Nyhed
22. apr. 2020
Netflix’ tavshed tærer på kronvidne
Peter Madsens UC3 Nautilus var længe et prestigeprojekt for den danske opfinder, men ubåden endte med at blive gerningsstedet i et af nyere tids mest omtalte drabssager. Foto | uoplyst

Netflix’ tavshed tærer på kronvidne

Anja Olsen forstår ikke, hvorfor Netflix undlader at svare på, om hun bliver fjernet fra Peter Madsen-dokumentaren Into the Deep.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

De fleste af landets medier har her til morgen skrevet en nyhed om, at Netflix dropper at vise den danske dokumentar Into the Deep om ubådsmorderen Peter Madsen.

Men det passer ifølge Ekkos oplysninger ikke.

Streamingtjenesten arbejder på en udgave af filmen, der er anderledes end den, som fik verdenspremiere på den amerikanske Sundance-festival i januar.

Den fortsatte usikkerhed om, hvor vidt dokumentaren kommer eller ej, og i hvilken udgave, tærer voldsomt på Anja Olsen, der var kronvidne i retssagen mod Peter Madsen.

”Jeg har et stort sår, som ikke kan hele på grund af filmen. Og der er relationer, som jeg har behov for at fortrænge, men som bliver ved med at dukke op, fordi Netflix ikke har givet mig et svar,” siger Anja Olsen til Filmmagasinet Ekko.

”Jeg blev helt svimmel i dag, da filmen igen trak overskrifter. Og bare at skulle tale med dig, er svært for mig. Jeg føler mig manipuleret og misbrugt af filmskaberne, og selv om jeg i snart et år har sagt, at jeg ikke ønsker at være med i filmen, er der stadigvæk ikke nogen afklaring.”

”Det er skræmmende. Jeg vil ikke forbindes til de mennesker til evig tid. Jeg vil opad og fremad.”

Total tavshed
Anja Olsen stod for to måneder siden frem i et eksklusivt interview med Ekko og fortalte, at hun i en længere periode forgæves havde forsøgt at komme ud af Into the Deep.

Hun gav i april 2019 et interview til filmen, men siger, at instruktøren lovede, at hun stadig kunne trække sig. Efter interviewet ønskede Anja Olsen således ikke at underskrive en kontrakt om at medvirke. Og nogle uger senere meddelte hun i en sms, at hun ikke ønskede at være med.

Da hun i december fandt ud af, at hun alligevel blev brugt i dokumentaren – oven i købet i en central rolle – følte hun sig nødsaget til at gå frem og undsige filmen.

Fordi sagen har været så hård for Anja Olsen, har vennen Mads Schack Damgaard stået for kontakten med produktionsselskabet Plus Pictures og Netflix. Og han er ikke imponeret over, hvordan verdens førende streamingtjeneste har håndteret sagen.

”Vi har ikke kunnet få Netflix til at svare på noget som helst. Siden i midten af marts, hvor de sendte en mail om, at de arbejder på en ny version, har der været total tavshed. Så vi er desperate efter at få en udmelding om, hvad status er, og hvordan Anja egentlig står,” siger Mads Schack Damgaard til Ekko.

Bizart limbo
Anja Olsen og Mads Schack Damgaard håber, at det nye fokus på sagen vil betyde, at der snart kommer en officiel udmelding fra Netflix.

”Usikkerheden gør, at Anja får det utroligt dårligt. Så at efterlade hende i limbo, samtidig med at Netflix er bekymrede for hende, er meget bizart,” fortsætter han.

”Jeg undrer mig over, at Netflix det ene øjeblik udtrykker omsorg for de medvirkende og det næste øjeblik er helt tavs. Det er en besynderlig tilgang fra så stor en virksomhed. Vi forventer, at Anja vil blive fjernet fra dokumentaren. Det er vildt, hvis en så stor virksomhed kan se stort på, at en medvirkende ikke har givet tilsagn.”

Mulig retssag
Mads Schack Damgaard har tidligere fortalt Ekko, at han og Anja Olsen vil gå rettens vej, hvis hun ikke bliver taget ud af filmen. Det er stadig tilfældet.

”Netflix skal ikke være i tvivl om, at vi er klar til at køre den i retten. Vi vil helst være fri for en retssag, men det må være sådan, hvis der ikke er andre veje,” siger Mads Schack Damgaard.

Til gengæld har han intet problem med, hvis Into the Deep skulle ende med at komme på Netflix i en version uden Anja Olsen.

”Netflix må gerne vise filmen. Vores krav drejer sig om Anja og de alvorlige konsekvenser, filmen vil få for hende. Hvis andre har det fint med at medvirke, har jeg intet imod det. Jeg har ikke en holdning til, om det er rigtigt eller forkert at vise filmen,” siger Mads Schack Damgaard og tilføjer:

”Men at have én med, som ikke vil være det, og som føler sig narret ind i filmen, er helt uacceptabelt.”

Ekko har forelagt kritikken for Netflix’ danske pr-person, Christina Haugaard, der i en mail skriver, at streamingtjenesten ikke har nogen kommentar.

Ekko #85

Stort tema om true crime i Ekkos nye nummer.

I artiklen Ingen så psykopaten taler vi med filmfolk om skammen ved at have kendt Peter Madsen.

Instruktør skriver i et essay, at kommende TV 2-serie om efterforskningen er gravskænderi.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem halv pris på tolv kvalitetsfilm eller én gratis biografbillet.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

Relevante artikler

Streaminganmeldelse
25. jan. 2020
Into the Deep

Into the Deep

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!