Når dokumentarister digter
Den hemmelige krig og Mig og Naser er to dokumentarfilm, som har vakt voldsom debat, blandt andet fordi de bruger greb - for eksempel rekonstruktioner og suggestiv musik - fra fiktionsfilmen.
Deltagerne i debatten kan groft sagt opdeles i to lejre: journalisterne, der vil stramme op, og kunstnerne, der vil have lov til at boltre sig i virkemidlernes slikbutik.
Nu vil filmfestivalen Cph:Dox i november bringe debatten videre. Det sker på seminaret FICTIONONFICTION, som skal gøre os klogere på den kunstneriske opfattelse af dokumentargenren.
Ny generation udfordrer
"En ny generation af filminstruktører og billedkunstnere står klar til at udfordre de etablerede forestillinger om, hvad det dokumentariske projekt kan og må," skriver arrangørerne og påpeger, at mange dokumentarister har lagt det klassiske modsætningspar mellem objektivitet og subjektivitet bag sig.
Det gælder den unge østriger, Anja Salomonowitz, der i sin film om menneskesmugling, Kurz davor ist es passiert (2006), lader fem almindelige borgere i Østrig fortælle emigranternes tragiske livshistorier, som var de deres egne.
Og det gælder den britiske instruktør Brian Hill, der sammen med digteren Simon Armitage har skrevet tre britiske ex-soldaters beretninger om Irak-krigens gru i digtform, som i filmen The Not Dead (2007) reciteres af soldaterne selv.
Landkort over hybride former
Begge instruktører viser på seminaret deres film og deltager i den efterfølgende paneldebat, hvor også den finske instruktør Virpi Suutari og danske Mads Brügger (tv-serien Det røde kapel om Nordkorea) vil give deres besyv med.
Jakob Høgel, leder af New Danish Screen, styrer debatten og tegner med filmklip et landkort over de nye hybride dokumentarfilm.
FICTIONONFICTION-seminaret finder sted 16. november kl. 10-15.30 i Cinemateket, og man må håbe, at der også dukker mere ortodokse journalister op, så der kommer gang i debatten.
