Nyhed
04. jan. 2023
Romeo og Julie sagsøger for nøgenscene
Leonard Whiting og Olivia Hussey var henholdsvis seksten og femten år gamle, da de spillede Romeo og Julie i en film, der havde en nøgenscene med det unge par. Foto | Paramount

Romeo og Julie sagsøger for nøgenscene

De dengang mindreårige medvirkende i en Shakespeare-filmatisering fra 1968 kræver milliarder i erstatning fra filmselskab, der anklages for børnemishandling.

Af Nicki Bruun

Shakespeares tragedie om Romeo og Julie er velsagtens den mest berømte kærlighedsfortælling i historien.

Historien er filmatiseret adskillige gange. Baz Luhrmann gjorde det i 1996 med de senere superstjerner Leonardo DiCaprio og Claire Danes som de unge titelfigurer.

Nu er der storm omkring en filmatisering fra 1968. Italienske Franco Zeffirellis Romeo og Julie var et kæmpe hit både kunstnerisk og kommercielt.

Filmen indtjente millioner i biografen, og Roger Ebert gav topkarakter og kaldte det den mest spændende Shakespeare-filmatisering nogensinde. Romeo og Julie vandt to Oscar-priser og blev nomineret for bedste film, mens Franco Zeffirelli blev nomineret for bedste instruktør.

Filmselskabet Paramount bliver sagsøgt for børnemishandling af de to skuespillere, der for 55 år siden som teenagere – i en alder af henholdsvis seksten og femten år – spillede de unge elskende i Verona.

Internationale medier skriver, at engelske Olivia Hussey og Leonard Whiting, som i dag er henholdsvis 71 og 72 år, kræver erstatning i omegnen af 500 millioner dollars, svarende til svimlende 3,5 milliarder danske kroner.

Ifølge dem havde instruktøren lovet, at der ikke ville være nøgenhed i filmen. Men under optagelserne skal han have sagt til dem, at filmen ville fejle, hvis de ikke smed tøjet.

”Nøgenbilleder af mindreårige er ulovlige og bør ikke distribueres. De var unge og naive børn i 60’erne, og de havde ingen anelse om, hvad der ville ramme dem,” udtaler parrets advokat Solomon Gresen ifølge branchemediet Variety.

”Pludselig var de berømte i et omfang, som de aldrig kunne have forestillet sig, og de blev misbrugt på en måde, som de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere.”

Glemte manglende tøj
Internationale medier henviser i deres artikler om søgsmålet til nyere interviews, hvor Olivia Hussey udtaler sig positivt om filmens nøgenscene.

Her kan man se dengang femtenårige Husseys bryster og sekstenårige Whitings bagdel.

”Der var brug for det i filmen,” sagde hun i 2018 til branchemediet Variety.

Samme år sagde skuespilleren til Fox News: ”Det betød ikke det store. Og Leonard var overhovedet ikke genert! Under optagelserne glemte jeg fuldstændigt, at jeg ikke havde tøj på.”

I andre interviews har Olivia Hussey fortalt, at Franco Zeffirelli erklærede hende sin kærlighed allerede under optagelserne af filmen, men at hun ikke gengældte den.

Zeffirelli stod i løbet af sin karriere bag flere Shakespeare-filmatiseringer, deriblandt også Trold kan tæmmes og Hamlet. Han sad fra 1994 til 2001 i det italienske senat for Silvio Berlusconis højrefløjsparti Forza Italia.

Instruktøren døde i 2019 i en alder af 96 år.

Paramount har i skrivende stund endnu ikke meldt ud, hvordan man forholder sig til søgsmålet.

Trailer: Romeo og Julie

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!