Nyhed
22. maj 2018
Netflix fortsætter de danske produktioner
Alba August (nummer to fra højre) kæmper sammen med andre overlevere i The Rain, der trods lunkne anmeldelser har givet Netflix lyst til at lave flere danske og nordiske produktioner. Foto | Netflix

Netflix fortsætter de danske produktioner

”Der er så mange blomstrende talenter i dansk film,” siger Oscar-vinderen Kim Magnusson, som har indgået et samarbejde med streaminggiganten om at producere skandinaviske film til hele verden.

Af Nicki Bruun

Den første danske Netflix-serie, The Rain, fik ikke de bedste anmeldelser, men den postapokalyptiske serie høstede en masse opmærksomhed – og en forside med hovedrolleindehaveren Alba August i Ekko. 

I kølvandet på The Rain annoncerer Netflix, at streamingtjenesten fortsætter investeringen i film og serier på det skandinaviske marked. 

Til det har Netflix indgået en samarbejdsaftale med en af Danmarks førende filmproducenter, Kim Magnusson. Som den første dansker, der indgår sådan en aftale, skal han producere en række film på dansk, svensk og norsk eksklusivt til Netflix, der vil vise dem på tjenesten i hele verden. 

”Jeg er begejstret for dette næste kapitel med Netflix, der er blevet en ledestjerne for, hvordan vi ser, fortæller og oplever stærke film,” udtaler Kim Magnusson i en pressemeddelelse om samarbejdet. 

”Der er så mange blomstrende talenter, det ved I jo selv fra Ekko Shortlist,” siger producenten, da vi ringer ham op. 

”Der er mange, som vil fortælle historier. Med Netflix får vi et tilskud til vores branche, som forhåbentlig vil generere filmprojekter, så talenter ikke behøver vente i mange år.” 

Hjælp til talentmassen
Kim Magnusson grundlagde filmselskabet M&M Productions i 1995 sammen med faren Tivi Magnusson, og siden er selskabet blevet Oscar-nomineret hele seks gange i kategorien bedste kortfilm. 

To gange har M&M Productions endda vundet prisen for Anders Thomas Jensens Valgaften i 1999 og Anders Walters Helium i 2014. 

Blandt sine godt over 100 titler som producer tæller Kim Magnusson også Anders Thomas Jensens gennembrud med spillefilmene Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adam æbler

Fra 2003 til 2009 var Magnusson chef for filmafdelingen i Nordisk Film og dermed en af dansk film helt centrale skikkelser. Siden gled han mere ud i periferien, men aftalen med Netflix kan give producenten et comeback. 

”Det er ikke Kim Magnusson og Netflix mod filmbranchen, tværtimod,” fortæller producenten om sit samarbejde med streamingtjenesten. 

”Det er en tilføjelse, som kan hjælpe i forhold til ophobningen i talentmassen herhjemme og de projekter, der aldrig ser dagens lys, fordi der mangler penge i dansk og skandinavisk film.” 

Spændt på samarbejde
I de kommende måneder skal Kim Magnusson rejse Skandinavien tyndt for at snakke med både tidligere samarbejdspartnere og nye stemmer i jagten på historier, som kunne blive til noget hos Netflix. 

Den danske producent ser det som den helt store fordel ved samarbejdet, at streamingtjenesten har så stort et udbud, at der kan blive plads til meget varierede projekter. 

”Det er et ekstra tiltag for at sikre, at dansk films udbredelse kan blive ved med at blive forøget,” fortæller Kim Magnusson og får opbakning fra Netflix: 

”Vi er spændt på samarbejdet med Kim, som har et godt forhold til skandinaviske talenter og et bagkatalog med kvalitetsfilm,” siger Ian Bricke, der er chef for køb af film og serier hos Netflix, i en pressemeddelelse og fortsætter: 

”Skandinavien har stærke traditioner i at fortælle historier, og vi glæder os over, at Kim vil hjælpe med at opdage og producere lokale projekter til vores globale publikum.”

Ekko #78

Alba August fra The Rain pryder forsiden af det nye Ekko.

I et stort interview fortæller hun om at komme fra en kendt filmfamilie og alligevel være sin egen.

Nummeret kan købes i kiosker eller bestilles her.

Trailer: Rain

Relevante artikler

Serieanmeldelse
05. maj 2018
The Rain

The Rain

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!