Oscar-favorit får seks stjerner i Ekko
Den franske The Artist er en genistreg besjælet af den gamle stumfilms ånd. ”Vi vil sikkert aldrig få noget lignende at se igen,” skriver filmeksperten Peter Schepelern.
The Artist, der får Danmarks-premiere 9. februar, er lidt af en satsning.
Det er en rørende historie om en mandlig stumfilmhelts nedtur ved lydfilmens ankomst i slut-20’ernes Hollywood.
Samtidig er det en romantisk kærlighedshistorie, hvor de elskende bliver ved med at gå fejl af hinanden. Og det hele fortalt som en sort-hvid stumfilm, der kopierer periodens teknik, stilart og genretype.
Det er skægt for filmhistorienørder, men holder det som film her og nu?
Leger med klicheer
Den franske instruktør Michel Hazanavicius har siden 1990’erne lavet spøjse sager i det parodiske hjørne. La classe américaine var sammensat af klip fra gamle Warner-film tilsat ny lyd, og OSS 117 var spionfilm-løjer, der blev fulgt op af en to’er.
Det kan minde om tidlig Woody Allen, som også begyndte med at lægge parodisk lyd til en japansk agentfilm. Eller om Mel Brooks, der i sin tid stod for Silent Movie , hvor vitsen var, at den eneste, der sagde en replik, var mimikeren Marcel Marceau.
Altså hyggelig filmkomik, der leger vittigt og ironisk med klicheer og konventioner.
Men The Artist, en fransk produktion optaget i Los Angeles, er mod alle odds lykkedes på et helt andet niveau, og det er da også den første af instruktørens film, der er kommet til Danmark.
Her har han samlet alle sine subtile tilbøjeligheder og fabulerende indfald i en genistreg, som den videre karriere højst sandsynlig aldrig vil komme bare i nærheden af. Men det gør ikke noget.
Forbløffende god kopi
The Artist er udført med overvældende charme og imiterer en sen Hollywood-stumfilm så perfekt, at man griber sig i at tro, at man vitterlig ser en gammel film bare i en forbløffende god kopi.
Men filmen er ikke kun et unikt virtuosnummer, den er samtidig besjælet af den klassiske stumfilms ånd, af hele mediets oprindelige naivitet.
I sin barndom var filmen først og fremmest præget af spontan følelse, og der var generelt to genrer at udfolde sig i. Enten var det farce med fuld fart gennem forhindringsløbet, eller også var det melodrama, hvor tårerne drev.
Da lyden og dialogen kom til, betød det en intellektualisering af filmen – et uskyldstab, som man godt kan beklage.
Den rene følelse
Historien i The Artist kører på den rene følelse.
Vor helt George Valentin (Cannes-vinderen Jean Dujardin) er en fejret stjerne, tilsyneladende med urokkelig popularitet. Men så indtræffer, hvad der stadig er filmhistoriens mest voldsomme og bratte forandring med store konsekvenser for filmkunsten, filmindustrien og biograferne.
Valentin ignorerer lyden og holder stædigt fast på stumfilmen. Det er her, han føler sig hjemme. Og gradvis smuldrer hans karriere, mens den unge beundrerinde, Peppy (spillet af instruktørens argentinske hustru Bérénice Bejo), efterhånden bryder stort igennem og kan hjælpe sit gamle idol frem af glemslen igen, hvis hun ellers kan få lov.
Mimisk stunt på Chaplin-niveau
Filmen er fuld af filmhistoriske referencer – til Douglas Fairbanks og Charles Chaplin, de mest oplagte forbilleder for Valentin.
Når Valentin bittert erklærer, at han ”wants to be alone” er det en hilsen til Greta Garbo i Grand Hotel . Og hunden, der henter hjælp til sidst, er sikkert en hyldest til pioner-vovsen i Rescued by Rover fra 1905.
Men filmen formår samtidig at udnytte de store forbilleder og matche følelsernes ægte naive drivkraft, ligesom skuespillerne mirakuløst får deres skikkelser til at leve. Scenen, hvor Peppy samspiller med Valentins frakke, så det ser ud, som om den kærtegner hende, er et mimisk stunt på Chaplin-niveau.
Et andet højdepunkt, der opleves med et frydefuldt gisp, er midtvejs i filmen, hvor vi – og vores chokerede helt – pludselig hører lyden af et vandglas. Virkeligheden har lyd! Hvor skrækkeligt!!
The Artist er lykkedes i reneste, mest charmerende stil og fortjener topkarakter, blandt andet fordi vi sikkert aldrig vil få noget lignende at se igen!
The Artist er til årets Oscar-show nomineret i kategorierne Bedste film, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste kvindelige birolle og syv andre kategorier. Filmen har dansk premiere 7. februar.
