Nyhed
15. dec. 2011
Publikum grinede med ny dansk stjerne

Publikum grinede med ny dansk stjerne

”Alle mine film handler om enspænderen, der søger et fællesskab,” indrømmede instruktør Henrik Ruben Genz, da han sammen med skuespiller Sara Hjort optrådte ved Ekkos snigpremiere.
Af Mads Suldrup


”Ej, vi lyder, som om vi har suget helium,” røg det ud af munden på Sara Hjort, da Ekko tirsdag aften i Dagmar Teatret inviterede publikum til en snigpremiere på Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer.

Skuespilleren, der pryder forsiden af det aktuelle nummer af Ekko, er akkurat så bramfri som sin hovedrolle i filmen, den tilsyneladende naive Helene, der hyres til at spille hund i et teaterstykke.

Men selvom Sara Hjort ikke var helt tilfreds med lyden i Dagmar-biografen, ødelagde det ikke noget af oplevelsen for publikum, som grinede sig igennem den kulsorte komedie, der har premiere 5. januar 2012.

Hvad står der i brevet?
Efter visningen blev Sara Hjort og Henrik Ruben Genz interviewet af Ekkos Peter Schepelern.

I slutningen af filmen spiller et brev en central rolle, men publikum får aldrig at vide, hvad der egentlig står i brevet. Peter Schepelern var meget nysgerrig efter at kende brevets indhold.

”Det er det første spørgsmål, jeg får overalt,” svarede Henrik Ruben Genz.

”Jeg tror godt, du ved, hvad der står i brevet, Peter! Du bliver ikke overrasket, du bliver bare skuffet,” fortsatte instruktøren på drillende sønderjysk.

”Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal høre og se, hvad vi godt ved og forstår. Det er mere stimulerende at føle sig begavet nok til at kunne regne det ud. Arbejd lidt med! I må godt tænke lidt.”

Et vuf for mormor
Gennem hele seancen var Henrik Ruben Genz og Peter Schepelern som to kærlige kamphaner, der lystigt og drilsk stak til hinanden.

Men selvom de to herrer fyldte lokalet til loftet, havde Sara Hjort legende let ved at stjæle opmærksomheden. Den klejne skuespiller med den store udstråling afslørede, at hunden måske er menneskets, men absolut ikke hendes bedste ven.

”Jeg har aldrig kunnet lide hunde. Jeg er vokset op i et bofællesskab, hvor det var forbudt at have hund. Men jeg er ret god til at være hund,” grinede den 23-årige skuespiller.

”Jeg går stadig og siger som en hund. Min mormor fik mig for nylig til at gø på en café. Der sad et meget stille selskab, som lige var kommet ind med jydebussen. Du kan tro, suppeskeerne raslede, da jeg højlydt sagde ’vuf!’”

Ensomt oeuvre
Peter Schepelern spurgte ind til sammenhængen i Genz’ oeuvre, der ud over Undskyld jeg forstyrrer består af En som Hodder, Kinamand og publikumssuccesen Frygtelig lykkelig.

”Jeg ser ikke selv den store sammenhæng, men jeg kan da godt prøve at give dig det svar, du gerne vil have,” sagde Henrik Ruben Genz med et glimt i øjet så stort, at Sara Hjort ikke kunne holde masken.

”Jeg kunne høre det allerede, da du sagde ’En-som Hodder’. Kinamand kunne have heddet ’En ensom mand’, Frygtelig lykkelig kunne have heddet ’Frygtelig ensom’, og denne her kunne have heddet ’Undskyld jeg er ensom’. Det er der, du vil hen, og det har du jo fuldstændig ret i.”

”Filmene handler om enspænderen eller outsideren, som forsøger at få en form for anerkendelse eller et tilhørsforhold til et fællesskab. Det er måske et tema, der rumsterer i mine film, den sociale samhørighed,” forklarede instruktøren, og for et øjeblik opstod også en vis samhørighed mellem de to drillepinde.

Ingen improvisation, tak! 
Henrik Ruben Genz afslørede også detaljer om sin arbejdsmetode.

”Jeg er fuldstændig modstander af improvisation. Jeg betragter manuskriptet som et partitur,” fortalte instruktøren, hvorefter Peter Schepelern spurgte Sara Hjort om hendes forhold til improvisation.

”Nej, jeg vil godt lige tale færdig,” afbrød Henrik Ruben Genz på sin lune facon, som morede både Sara Hjort og publikum.

”Jeg har den opfattelse, at skuespillerne, der er med i Undskyld jeg forstyrrer, godt kunne lide udfordringen i at tage manuskriptet meget bogstaveligt. Så er det Sara,” sagde Genz, som straks rakte mikrofonen videre til Sara Hjort.

”Det kan være mega fedt at improvisere, og det kan skabe en vis autenticitet. Vi gjorde improviserede meget i Per Flys tv-serie Forestillinger. Men det er faktisk en større udfordring ikke at improvisere, så det var fedt at arbejde på en helt anden måde,” fortalte den unge skuespiller.

Marionetmester
I rollen som Helene er Sara Hjort til konstant besvær for sin teaterinstruktør i Undskyld jeg forstyrrer. Men det skal man absolut ikke være, når man er på optagelse med Henrik Ruben Genz.

”Mine film er meget kontrollerede og ekstrem stramt styret,” forklarede Henrik Ruben Genz og fortsatte grinende:

”Peter Gantzler er jo mester i at være til besvær. ’Jeg kan ikke finde min figur i de her sko,’ sagde han under optagelserne. ’Jamen, Peter, det er jo et nærbillede,’ svarede jeg, men det gjorde ingen forskel,” fortalte Henrik Ruben Genz med så sprællevende gestik, at man følte, at man var til stede på settet.

Peter Schepelern kategoriserede Henrik Ruben Genz som en marionetmester, hvilket instruktøren ikke var helt enig i.

”Jeg ved ikke, om du mener det på en god eller skidt måde. Jeg benytter mig af et formsprog, der er meget anti-improvisation. Der er ikke noget tilfældigt, og der er anbragt utallige små spor i filmen,” forklarede Henrik Ruben Genz og vendte sig mod publikum:

”Så jeg vil anbefale jer alle at se den igen!”

Undskyld jeg forstyrrer får dansk premiere 5. januar 2012.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!