Nyhed
03. maj 2012
Ole Christian Madsen instruerer for HBO
Ole Christian Madsen Foto | Nimbus Film

Ole Christian Madsen instruerer for HBO

Den 45-årige instruktør er en af de bærende instruktører på HBO-mesteren Alan Balls kommende satsning, Banshee.

Af Jacob Ludvigsen

Den amerikanske tv-station HBO har igen gjort det attraktivt at lave tv takket være en lang række mesterlige serier, som det sorthumoristiske bedemandsdrama Six Feet Under og den socialrealistiske vampyr-serie True Blood.

De er begge skabt af Alan Ball, hvis kommende projekter derfor altid er ventet med stor spænding. Og nu bliver der sat et markant dansk aftryk på tv-serie-guruens næste projekt, Banshee.

Fremragende manuskript
En af dansk films største instruktører, Ole Christian Madsen, har nemlig netop skrevet kontrakt på at instruere minimum to afsnit af serien, der skal indspilles til sommer i North Carolina.

”Jeg blev for noget tid siden spurgt, om jeg kunne være interesseret i at være med på serien, og dengang sagde jeg nej, fordi jeg var i gang med et andet projekt,” fortæller Ole Christian Madsen.

”Men et par måneder efter sendte de mig alligevel et par afsnit af manuskriptet, og jeg syntes, det var fremragende. Så vi begyndte at diskutere, hvordan serien skulle laves, og nu er aftalen så faldet helt på plads.”

Ulrich Thomsen som skurk
Banshee er en action-fyldt thriller om en hårdfør mand, der efter et fængselsophold på femten år slår sig ned i en lille by i Amish i Pennsylvania.

Ad omveje bliver han byens nye sherif, der håndhæver loven med sine egne ideer om retfærdighed. Lidt efter lidt viser den lille by sig at indeholde nøglen til hans fortid, hemmeligheder og muligheden for at hævne sig.

I en af de store skurkeroller ses danske Ulrich Thomsen.

”Det er en moderne western om en mand, der kommer til byen og gør op med de etablerede kræfter. I sit tankegods lægger den sig op ad andre lilleby-historier, og det er en serie med en masse sort humor, en del vold og meget banderi. Den prøver at rykke ud over almindelig politisk korrekthed,” siger Ole Christian Madsen.

Han nævner Coen-brødrenes No Country for Old Men og David Cronenbergs A History of Violence som et par af inspirationskilderne.

Afsæt i Flammen & Citronen
Serien får premiere på kanalen Cinemax, der er ejet af og deler bygning med HBO, og som i USA historisk set har været mest kendt for sit filmudbud og ikke mindst sin softcore-erotik.

Cinemax er dog begyndt at satse mere på kvalitetsserier, primært inden for action-genren. Men med Alan Balls navn på plakaten må Banshee siges at være kanalens hidtil mest profilerede projekt. Serien vises dog også, med få dages forskydning, på HBO's hovedkanal.

Banshees første sæson, der består af ti afsnit, deles mellem fire instruktører. I spidsen står Greg Yaitanes, der tidligere har instrueret afsnit på serier som Lost, House, Heroes og Greys hvide verden.
   
Ole Christian Madsen blev ikke mindst valgt på baggrund af Flammen & Citronen, der af folkene bag serien blev set som stilistisk inspirationskilde tidligt i forløbet.

”Jeg har selvfølgelig en vision i forhold til serien, men det handler først og fremmest om, at vi fire instruktører skal forløse Alan Balls forkromede vision,” siger Ole Christian Madsen, der også arbejder på en amerikansk spillefilm, Paper Trail, til hvilken skuespillerne er ved at blive fundet.

Undgår klicheen
45-årige Madsen er selv en erklæret ”serienørd” og fremhæver HBO-titler som The Wire, In Treatment, Tell Me You Love Me og Generation Kill – foruden, naturligvis, Alan Ball-serierne Six Feet Under og True Blood.

Mod sin forventning er han også faldet for den meget omtalte fantasy-serie Game of Thrones.

”Jeg er egentlig slet ikke til fantasy, men den serie gav mig et nyt blik på, hvad man kan med genren. Jeg beundrer virkelig HBO’s evne til at blive ved med at lave nye, fascinerende serier om emner, hvor man egentlig tror, at det er umuligt,” siger han.

Den danske instruktør er også imponeret over de folk, han arbejder sammen med på Banshee.

”De arbejder afsindig samvittighedsfuldt og ekstremt disciplineret. Alle prøver at undgå klicheen i hver eneste tematiske vinkel,” siger han.

”De mennesker, jeg kommunikerer med, er så dedikerede, at jeg læser mine e-mails igennem et par gange, før jeg sender dem, fordi jeg er bange for at sende noget mindre begavet!”

Banshee forventes at få premiere i starten af 2013.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!