På den anden side af Langebro

Kim Larsen gik bort i søndags. Han har været Danmarks musikalske ledestjerne i et halvt århundrede.

Selv om hans band Gasolin’ kun eksisterede i ni år – fra 1969 til 1978 – kan de fleste danskere synge med på deres sange og på mange af dem, Kim Larsen lavede solo.

Instruktør Anders Østergaards Gasolin’ fra 2006 cementerede bandets popularitet ved at blive den suverænt bedst sælgende dokumentar i danske biografer med et publikumstal på 223.000.

Filmen fortæller historien om Danmarks største rockband, men interesserer sig mere for medlemmernes kunstneriske drivkraft end for det bagvedliggende privatliv.

”Jeg ville lave filmen som et samarbejde og ikke en afsløring, hvor man skal fange folk på det gale ben. Dét tog jeg et opgør med ret tidligt, og der er ikke afsløringer af, hvor mange elskerinder Kim Larsen havde og den slags,” forklarer Anders Østergaard.

”Afsløringen går på det kunstneriske og sjælelige. Hvad driver dette menneske? Hvad er hans Rosebud? Det kunne de forholde sig til, og den fortælling ville de selv gerne levere. Længsel er en kerne i Gasolin’, som bandt dem sammen,” mener instruktøren.

”I deres tekster er der hele tiden noget, som går tabt, noget på den anden side, noget man ikke kan nå hen til – Langebro og alt det dér. Hele tiden er der en længsel efter forløsning.”

Ingen poesibog
Ifølge Anders Østergaard var hans dokumentar Tintin og mig fra 2003 udslagsgivende for, at han fik lov at fortælle historien om Kim Larsen og co. Medlemmerne af Gasolin’ var nemlig kæmpe Tintin-fans.

Men Kim Larsen og de andre var også glade for, at Anders Østergaard havde et andet fokus end det typiske i medierne.

”Franz Beckerlee var lettet over, at jeg ikke stillede poesibogsspørgsmål, fortalte han mig,” siger Anders Østergaard, der undersøgte spændingsfeltet i Gasolin’, som især kom til udtryk mellem Larsen og Beckerlee.

Der var mange skænderier, men også kunstnerisk nerve, når de sammen skabte en lyd, der var en blanding af Jimi Hendrix på dansk og Osvald Helmuth med strøm på.

”Hvis man kun ser på den folkelige Lune Larsen som nationalskjalden, så forstår man ikke projektet, der egentlig bragte dem sammen. De var jo klar over, at de komplimenterede hinanden.”

Geni og dampbarn
Under arbejdet med Gasolin’ lærte Anders Østergaard mange forskellige sider at kende af Danmarks bedste hitmager.

”Det overraskede mig, hvor god han var til at fortælle historier. Han var blændende til at fortælle historier. Det var en særlig evne, han havde. Han lavede hylemorsomme parodier af alle mulige typer, også de andre i bandet. Han var jo et dampbarn, som også var et geni,” siger instruktøren, der også oplevede Kim Larsen som et intellektuelt fyrtårn.

”Han var jo mere eller mindre arbejderdreng, men morens familie havde en højskolebaggrund – og Kim gik selv på Askov Højskole, som fik en stor betydning for ham.”

”Morfaren var en tænksom og oplyst mand, som nok var blevet til mere, hvis sociale forhold havde tilladt det. Han var en slags guru for Kim. Det ligger latent i folkeoplysningen, de her landsbyprofeter, dybt begavede mennesker, som har fået stimulans nok til at udvikle originale tanker. Det kan vi være stolte af her til lands,” mener Anders Østergaard.

”Kim var måske også landsbyprofet, selv om det lyder så nedsættende. Han var en forkynder, en shaman, og det tog han på sig ret tidligt.”