, hvor han blev kvalt af den lokale psykopat. Undervejs konfronterer han de folk, der kendte til morderen, og som måske kunne have gjort mere, end de gjorde.

Hvor gør man af sit had, når morderen er straffet? Bør man angre over ikke at foregribe det utænkelige?

Pilgrims er en kompleks fortælling om skyld og sorg – og et spændende visitkort fra en lovende instruktør.