Nyhed
10. nov. 2010
Peter Schønau Fog sadler om

Peter Schønau Fog sadler om

Instruktøren af Kunsten at græde i kor skal være projektredaktør på New Danish Screen. Dermed sætter han sin egen filmkarriere på standby de næste fire år.
Af Andreas Straarup

Med Kunsten at græde i kor fra 2007 fik Peter Schønau Fog sit helt store gennembrud som instruktør.

Den tragikomiske film om incest i en sønderjysk familie høstede store anmelderroser og vandt både en Bodil og en Robert for bedste film i 2008.

Af samme årsag har Schønau Fogs næste filmprojekt været ventet med spænding af mange, og det kommer derfor som en stor overraskelse, at han nu skal være projektredaktør på talentstøtteordningen New Danish Screen.

Det betyder nemlig, at han ikke kan søge om støtte fra Det Danske Filminstitut til sine egne filmprojekter de næste fire år, som ansættelsen varer.

Vil stadig lave film

”En af mine venner sagde til mig, at man ikke skal være nærig med sit talent. Og hvis jeg kan svinge mig op til at sige, at jeg har talent, så kan man se det her som en måde at være lidt generøs på,” forklarer Peter Schønau Fog om baggrunden for sit skifte.

”Men det er ikke, fordi jeg vil holde op med at lave film, og der er stadig mange film, jeg gerne vil have lavet,” forsikrer han.

Selv om det er sjældent, at instruktører bliver ansat som konsulenter på Det Danske Filminstitut, ser Peter Schønau Fog ikke noget problem i at skulle genoptage sin instruktørkarriere bagefter. Mange klippere og manuskriptforfattere har før gjort noget tilsvarende.

Flere kvaliteter

Som projektredaktør håber Peter Schønau Fog på, at han vil kunne hjælpe unge talenter med at få forløst deres ambitioner på den bedst mulige måde.

”Jeg synes, at talentordningen giver mulighed for at gå utraditionelt til værks, og det synes jeg er sindssygt interessant,” siger han.

Den kunstneriske leder på New Danish Screen, Jakob Høgel, begrunder valget af Peter Schønau Fog med, at han ikke blot er en dygtig, udøvende kunstner, men også har nogle andre kvaliteter.

”Jeg har en meget klar fornemmelse af, at han har et åbent sind, når han hjælper andre, og at han er i stand til at involvere sig i projekterne på deres præmisser,” siger Jakob Høgel.

Kontroversielt valg

Under tilblivelsen af Kunsten at græde i kor ragede Peter Schønau Fog uklar med produceren Thomas Stenderup og selskabet bag filmen.

Konflikterne udtalte han sig efterfølgende om offentligt, og det kan derfor virke som et kontroversielt valg at ansætte Schønau Fog i en konsulentrolle, hvor man gerne skal kunne optræde diplomatisk.

Men Jakob Høgel er ikke nervøs for sin nyansattes evner på det område.

”At være ærlig er ikke nogen hindring for jobbet som konsulent, og med hensyn til diplomatiet så handler det om at kunne kommunikere med folk i øjenhøjde. Det tror jeg, at han vil kunne,” siger Jakob Høgel.

Relevante artikler

Essay
25. sep. 2007
II: En filmkonsulents bekendelser

II: En filmkonsulents bekendelser

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!