Ført frydefuldt bag lyset

Vi har alle sammen oplevet det. At blive bjergtaget af en fortælling, som vores onkel eller svigerfar har fortalt med så megen entusiasme, at vi har fortæret hver en stump af historien som sandhed.

Lige indtil et andet familiemedlem ved en anden lejlighed fortæller samme historie, men beskrivelsen og detaljerne ikke passer med den første.

Hvem lyver? Hvem har digtet videre eller ændret på detaljer – måske for at pynte på sin egen rolle i fortællingen? Og kan vi overhovedet tage nogen af fortællingerne som sande?

Filmen var en sensation ved filmfestivalen i Venedig i 1951, hvor den modtog hovedprisen og åbnede portene til den japanske filmkultur, som indtil da havde været ukendt land for det vestlige publikum.

Tre mænd mødes en uvejrsnat i ly af en ruin. Og mens de venter på, at regnen skal stilne af, fortæller de historien om mordet på en samurai.

Eller rettere sagt: ikke én historie, men flere historier. For den første udgave af fortællingen bliver modsagt af den næste, som igen bliver modsagt af den næste.

Action- eller kunstfilm?
Rashomon – dæmonernes port er en film om fortællingers upålidelige natur. Om hvordan enhver fortælling er formet af øjnene, der ser, og munden, som fortæller.

Hvad der på papiret lyder som en intellektuel labyrint, er på det hvide lærred fortalt med en så stor visuel begejstring og tempo, at man konstant er i tvivl om, hvorvidt filmen er en actionfilm eller kunstfilm.

Det er netop filmens genistreg – selv genremæssigt synes den ikke at ville passe ind i én kategori, ét verdensbillede.

Gang på gang retter Kurosawa kameraet mod trækronerne og lader solens stråler skinne direkte ind i kameralinsen. Sjældent har det at blive blændet og ført bag lyset været så frydefuldt.