Dag 2: Ordenes højborg

Filmfestivalen i Venedig drejer sig på flere måder om kommunikation.

Med enhver film følger et kæmpe hold af instruktør, manuskriptforfatter(e), skuespillere og producerne, der forsøger at komme ud med et budskab om deres film til masserne.

Det er her, filmskribenterne kommer ind i billedet. Dagen lang valfarter journalister til og fra festivalfilmenes visninger, som interviewes på kryds og tværs, og mens noter kradses ned på de medbragte blokke, suser journalisterne op i presserummet, hvor der dagen lang skrives anmeldelser, interviews og reportager om de kommende måneders biograffilm.

Derfor er det vel egentlig på sin plads, at dagens helt store trækplaster har netop kommunikation som sit hovedtema.

Der er selvfølgelig tale om den film, alle taler om: Arrival af den fransk-canadiske auteur Denis Villeneuve.

Traumatiske flashbacks
Forventningens glæde var til at tage og føle på. Køen til biografsalen snoede sig hele vejen igennem hall’en og ud i september-solen.

Men langt om længe tonede Amy Adams frem på lærredet. Hun spiller Dr. Louise Banks, en lingvistikprofessor, hvis tomme liv pludselig får en saltvandsindsprøjtning, da tolv gigantiske rugbybold-lignende rumskibe lander forskellige steder på jorden.

Snart headhuntes lingvistikprofessoren af soldaten Colonel Weber (Forest Whitaker), og opgaven er klar.

Find ud af, hvad pokker rumvæsnerne siger, beordrer soldaten og parrer Dr. Banks med den kække videnskabsmand Ian Donnelly (Jeremy Renner).

Snart blusser storpolitiske intriger op, og for at redde dagen – og verdenen – må Donnelly og Banks kæmpe for at knække koden på rumvæsnernes mystiske skriftsprog. Men jo tættere de kommer, jo værre rammes Dr. Banks af flashbacks om sin datter, der ganske ung døde af cancer.

Op ad prestigestigen
Da Villeneuves Sicario havde premiere sidste år, skrev Ekkos anmelder, at instruktøren med filmen fortsatte sin opstigning på budget- og prestigestigen efter flere fremragende film som Prisoners, Enemy og Nawals hemmelighed.

Men med den stort opsatte og ambitiøse Arrival synes sidste trin på stigen nær. Amy Adams gør det fremragende som sprogeksperten og formår på mærkværdig vis at kommunikere mere og vise flere følelser, når hun tier, end når hun taler.

Professorens smerte mærkes i særdeleshed, når det ellers blåtonede landskab skifter til de varmere, men mere sørgmodige billedsekvenser af Banks sammen med sin datter. Men det er især mødet med de fremmede, der imponerer. Båret frem af den islandske komponist Jóhann Jóhannsons snerrende underlægningsmusik tager Villeneuve os med ind til et skræmmende møde, vi ikke kan forestille os, men alligevel bliver ved at fascineres af.

Kun dialog
Da Arrival tonede ud, overtog i stedet en anden auteur, nemlig veteranen Wim Wenders. Han er i Venedig med dramaet Les Beaux Jours d’Aranjuez – eller Aranjuez’ smukke dage.

Men skønt Wenders har valgt at give publikum en 3D-oplevelse, som jo tidligere er set i mangt en sci-fi-film, så kunne Wenders’ film ikke ligge meget længere væk fra Arrival.

I stedet for aliens ser vi ”en smuk sommerdag”, som forfatteren i udkanten af Paris skriver, mens han kigger ud af husets vindue på en netop sådan. Vi ser en have, en terrasse og en kvinde og en mand. Dialogen begynder. De taler om sex og barndom. De taler om erindringer og sommer. De taler om forskellen mellem mand og kvinde. De taler. Taler, taler, taler.

Så selv om Wenders genremæssigt placerer sig milevidt fra Villeneuve, tilslutter Les Beaux Jours d’Aranjuez sig i den grad også temaet om kommunikation.

På et tidspunkt løber manden (Reda Kateb) dog ud på den smukke græsplæne, men kvinden (Sophie Semin) protesterer: ”Vi aftalte, at det kun skulle være dialog. Ingen action.”

Kropssproget
3D-grebet passer overraskende godt til de smukke omgivelser. Måske netop fordi den slags normalt er forbeholdt science fiction og action-brag, er det faktisk en oplevelse at se den virkelige verden i 3D – på biograflærredet vel at mærke.

Men samtaleformen, som jo mest opleves i bøger og på radio, er svær at hænge fast i. Måske er også det meningen. Ligesom når man i samtale lytter, og tankerne pludselig driver hen et sted, man ikke havde forestillet sig. Som var man uden for tid og sted, som forfatteren i filmen på et tidspunkt siger. 

Efter Wim Wenders parisiske drama, holdt Arrival-holdet hof – eller konferencemøde – og der sagde Jeremy Renner:

”Ord begrænser vores følelser og afbilleder ikke, hvordan vi i virkeligheden har det. Kun kropsprog kan gøre det.”