Nyt Ekko med succesfuldt makkerpar

”Vi har fået sådan en slags søskendedynamik og er egentlig bare mænd, fædre og filmskabere på ret meget samme måde. Vi er lavet på den samme fabrik.”

Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm er dansk films power couple. I de kommende uger dyster Kollektivet, som de har skrevet sammen, på Berlinalen, og sidst på måneden har Lindholm chancen for at vinde en Oscar med Krigen.

Trods det lykkelige kunstnerparløb drømmer de om at leve mindre fornuftsstyret, som deres næste film Druk handler om. En inspirationskilde er Ernest Hemingways selvbiografiske A Moveable Feast.

”Han går ind på en café, drikker noget vin, møder nogle mennesker, skriver lidt. Det er sådan et liv, vi skal have!” siger Tobias Lindholm.

De to filmkunstnere taler også om tilstanden i dansk film, om at få dårlige anmeldelser – og om bagsiden af Dogme.

”De gamle mestre kunne lave en vild dans mellem skuespillerne og et kamera på skinner. Det kastede vi over styr med Dogme, hvor vi var optaget af at skabe liv. Men jeg savner i dag nogle instruktører, som fortæller med kameraet,” siger Thomas Vinterberg.

Kongens fald
Druk og hor var ikke noget problem for stjernerne i Hollywoods gyldne æra. Men de havde også Eddie Mannix, der kunne få de største skandaler – fra udenomsægteskabelige børn til overlagt mord – til at forsvinde.

Læs historien om Hollywoods første fikser, der vækkes til live i Coen-brødrenes nye Hil Cæsar!

Om Mannix kunne have skjult den største bedragerisag i dansk kulturliv, er ikke til at vide. Op imod 175 millioner kroner af rettighedshavernes penge er forsvundet, og dansk films førsteadvokat gennem fire årtier er involveret. 

”Jeg har mistet alt. Mit livsværk er væk. Det er en stor sorg,” siger Johan Schlüter i sit første store interview om sagen, som Bagmandspolitiet efterforsker i øjeblikket. Vi fortæller historien om copyright-kongens fald.

København set udefra
Hollywood-dramaet Den danske pige foregår i Nyhavn, der sammen med sex og cykler er yndlingsmotiver, når hovedstaden optræder i udenlandske film.

Professor Torben Grodal går i clinch med Zentropas filmatiseringer af Afdeling Q, som han ikke mener lever op til Jussi Adler-Olsens bøger. ”Filmversionerne ofrer ikke den tid på at følge ofrene, der er nødvendig for at skabe stærk empati.”

Rikke Schubart har bladret i Nicolas Winding Refns coffee table-bog med plakater fra amerikanske B-film af absolut værste skuffe.

Tarantinos sorte blod
Cate Blanchett er Oscar-nomineret for det lesbiske 1950’er-drama Carol. Hun taler om kvindesynet i Hollywood, som lader meget tilbage at ønske. Det samme gælder synet på seksuelle minoriteter. 

”Hvorfor bekymrer man sig om min seksuelle orientering? Hvis jeg spillede en øksemorder, ville jeg ikke blive spurgt: ’Hvor mange mennesker har du slået ihjel?’ siger den australske skuespiller.

Vi har også mødt Quentin Tarantino, som er tæt på at udvandre fra interviewet, da vi spørger til kvindesynet i The Hateful Eight. Han fortæller anderledes engageret om sin kamp for de farvede i Amerika.

”Hvis man går langt nok tilbage til maurerne, så har jeg måske en dråbe eller to sort blod i mig!” siger han med et glimt i øjet. 

Tema om Europa
Nummerets tema stiller skarpt på Europa, hvor vi hylder demokrati, ligestilling og ytringsfrihed, men unægtelig også har traditioner for diktatur, diskrimination og censur. 

Vi foretager nedslag i tre store begivenheder i europæisk historie.

Fascismens vugge omkring Første Verdenskrig i Michael Hanekes Det hvide bånd. ”Fascismen lever videre i dag,” siger den østrigske instruktør i en samtale med Christian Braad Thomsen.

I Lászlo Nemes ungarske Sauls søn er vi i Auschwitz, så at sige placeret midt i udryddelsesmaskineriet. Og i Jacques Audiards Dheepan følger vi en tamilsk familie, der flygter til Europa, men må konstatere, at konflikten er flyttet med.

Europa har sine store og smukke værdier, men realiteterne er måske knapt så imponerende.

Se øvrigt indhold i Ekko #70.

Nummeret er på gaden 10. februar og kan købes i udvalgte kiosker eller bestilles her.