Sommerfilm: Roms store skønhed

La grande belleza.

Plakaten til Paolo Sorrentinos kærlighedsbrev til det dekadente Rom hang rundt omkring i København i sensommeren 2013. Ordene nærmest smeltede på min tunge.

En fin, ældre herre med løse, hvide bukser og en solgul blazer sidder tilbagelænet på en marmorbænk. Håret er slikket og redt sirligt tilbage. Bag ham fremtoner en majestætisk, antik skulptur, der i samme nonchalante stil som manden slænger sig med løst siddende klæder.

Alt ved filmplakaten virkede dragende.

Som hyppigt feriebarn i Italien, der senere udviklede sig til en regulær kærlighed til et land, et folk og en kultur, måtte jeg naturligvis se Den store skønhed.

Overklassens legeplads
Sorrentinos film handler om kærlighed og sorg, storhed og forfald. Og forestillingen trækker på den genre, der måske bedst beskriver Italien og Rom: operaen.

I det støvleformede land har de nemlig forstået, at livet er en pærevælling af store følelser. Og det er ikke meningen, at vi skal kontrollere kaos.

Allerede i de første to scener sættes stemningen og stilen. Kameraet svæver gennem Fontana dell’Acqua Paola, der skuer ud over Rom fra en af byens syv høje. Et kor synger, og en gruppe turister står foran fontænen.

Én fra gruppen går over mod udsigtsposten for at tage billeder af den smukke by oppefra. Pludselig falder han om. Overvældet af Roms store skønhed besvimer han.

Der klippes abrupt til en skrigende kvinde og lyden af Bob Sinclairs Far l’amore. På en tagterrasse danser gæster vildt og sipper drinks.

Vi er langt fra det antikke Rom. Det er dekadence, det er overklassens legeplads.

Her træder filmens hovedperson frem: Jep Gambardella, manden på plakaten og kongen af selskabslivet.

I Jeps fodspor
Han er en tilfreds forfatter i 60’erne, men i bund og grund en mand i krise. En begivenhed tænder imidlertid gnisten i ham, og sammen med Jep tager vi på passegiata – en gåtur – i søgen efter skønheden.

Tre år senere besluttede jeg med en gruppe venner at gå i Jeps fodspor i et håb om at kunne opleve bare en brøkdel af Den store skønhed.

I bedste Bella Italia-stil med åbne skjorter ville vi slænge os i hængekøjer med udsigt over byen, drikke kulørte drinks, blive forelskede, betragte byens liv og danse til langt ud på natten.

På vej hjem ville vi gå langs Tiberens bredder, mens solen forsigtigt var på vej op.

Det lykkedes aldrig at finde Jep. Tættest på var vi den sidste aften, da vi drak champagne ved Fontana dell’Acqua Paola i aftenskæret.

”Den store skønhed” kan betyde kærlighed, kunst, sex, død. Vigtigst af alt betyder det Rom, en by, som er larger than life – i hvert fald i Sorrentinos film.