Oscar har kurs mod afgrunden

Den danske filmbranche havde en fantastisk Oscar-uddeling i nat. Med priser til Thomas Vinterberg for Druk og klipperen Mikkel E.G. Nielsen for Sound of Metal var der ikke et øje tørt på den historiske aften.

Men når det er sagt, må vi være ærlige: Den 93. filmfest var gabende kedsommelig og det mest lamme show i mands minde.

De få højdepunkter kunne tælles på en hånd, hvis man vel at mærke medregner det sære optrin, hvor friske Glenn Close i en musikalsk quiz leverede en numsedans, der skulle foregive at være spontan, men tydeligvis var aftalt.

Harrison Ford stod for et skævt humoristisk indslag, da han som overrækker af klippeprisen læste en række kritikpunkter op, som var blevet sagt under klipningen af Blade Runner.

Og Frances McDormand bragte lidt vildskab i løjerne, da hun i en takketale stak i et ulvehyl for at hædre en afdød kollega fra Nomadland, som gik under kaldenavnet Wolf.

Om deltagerne leverer gode vindertaler, er svært at planlægge, men derfor kræver det også, at arrangørerne har noget i ærmet. Selv om de havde haft længere tid end normalt til at forberede sig i år, rakte fantasien ikke længere end til at give ubegrænset tid til takketaler, og samtidig sløjfe visning af scener fra de nominerede film i de fleste kategorier.

Det var ikke nogen god prioritering.

Hvem styrer showet?
Der er en lang række årsager til, at årets forsinkede Oscar-fest, der skulle have genstartet den coronaramte filmbranche, blev en fuser.

Undskyldningen ligger lige for. Coronakrisen havde lagt en dæmper på det normalt spektakulære show.

Færre kendisser mødte op for at uddele og modtage priser, mange af presenterne var selv nomineret, og Anthony Hopkins havde ikke engang besværet sig med at stille op på en videoforbindelse.

At man så oven i købet havde gjort netop hans pris til aftenens sidste, så man sluttede med et gigantisk antiklimaks, gjorde ikke tingene bedre.

Oscar-akademiets problemer stikker desværre dybere end praktiske udfordringer med pandemien.

Man har ganske enkelt glemt, at det skal være underholdende for, at seere over hele verden har lyst til at følge med.

Det havde hjulpet gevaldigt med en musikalsk optræden eller en sketch med referencer til de nominerede film. Her virker det fuldkommen magtpåliggende, at Oscar-akademiet efter nogle værtsløse år vender tilbage til at lade en person styre showet.

Det er nødvendigt at skabe en rød tråd, og allerbedst ville det være, hvis man fandt et morsomt menneske, der ligesom Ricky Gervais i Golden Globe-uddelingen kan sende stikpiller til de velbjergede berømtheder.

Fred i verden
I sin nuværende form er Oscar-uddelingen blevet en uinteressant gang rygklapperi, hvor kendte mennesker går sammen for at prædike fred i verden.

Det er godt med fokus på diversitet, inklusion og henvisninger til tidens kamp for, at alle mennesker er lige meget værd.

Politik er uvægerligt en del af Oscar-showet, men det er simpelthen dræbende, hvis de gode intentioner og rigtige holdninger skal fylde det hele i tre-fire timer.

Forhåbentlig vil det også stå klart for Oscar-akademiet, når de utvivlsomt katastrofale seertal bliver offentliggjort. Noget må der gøres, hvis det skal være muligt at holde sig vågen til næste års udgave.