Ronkedorernes kirkegård

Heller ikke i Venedig er det en ulempe at være en magtfuld gammel mand. Faktisk lader festivaldirektør Alberto Barbera nærmest til at have gjort det til en mærkesag at byde koryfæer til Lidoen.

Årets program tæller nye værker af Paul Schrader, Abel Ferrara og den gamle machomand, 80-årige Walter Hill, der har instrueret buddy cop-komedien 48 timer. Han vender bravt tilbage med westernfilmen Dead for a Dollar.

Her spiller Christoph Waltz en retskaffen dusørjæger inspireret af danskeren Chris Madsen, der i Det Vilde Vest anno 1897 sendes syd for grænsen for at redde en rigmands kidnappede hustru. Undervejs kommer han på tværs af både mexicanske bandidos og en korthaj spillet af Willem Dafoe.

Hvor mange moderne westerns dekonstruerer genren med brutale antihelte og moralsk kompleksitet, foregår Dead for a Dollar i en uforpligtende spaghettiwestern-verden et sted mellem Sergio Leone og Lucky Luke.

Hundetricks
Heldigvis falder Walter Hills manuskript ikke i genrens fælde med den racistiske travere om civilisationens sejr over ”de vilde”.

I stedet udspringer konflikten af den bedrageriske rigmands sårede stolthed over, at hans hustru stak af fra ham – og endda med en sort mand.

Hustruen spilles af Rachel Brosnahan (Amazon-serien The Marvelous Mrs. Maisel), og det viser sig hurtigt, at hun hverken har et ønske om eller behov for at blive reddet. Hvem siger, at gamle hunde ikke kan lære nye tricks?

Dead for a Dollar er en skæg bagatel, men den har ikke format til en af verdens førende filmfestivaler.

Ki-duks sidste film
Så er der mere gods i Call of God, et fatalt jalousidrama, der udfoldes som en moralsk fabel om destruktive forhold.

Det er også med flere længder det mest kontroversielle indslag i årets program. Call of God er nemlig instrueret af Kim Ki-duk.

Den sydkoreanske instruktør var en af kunstfilmens store og mest driftige stemmer. Han var god for mindst én film om året, indtil voldtægtsanklager fik ham mere eller mindre cancelled i hjemlandet.

Det gjorde de i hvert fald, da han tabte en injuriesag, efter at retten i Seoul fandt anklagerne veldokumenterede. For at optage sin sidste film måtte han søge til Kirgisistan, Estland og Letland, hvor han døde med coronavirus i 2020, i en alder af 59.

Call of God flugter med hans vante temaer om psykologisk manipulation og seksuel vold. Kim Ki-duk lavede film som The Isle, der giver én lyst til at tage et brusebad. Og Call of God er overraskende helstøbt, selv om det også er en lidt klejn affære.

Æblestykker på knivspids
En kvinde møder en mand i parken og indleder et forhold, selv om han tydeligvis stadig er besat af sin ekskæreste. For at komme den gamle kærlighed til livs sætter hun hans telefon på medhør, mens de har sex – hvorefter ekskæresten begår selvmord.

Skylden knytter dem tættere sammen, da han svarer igen på hendes jalousi med sin egen. Snart aftaler de, at hverken han eller hun må se på et menneske af det modsatte køn.

De forskanser sig i hans lejlighed.

Én scene, hvor de ved køkkenbordet tvinger hinanden til at spise æblestykker fra spidsen af en køkkenkniv, er klassisk for Kim Ki-duk. Det samme er en genkommende scene, hvor kvinden vækkes alene i sin seng af et telefonopkald.

En stemme fortæller hende, at forholdet med manden er en drøm, der kun vil ske fyldest, hvis hun falder i søvn igen. Holder hun sig vågen, er mareridtet ovre.

Krænkere på Lidoen
Som værk betragtet er Call of God tankevækkende, men den passer dårligt ind i tidsånden. Venedig pustede til den samme ild, da man i 2019 gav ikke færre end fire priser til Roman Polanskis Officer og spion.

Da filmen gentog hattricket ved César-uddelingen i Frankrig, udløste det et ramaskrig, der fik akademiets ledelse til at trække sig. Filmen er stadig ikke blevet udgivet i USA, hvor man også ser mere strengt på krænkelsessager end på Lidoen.

Italien er stedet, hvor både Shia LaBeouf og Kevin Spacey, der spiller med i kultinstruktøren Franco Neros næste film, kan gøre comeback. Måske er det sigende, at man ikke ulejligede sig med en engelsk oversætter til en Q&A med filmholdet bag Call of God, men nøjedes med en italiensk og russisk.

Den snak kunne ellers have været interessant.