Portræt af kunstneren som ung mand

En sommeraften, nærmere bestemt den 6. maj 1978, lidt før midnat, samledes en indbudt flok til privat filmpremiere i Park Teatret på Østerbrogade.

Filmens instruktør havde skrevet manus efter egen – af alle væsentlige forlag afviste – roman. Han spillede også den mandlige hovedrolle som den martrede kunstnerspire, og på filmens fortekster præsenterede han sig som Lars von Trier.

Jeg var dengang en forholdsvis ung underviser på Filmvidenskab ved Københavns Universitet. Og jeg havde bemærket den sortklædte, noget dystert udseende, men også skærende ironiske unge mand, der var indskrevet ved faget.

Han fulgte lejlighedsvis undervisningen, men især var han ivrig efter selv at lave film. Med hjælp fra nogle studerende og den såkaldte Filmgruppe 16 fik han, for egne eller nok snarere familiens midler, lavet sin første 35 minutter lange film, Orchidégartneren.

Film-uvirkelighedens bedrag
Da jeg i 1997 udgav bogen Lars von Triers elementer, daterede jeg fejlagtigt filmen til 1977. Og det kom efterfølgende til at stå alle mulige steder, men det er forkert. Det var i 1978. Det er hermed rettet!

Trier havde bedt mig om at skrive en lille tekst til programmet, og på den måde blev jeg den første, men unægteligt ikke den sidste, der skrev om den unge filmkunstner.

Her er teksten:

Orchidégartneren fortæller om en ung mand, der kalder sig Victor Marse – en søgende sjæl som ”var kunster og vidste det”. Han går – som en verdensfjern fin de siècle-skeptiker – gennem verden ad en bane, som ikke er helt let at kortlægge.

Måske er han allerede fra begyndelsen blevet offer for uhelbredelig sindsformørkelse. Måske henlever han et perverteret levned som sadomasochistisk børnemisbruger. Måske står han blot som en tøvende, forvirret voyeur over for livet og specielt kærligheden, der undvigende har spaltet sig ud i to kvindelige personifikationer. Måske vælger han til sidst selvmordet – eller helliger sig orkidédyrkning …

Victor Marses instruktør og fremstiller, Lars von Trier, trækker ham, med mange ironiske forbehold, gennem denne tøvende Bildungsroman uden at give løsning på ret mange af fortællingens gåder.

I en pluralitet af stilarter – der associerer både til Dr. Caligari, Fassbinder og til den østeuropæiske symbolisme – følger vi vor egocentriske helts forsøg på at overvinde tilsyneladende uendelige virkelighedsdistancer.

Den mest realistiske kontakt, han tilbydes, men ikke ænser, er en hilsen fra en mand, der river visne blade sammen i hospitalets park – og det ligner en tanke, at det er instruktørens lærer fra Universitetets filmstudium, Buñuel-specialisten Martin Drouzy, der spiller denne rolle.

Skulle filmen måske ikke snarere have heddet Den andalusiske havemand?

Victor Marse drager gennem uvirkelighedens mange lag og finder måske – ingenting. Lars von Trier drager gennem film-uvirkelighedens mange bedrag og gør bestemt sine erfaringer. Måske slipper de begge helskindet igennem og kan forhåbentlig snart skue tilbage på L’Année dernière à Skodsborg Badesanatorium …

En hemmelighed
Sådan begyndte det, selv om det er forblevet lidt af en hemmelighed.

Orchidégartneren bliver kun vist efter særlig tilladelse, men den har naturligvis fundet vej til nettet. Siden har instruktøren gjort mange erfaringer og har fundet mangt og meget i det bedrageriske filmmedie.

Dengang var han ”kunstner og vidste det”. Nu ved vi det alle sammen.