Ris og ros til Vinterberg

Det er en blandet fornøjelse for Thomas Vinterberg at læse søndagens anmeldelser efter gårsdagens premiere på Submarino i Berlinalens hovedkonkurrence.

I den udstrækning, anmelderne sætter stjerner eller lignende på, strækker de sige fra Jan Schulz-Ojalas vurdering lige over ”meget dårlig” (Der Tagesspiegel) til Lee Marshalls firestjernede ”fremragende” (Screen).

Katja Nicodemus (Die Zeit) giver den et enkelt plus på en karakterskala, der går fra minus to til plus tre, og det samme gør Martin Wolf (Spiegel).

Screen kalder Submarino ”et hårdtslående, men stærkt religiøst drama om to brødre, der er faldet gennem revnerne i formyndersamfundet Danmark – ifølge de seneste undersøgelser verdens lykkeligste land”. Filmen virker som ”en åndelig massage, der efterlader tilskueren mørbanket og dog opbygget”.

Desuden roses den debuterende Tobias Lindholm for ”et sart og dog stærkt” manuskript, ligesom der er hæder til Charlotte Bruus Christensens billeder og Jacob Cedergreens spil i rollen som Nick og ikke mindst til Gustav Fischer Kjærulf som hans lille nevø!

En dansk Winslet
Anderledes hårdt går det for sig i Alissa Simons anmeldelse i det førende branchemagasin Variety: ”Når hovedpersonerne sidder fast i deres private helveder, bliver der ikke megen anden narrativ spænding tilbage end at gætte på, hvornår den næste skrækkelige ting vil ske.”

Nogen begejstring er der heller ikke for Christensens billeder, der ”føles langtrukne med scener, der holdes et par sekunder for længe”. I rollen som Sofie ligner Patricia Schumann til gengæld Kate Winslet, hedder det syrligt.

Er det vanskeligt for anmelderne at enes om vurderingen af Submarino, har de til gengæld ikke de store problemer med at placere Florin ªerbans rumænske konkurrecefilm Eu cãnd vreau sã fluier, fluier som foreløbig favorit. Derek Malcolm (London Evening Standard) giver den maksimale fire stjerner, mens altid kritisk Jan Schulz-Ojala (Der Tagesspiegel) giver den tre anerkende stjerner, sådan som de fleste andre i Screens internationale panel gør.

Fad farce af Yimou
Formentlig bliver det heller ikke vanskeligt at dømme Zhang Yimou ude efter premieren på hans San qiang pai an jing qi (En kvinde, en pistol og en nudelbutik).

Al den akrobatik og hele det farverige panorama, han har forvænt biografgængerne med i film som Hero og House of flying daggers, bliver her drevet ud på meningsløshedens overdrev, hvor man næsten væmmes over ind imellem at grine over billige slapsticks.

Teknisk føjer han intet til sine hidtidige film, men giver de populæreste effekter i syvende potens i et ringeagtende håb om at tækkes publikum ved gensynet af kulørte bjerge, hastige lysskift, lydbombardementer og pludselige nærbilleder af en kugle, der affyres i slow motion.

Psykiske afvigere
Noget bedre bliver det i Noah Baumbachs tragikomedie Greenberg, men trods fint spil af Ben Stiller i hovedrollen som neurotisk eksmusiker hæver den sig ikke over det jævne. Det hele er set før, og i det mindste på dette års Berlinale kan man godt blive lidt træt af den tendens, der er til at portrættere netop psykiske afvigere.

Alt i alt ligner det en falliterklæring over for kunsten, der nok burde være i stand til at skildre eksistentielle konflikter uden at blæse dem op i et format, hvor nærsynede også kan være med.