Prisfesten er slut for dansk film
Deltagelse på internationale festivaler og antallet af priser er styrtdykket for dansk film. Fortsætter udviklingen, vil vi om blot tre år være helt ude af det gode festivalselskab.
Der har i nogen tid været snak om, at kunsten er gået af dansk film. Den slags er i sagens natur svær at måle, men nu har Filmmagasinet Ekko foretaget en undersøgelse af dansk films deltagelse på internationale filmfestivaler gennem de seneste ti år.
Festivaler optager en film ud fra en kunstnerisk vurdering, og man har typisk en uafhængig, professionel jury bestående af filmfolk og kritikere til at vælge prisvinderne.
Antallet af festivaler og priser giver dermed et billede af, hvordan man betragter dansk film i udlandet. Har filmene kunstneriske kvaliteter, der løfter dem ud over det nationale og gør dem interessant for et internationalt publikum?
Tendensen er krystalklar, som det kan ses i skema 1.
Danske spillefilm (fiktion), der havde biografpremiere i 2005, blev vist i konkurrence ved 543 filmfestivaler. Spillefilm, der havde biografpremiere i 2014, er kun blevet vist på 133 festivaler.
Det er et fald på 76 procent.
Faldet er endnu større, hvis vi ser på, hvor mange danske spillefilm der i samme periode er strøget til tops og har vundet en pris på en festival (skema 2).
Danske spillefilm fra 2005 vandt 64 priser ved filmfestivaler, mens tallet for spillefilm fra 2014 er helt nede på otte priser.
Det er et fald på 88 procent.
Næsten ude af A-filmfestivaler
Det skal retfærdigvis siges, at film fra 2014 stadig kan nå at komme på festivaler. Men selv hvis vi ser på film fra 2013, som har udspillet deres rolle på festivaler, er nedgangen markant.
Spillefilm fra 2013 er udtaget til 282 festivaler. Det er et fald fra 2005 på 47 procent. 2013-filmene har vundet 29 priser, hvilket giver et fald på 55 procent.
Tendensen er den samme, hvis vi udelukkende ser på mest betydningsfulde festivaler, de såkaldte A-filmfestivaler: Cannes, Berlin, Venedig og Toronto (skema 3).
2005-film kom på ni A-filmfestivaler, hvilket faldt til seks for 2013-spillefilm. For film fra 2014 er det kun blevet til en enkelt A-filmfestival.
Efter artiklen nederst kan ses skemaer for, hvilke film, instruktører og selskaber der har været de mest populære på festivaler.
Alarmerende tendens
Fortsætter udviklingen, så vil dansk spillefilm være en saga blot på internationale festivaler om tre år.
Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører, er overrasket over, at det står så slemt til.
”Det er resultatet af mainstreamificeringen af dansk film. I de seneste fem-syv år har filmbranchen kæmpet økonomisk, og der er kommet et stadigt stærkere krav fra især distributører om, at film skal sælge billetter. Vi har derfor leveret noget af det samme i for lang tid.”
Rosendahl erkender, at det bliver svært at vende skuden, fordi der ikke er udsigt til, at der kommer flere penge til filmbranchen.
”Et system, der har kunststøtte og samtidig opererer på kommercielle vilkår, er utroligt skrøbeligt. Vi kan kun håbe, at der er nogen go getter-instruktører og -producenter, som vil insistere på at lave film med vildskab og kan gøre det for meget få penge.”
Hårdere ramt end andre
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør på Det Danske Filminstitut, mener, at noget af faldet skyldes en bevidst nedprioritering af små festivaler.
Men han er heller ikke tilfreds med tallene.
”Det er en rigtig uheldig udvikling, for festivaler er en vidunderlig lejlighed til at vise, hvad vores lille kreative land kan. Festivaler spiller også en vigtig rolle i eksponeringen af filmfolk, som har en betydning for at indgå co-produktionssamarbejder med andre lande.”
Det er især skema 3 – deltagelse på A-filmfestivaler – der fremkalder panderynker hos direktøren.
”Det er det, der egentlig talt er bekymrende. Finanskrisen har betydet, at dansk film satser mere sikkert for at kunne understøtte filmens økonomi på markedet, så vi laver færre sære, skæve og banebrydende film, som netop festivalerne sætter pris på.”
– Men finanskrisen har vel også ramt andre lande?
”Jo, men Danmark havde før finanskrisen en position som festival-darling. Og den slags film, som vi var værdsat for, er blevet sværere at finansiere. Derfor har finanskrisen haft en hårdere konsekvens for dansk film end mange andre steder, tror jeg.”
Henrik Bo Nielsen mener, at Filminstituttet har gjort, hvad man kunne for at styrke filmkunsten.
”Vi har brugt den offentlige finansiering, som jo kun er en del af en films finansiering, til at trække så langt i den kunstneriske retning som overhovedet muligt. Men i de seneste år har vi løftet dansk mainstream meget betydeligt i kvalitet, og vi har derfor ikke rendyrket kunne prioritere de kunstneriske film."
Håber på lowbudget
Nu sætter Henrik Bo Nielsen sin lid til lowbudget-ordningen, som blev etableret tidligere på året.
”Det er ikke noget selvstændigt formål med ordningen, at der skal gang i sølvtøjet på festivaler. Men forhåbentlig får vi som en positiv sideeffekt flere eksperimenterende film og dermed også flere festivalattraktive film.”
”I de senere år har vi også hos et stort selskab som Nordisk Film set en stigende lyst til at vove pelsen – for eksempel film af Michael Noer og Tobias Lindholm. Så forhåbentlig kan vi skubbe kurven den anden vej.”
Herunder ses de mest prisvindende film, instruktører og selskaber i perioden 2005-2014.
