Nyhed
03. okt. 2021
Muhammed-tegneren Lars Vilks er død
Mange betragtede det som en tåbelig provokation, da Lars Vilks efter de danske Muhammed-tegninger lavede profeten Muhammed som en svensk rundkørselshund. Men i et Ekko-tema om forbudte billeder har en forsker forsvaret tegningen som politisk kunst. Foto | uoplyst

Muhammed-tegneren Lars Vilks er død

Den svenske kunstner, der var målet for terrorangrebet mod Krudttønden i 2015, er omkommet i en trafikulykke i Sverige sammen med to politifolk.

Af Claus Christensen

Kunstneren, der levede i konstant fare for at blive slået ihjel, har fået en brat og voldsom død.

Svensk politi meddeler, at 75-årige Lars Vilks er omkommet i en trafikulykke på motorvejen E4 uden for Markaryd i Småland i Sydsverige.

Han befandt sig i en civil politibil sammen med to betjente, da bilen kolliderede med en lastbil søndag eftermiddag omkring klokken halv fire. Politibilen skal af uvisse årsager være kommet over i den forkerte side af vejen.

Intet tyder på et attentat.

Foruden den svenske kunstner døde begge betjente, mens føreren af lastbilen er blevet indlagt med kvæstelser. 

Forsvarer film om Krudttønden
Lars Vilks var maler, billedhugger, tegner og konceptkunstner. I 2007 – året efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger – offentliggjorde han en tegning, der forestiller profeten Muhammed som en såkaldt rundkørselshund.

Det førte til flere dødstrusler, og Vilks har siden levet under massiv politibeskyttelse.

Under et møde i februar 2015 om ytringsfriheden i kulturhuset Krudttønden i København forsøgte Omar El-Hussein at dræbe Lars Vilks.

Kunstneren slap med livet i behold, men den danske filmmand Finn Nørgaard døde, da han forsøgte at uskadeliggøre El-Hussein. Senere på aftenen skød terroristen sikkerhedsvagten Dan Uzan foran Københavns Synagoge, inden han selv blev dræbt af politiet.

Ved en konference om kunst og terror på Christiansborg i januar 2020 mødte Ekko den kontroversielle tegner. Her roste han Ole Christian Madsens Krudttønden, der følger fire kriseramte mænd, hvis skæbner krydser hinanden under terrorangrebet.

”Det er en spændende og god film, og Ole Christian Madsen har fundet en god måde at sammensætte den på. Der er en sandhed i fiktionen, for han tager sig sine friheder, og det skal man i alle film,” sagde Lars Vilks.

Meningsfuld provokation
I et tema om ”Forbudte billeder” i #68 genoptrykte Ekko provokunstnerens karikaturtegning af den muslimske profet. I en større artikel forsvarer forsker Dennis Meyhoff Brink, der selv overlevede Krudttønden-angrebet, rundkørselshunden.

Baggrunden for tegningen var, at nogle anonyme borgere i vinteren 2006-2007 begyndte at stille hjemmelavede træhunde op i svenske rundkørsler. Det var en form for gadekunst. Samtidig blev Lars Vilks inviteret til at bidrage til en udstilling, hvis tema var ”Hunden i kunsten”. 

I det forrige års udstilling, hvor temaet var ”Kat”, havde en af deltagerne fremstillet den amerikanske præsident George W. Bush som en kat. 

”Lars Vilks mente, at når man kunne fremstille en statsleder som en kat, så måtte man også kunne fremstille en religiøs leder som en rundkørselshund,” skriver Dennis Meyhoff Brink.

Ligesom den franske, satiriske ugeavis Charlie Hebdo, der var udsat for et terrorangreb i 2015 – blot fem uger før Krudttønden  inviterer Vilks publikum til at se ned på Muhammed. 

”Der er ikke tale om mobning eller dæmonisering af et religiøst folk, men om en degradering og profanering af en politisk-religiøs leder,” konkluderer Brink og tilføjer:

”For Muhammed er om nogen en autoritet: Han hævder at have sine ord direkte fra den eneste sande gud, og han kræver, at muslimer adlyder de love og regler, han har udstukket.”

Relevante artikler

Biografanmeldelse
03. mar. 2020
Krudttønden

Krudttønden

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!