Oscar-magien genopdaget

Nattens to mest prisslugende Oscar-film, Martin Scorseses familiefilm Hugo og Michel Hazanavicius’ stumfilm The Artist, hylder filmkunstens store pionerer og tidlige år. De tager os med på et nostalgitrip, men fortæller med uimodståelig tidssvarende appel.

The Artist er skruet sammen med et så imponerende tempo og følelsesmæssigt nærvær, at det ikke gør spor, at man må undvære de talte ord, og dens fem statuetter – heriblandt bedste film, instruktør, og mandlige hovedrolle – er fuldt fortjente. Hugo er en teknisk milepæl i 3D og hentede da også sine fem statuetter i tekniske kategorier som fotografering, lyd og visuelle effekter. 

Årets Oscar-priser afspejlede en amerikansk filmbranche i kreativ og kommerciel krise, der hyldede den ubesmittede filmmagi, som peger tilbage, og overrumplende innovation, som peger frem. Og efter nogle magre år fandt også selve årets show netop den balance mellem det nostalgiske og det moderne, som kendetegner de to store prisvindere. 

Kys fra Clooney
De seneste fire-fem år har Oscar-showet desperat forsøgt at generobre de hastigt flygtende seere.

For to år siden blev fordums glamourøse tider bagstræberisk og klodset forsøgt vækket til live med veteranerne Steve Martin og Alec Baldwin som værter. Sidste år skulle de unge trækkes til med de hippe stjerner Anne Hathaway og James Franco. Men med sin distancerede ironi pillede sidstnævnte storheden – og derved attraktionsværdien – ud af Oscar-showet.

I år var der comeback til en af Oscar-historiens helt store værter: Billy Crystal, der otte gange tidligere har svunget taktstokken, og som beviste, at han til fingerspidserne kan den svære kunst at være drillende humoristisk uden at være grov. Crystal formår at skabe en glamourøs, men ikke selvhøjtidelig atmosfære.

Han startede, sædvanen tro, aftenen med en veloplagt montage, hvor han klippede sig selv ind i de medvirkende film – og blandt andet fik et ømt kys på munden af George Clooney med kærlig hilsen til The Descendants. Og da værten telepatisk skulle gætte, hvad gæsterne i salen tænkte lige nu, lød beskrivelsen på Nick Noltes tankesæt blot noget i stil med: Wraaaaaaauw.

Åh nej, hende igen!
Også prisuddelere og -modtagere leverede varen. Robert Downey Jr. havde i en morsom parodi på en navlebeskuende filmstjerne et par kameramænd med på scenen, så hans indsats kunne dokumenteres i en film ved navn The Presenter. Emma Stone viste glimrende prøver på sin komiske timing som overstadig prisoverrækker-debutant over for en nedtonet Ben Stiller, og Will Ferrell og Zach Galifianakis bød på sorthumoristisk slapstick og larmende bækkener.

Takketalerne varierede fint fra det overskudsagtigt elegante til det ukontrollerbart tårevædede. Meryl Streep, der for rollen som Margaret Thatcher i Jernladyen vandt sin tredje Oscar efter sytten nomineringer, mente, at den ene halvdel af seerne ville være glade, mens den anden ville tænke: ”Åh nej, hende igen.”

Det var rørende, da 82-årige Christoffer Plummer, der blev ”bedste birolle” for sin præstation som kræftramt homoseksuel i Beginners, tog imod statuetten, som han bemærkede kun er to år ældre end ham selv.

Og Octavia Spencer, der var den blot sjette sorte kvindelige skuespiller til at vinde en Oscar (for sin rolle som sort hushjælp i Niceville), undskyldte sig hele vejen ned fra podiet, efter hun måtte give efter for tårerne.

Håb for filmkunsten
Et gennemgående element i showet var klipkavalkaden af en lang række store Hollywood-stjerner, fra Tom Cruise over Brad Bitt til Julia Roberts, der fortalte om deres forhold til filmmediet.

Det kunne være blevet drivende sentimentalt, men virkede i stedet helt på sin plads. Det var en aften, hvor alle huskede sig selv og hinanden på de forunderlige verdener, filmen kan bringe os ind i.

Så lad gå, at årets nomineringsfelt var domineret af altmodische tårepersere som War Horse og Ekstremt højt og utrolig tæt på, mens mere moderne og kompromisløse film som Drive, Shame og Take Shelter glimrede ved deres fravær.

Og lad os også bare se bort fra, at aftenens måske største vinder var den berygtede filmproducent Harvey Weinstein, der med alle sine pengeressourcer og kontakter i filmbyen har kørt både Meryl Streep og The Artist i stilling gennem de sidste ni-ti måneder.

Den slags kyniske detaljer blev glemt klokken 5.40 dansk tid, hvor holdet (inklusive den velspillende hund Uggie!) bag en fransk, sort-hvid stumfilm gik på scenen for at modtage Hollywoods hæder og filmverdenens mest prestigefyldte pris. Og på den måde viste, at der endnu er håb for filmkunsten.