Niels Arden Oplev får Dreyer-prisen

I midten af 1990'erne kom der en påfaldende bølge af nye talenter i dansk film. Det var navne som Aage Rais, Carsten Rudolf, Anders Rønnow Klarlund, Carsten Fromberg, Nicolas Winding Refn, Thomas Vinterberg, Jonas Elmer, fulgt af Simon Staho, Ole Christian Madsen, Lotte Svendsen og Per Fly.

Nogle blev modtaget med øjeblikkelig begejstring, med alt hvad det medførte af efterfølgende præstationsangst, mens andre mere beskedent blev opfattet som et potentiale til videre overvejelse. Og det var vel nok i denne kategori, Niels Arden Oplev placerede sig med debutfilmen Portland i 1996.
                
Undergang i Aalborg
I en dansk sammenhæng har det naturligt nok især været København, der har leveret kulisse, hvis desperate, selvdestruktive skæbner skulle gå i hundene i den skumle, truende storby.

Med Portland fik Aalborg lidt tiltrængt branding som undergangsunivers: Der var skam også hærværk og pludselig vold i provinsen. Filmen fortalte en dyster historie om to brødre i et dæmoniseret bymiljø, og dens skildring af narko- og rockermiljøet var holdt i en demonstrativt formalistisk stil med gullige, kæntrede billeder, der først og fremmest tydede på, at Forbrydelsens element havde bevæget sig nordpå.

Tre skuespillernavne
Filmen blev ikke nogen publikumssucces: Den solgte godt 9.000 billetter, og det var vel filmens skæbne, at den foregreb noget, som andre film fik mere credit for. Portland præsenterede tre unge skuespillere, som skulle blive hovednavne i den nye danske film, men uden at det rigtigt kom filmen til gode: Ulrich Thomsen, Iben Hjejle samt Anders W. Berthelsen, der var så ukendt, han stadig hed Anders Wodskou Berthelsen på rulleteksterne. 

Faktisk foregreb filmen også elendighedsskildringerne i Nordkraft, både bogen og filmen, og den var også først med den rå skildring af et voldeligt, kriminelt bymiljø, som Pusher kom med — blot fire måneder senere. Og faktisk er scenen i Pusher, hvor rockeren besøger sin  mor i det småborgerlige univers, også foregrebet i Portland. Men det var Pusher, der fik opmærksomhed — og publikum. 

Fargo uden sne
Det varede lidt, før Arden kom med en ny spillefilm. Men så var det igen brødre-tematik, provinsliv og voldelig fremfærd, der var på banen.

Fukssvansen (2001) var et sjovt og usædvanligt bud på sort humor i dansk kontekst. Det var en broget historie om uhyggelige fisketure, fatal julekonfekt og en slutning, der foregreb senere fyrværkeri-katastrofer i det jyske. Der var bizarre morbiditeter med afhuggede fødder, der lå og flød i det jyske landmiljø. Og en del trouble med Finn, som var død og alligevel ikke helt død. 

Filmen, som var en slags dansk Fargo uden sne, faldt bedre i publikums smag, faktisk tidoblede Arden Oplev sit publikum, hvad der er flot — især hvis det fortsætter. Og det bekræftede, som lillebror hævder til slut, "hvordan nogle meget forfærdelige ting godt kan blive til noget godt i den sidste ende."

Tv-arbejde
Sideløbende med den mere sporadiske filmkarriere har Arden arbejdet flittigt for tv og været en afgørende arbejdskraft i dansk tv-fiktions nye guldalder.

Han har bidraget til Taxa, Rejseholdet og Forsvar, og senest har han lagt stilen i de første episoder af Ørnen. Det er blevet til rigtig mange timers tv-fiktion, og det har givet ham en enorm instruktørekspertise. Men det ligger jo i sagens natur, at det ikke er produktioner af samme personlige karakter som filmene.

Sidste år kom så filmgennembruddet med Drømmen (2006), en overbevisende indfrielse af løfterne. Og nu hvor Niels, der er født i 1961, kan siges at være på nippet til at træde ind i de lidt mere modne filmkunstneres rækker, skynder vi os at give ham Carl Th. Dreyer Prisen, der ifølge fundatsen gives "fortrinsvis (til) yngre filmkunstnere ... som en anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats". 

Tyrannens fald
For Drømmen er en fremragende film. Den fortæller en medrivende historie af personlig prægning, og den har forståeligt nok nået et stort publikum med sin stærke og overraskende komplekse fortælling.

Vi er i et landligt Danmark med gule kornmarker og blå himmel, året er 1969, og både i den store og den lille verden blæser forandringens vinde. Handlingen, der har den trettenårige Frits i centrum, drejer sig om familielivet med den psykisk syge far, om skolelivet med en sadistisk skoleinspektør, om den gryende seksualitet — og drømmen om frihed ...

Man kan fortsat skelne den Arden Oplev'ske auteur-linje med fokus på jysk vold i provinsen. Brødre-temaet er dog afløst af et far/søn-tema. Men der er som sædvanlig en hovedrolle til Anders W. Berthelsen.

Hvis vi, i dagens anledning, skal se på forbindelsen til Dreyer, kan man notere sig, at også Dreyer, som bekendt, kom forbi landbomiljøet, både i Vredens Dag og især i Ordet. Og han lavede faktisk også en film om Tyrannens Fald — sådan hed det teaterstykke, som Du skal ære din Hustru var baseret på. 

Smukkeste budskaber
Drømmen byder på folkeliggørelse af venstrefløjens smukkeste budskaber. Den lover, at vi skal klare både de mørke tanker, der kan trække ind over os, samt sejre over den gammelmodige ondskab personificeret af inspektørens skikkelse, der ulmer af dæmoni.

Det hele samler sig lydefrit i en klassisk fortælling om forræderi og håb. Også denne gang viste det sig, "hvordan nogle meget forfærdelige ting godt kan blive til noget godt i den sidste ende".