Oscar-nominering skaber splid

For et par uger siden tweetede den israelske ambassade i USA, at der var to Oscar-nominerede israelske film. Den ene – dokumentaren The Gatekeepers om efterretningstjenesten Shin Bet.

Den anden? Dokumentaren 5 Broken Cameras, der er en palæstinensers beretning om hans landsbys ikke-voldelige kamp mod Israels sikkerhedsmur.

Det startede ellers med en glædelig nyhed fra Oscar-akademiet for instruktøren Emad Burnat.

Men siden israelske og amerikanske medier fulgte trop og begyndte at omtale filmen som israelsk, har det givet den palæstinensiske instruktør problemer i hans hjemland, hvor han er blevet kritiseret af både politikere og journalister for sit samarbejde på tværs af muren.

Nu har han taget til genmæle på Facebook: ”Det er en palæstinensisk film. Min historie, min landsbys historie, mit folks historie, jeg arbejdede på filmen i syv år.”

Personlig krønike
5 Broken Cameras er en krønike om livet i landsbyen Bil'in på Vestbredden. Filmen starter med instruktørens søns fødsel samme uge, som Israel påbegynder opførelsen af en sikkerhedsmur – en mur, der afskærer landsbyens indbyggere fra deres olivenlunde.

Gennem fem år har Emad Burnat indfanget de dramatiske begivenheder i Bil'in.

Med fem forskellige kameraer, der alle blev ødelagt under optagelserne af enten skud, tåregasgranater eller vrede bosættere, har han filmet alt fra familiemedlemmer, der bliver arresteret, til nære venner, der bliver skudt og dræbt for øjnene af ham, mens konstruktionen af den otte meter høje mur fortsætter.

Stolede på israelsk medinstruktør
Diskussionen om filmens oprindelsesland skyldes, at Burnat har fået hjælp af den israelske aktivist og instruktør Guy Davidi. Ud over finansiel støtte hjalp Davidi med at få styr på de mange års optagelser og finde ind til en personlig vinkel i fortællingen.

”Jeg havde 90 procent af optagelserne, da jeg foreslog Guy at være med. Det, der manglede, var funding og redigering. Det kunne være kommet fra en tysker eller palæstinenser eller hvem som helst,” fortæller Burnat i et interview med Los Angeles Times.

”Men jeg stolede på Guy. Han kom for at støtte os i landsbyen i demonstrationerne mod muren og bosættelserne. Jeg vidste, hvad han tænkte om palæstinenseres rettigheder og besættelsen. Han var en stærk støtte,” fortsætter Burnat.

”Det var hele tiden ideen at lave en personlig film. Mange har lavet film om det samme emne, men de fleste kom udefra,” forklarer han. ”I første omgang ville jeg ikke bruge optagelser af mig selv. Jeg ville ikke have, at folk sagde: ’Nåh, han laver en film om sig selv.’ Men Guy sagde, at det var normalt, og opfordrede mig til at få filmen til at handle mere om mig.”

Intet statsborgerskab
De to instruktører har efter Oscar-nomineringen begge måttet forsvare projektets karakter. Guy Davidi har udtalt, at filmen først og fremmest er palæstinensisk, men også bør betragtes som en palæstinensisk-israelsk-fransk co-produktion på grund af finansieringen.

”Film bør dog overhovedet ikke have noget statsborgerskab,” skriver Davidi på Facebook, hvor han også stiller spørgsmålstegn ved, om begge sider af konflikten lige nu forsøger at gøre filmen utroværdig på grund af de to instruktørers samarbejde.

På grund af den delvise israelske finansiering kan filmen for eksempel ikke vises i de arabiske lande, der boykotter Israel.

Emad Burnat er også træt af at diskutere nationaliteter.

”Samarbejdet mellem Guy og mig er ikke et samarbejde mellem to stater, men mellem to mennesker, to venner. Det handlede aldrig om at lave en israelsk-palæstinensisk film,” udtaler han til Los Angeles Times.

Går ikke op i Oscar
Emad Burnat glæder sig til Oscar-uddelingen, hvor både hans kone og yngste søn skal med.

Selvom han erkender, at hans landsmænd ikke går op i den prestigefyldte pris, vil han udnytte, hvis han skulle blive den første palæstinensiske Oscar-vinder.

"Jeg er nødt til at forberede noget,” siger han. ”Det ville være en chance for at fortælle mennesker verden over om vores situation og give palæstinenserne et håb.”