Portræt
29. aug. 2011
Multitalent med modvilje
Foto | Søren Jepsen

Multitalent med modvilje

I weekenden vandt Malou Leth Reyman den store nationale pris på filmfestivalen i Odense med 13, og i Dirch spiller hun en vigtig rolle. I det aktuelle nummer af Ekko tegner vi et portræt.

Af Kasper Lundberg

I hvert nummer udpeger Ekko et lovende filmtalent. De fleste unge mennesker vil give deres højre arm for opmærksomheden, men ikke Malou Leth Reymann.

”Du må tro, at jeg er verdens mærkeligste menneske, men jeg har simpelthen haft sådan en dårlig følelse ved at skulle lave det interview. Jeg er meget forvirret omkring, hvad jeg vil, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal fortælle om,” skriver hun i en mail blot tre timer før, vi har aftalt at mødes.

Hun foretrækker, at Ekko finder et andet talent at skrive om, men når det ikke kan være anderledes, indvilliger hun - hårdt presset - i at svare på nogle få spørgsmål. Over mailen.

Min egen stille vej
Malou Leth Reymann er biografaktuel i en lille, men vigtig rolle i Martin P. Zandvliets storfilm Dirch. Hun spiller hovedrollen i Hella Joofs ungdomsfilm Se min kjole og i bemærkelsesværdige kortfilm som Heidi Maria Faissts Liv og Martin de Thurahs Ung mand falder, der i 2008 blev udtaget til Cannes-festivalen.

Hun har også skrevet manuskripter og instrueret to kortfilm. Et CV, der kan få de fleste andre 23-årige til at gispe efter vejret, men som ikke beroliger Reymann. Hun plages af kronisk usikkerhed.

”Nervøsiteten er svær i utrygge situationer. Jeg vil have styr på det, jeg laver. Martin de Thurah sagde på et tidspunkt, at jeg går min egen, stille vej. Det håber jeg, at jeg kan blive ved med,” skriver hun i en mail og tilføjer, at hun plejer at sige, at hun ”har været med i en film engang”, når folk spørger til hendes skuespil.

Dirchs sidste kæreste
Til daglig læser hun litteraturvidenskab på universitetet og afsluttede denne sommer Kulturteori, en af de mest berygtede eksaminer på hele humaniora, hvor pensummet består af over tusind siders tysk og fransk teori af den mest hjernevridende slags. Hun var vanvittigt nervøs, men det hele endte med, at eksaminator opfordrede hende til at forfølge en forskerkarriere!

For Martin de Thurah var hun et let valg til den kvindelige hovedrolle i Ung mand falder, ikke mindst fordi hun mindede ham om ham selv.

”Malou er et fint vævet og levende væsen, men hun har også en særlig tyngde og sjæledybde, som jeg genkender,” fortæller instruktøren.

I Dirch spiller Reymann Dirch Passers sidste kæreste, Bente, der var 30 år yngre end ham. De svære kærlighedsscener mellem den unge sufflør og Nikolaj Lie Kaas’ aldrende komiker kunne let være blevet akavede, men med Reymanns sarte og næsten nørdede naturlighed er de nogle af filmens mest hjerteskærende. Selv husker hun mest optagelserne som sjove.

”Nikolaj havde en vatdragt på for at virke tyk, så der var en fysisk afstand, der gav en ironisk distance i situationen. Vi snakkede meget om det groteske i situationen, men Bente og Dirch må have haft noget ganske særligt sammen,” fortæller Reymann.

Bevæger sig på tværs
Mens Dirch har haft premiere i biograferne, har hendes kortfilm 13 vundet National Grand Prix på Odense Internationale Film Festival. Filmen, der også er udvalgt til børnefilmfestivalen Buster i september, handler om Emma, som på sin trettenårs fødselsdag kommer hjem til sin far og for første gang møder hans mandlige kæreste.

Det er en lille, stilsikker film med et modent blik for detaljen. Men Malou Leth Reymann er slet ikke overbevist om, at hun skal satse på en karriere som instruktør og skuespiller.

”Alt er delt ind i verdener. Nogle ved præcis, hvad de vil, og hvor de passer ind, men det tror jeg aldrig helt, at jeg gør. Jeg kan bare godt lide historier, og det forfølger jeg. Det er godt at kunne bevæge sig på tværs.”

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!