Psykopater

Vi møder ham alle vegne, både i virkeligheden og i medierne – psykopaten.

Snart i form af den personlighedsforstyrrede svindler, snart som den charmerende seriemorder. Han – for det er næsten altid en han – er blevet en fast og uundværlig aktør i det moderne persongalleri.

Både nyhedsmedier og fiktion kredser om de autentiske tilfælde i deres mere ekstreme skikkelser. Klassisk litteratur fra Shakespeares Richard III til Stevensons Mr. Hyde (i Dr. Jekyll og Mr. Hyde) har slået emnet an.

I filmen har gysergenren sin nærmest definitoriske afhængighed af psykopaten, hvad enten det er Norman Bates i Hitchcocks Psycho og Dr. Hannibal Lecter i Ondskabens øjne eller Alex i Kubricks A Clockwork Orange og Patrick Bateman i American Psycho, alle i øvrigt baseret på romaner.

Kunsten har kunnet udnytte psykopaten som en effektfuld personlighedstype, der byder på voldsom handlekraft og foruroligende fascination, både dragende og frastødende. Men den mistanke har undertiden været fremsat, at den kunstneriske profession i sig selv er et felt for psykopater; tænk bare på Jack Nicholsens maniske forfatter i Ondskabens hotel.

For selv om næppe ret mange kunstnere også har forsøgt sig som svindlere og seriemordere, er det svært at komme udenom, at det kunstneriske univers meget vel kan give den manipulerende, løgnagtige, karismatiske og karakterafvigende personlighed udfoldelsesmuligheder.

Ikke mindst filmen har sine karismatiske og selvoptagne personligheder, excentriske auteur-instruktører, der hæmningsløst forfølger en vision. Det er generelt nok sværere for personer med et velafbalanceret, mildt og høfligt væsen at udvise den gennemslagskraft, der skal til for at få lov at realisere film.

På den måde er der nok en del kvalifikationer, som kunstneren deler med forretningsmanden, svindleren og psykopaten, eventuelt i én og samme person. Det betyder ikke, at man nødvendigvis skal være psykopat for at være en stor filmkunstner – men det hjælper utvivlsomt. Dog skal så man også lige huske på, at psykopatiske anlæg og karakterafvigelse ikke nødvendigvis rummer løfter om kunstnerisk talent.