Nyhed
18. sep. 2015
Rusland kritiserer norsk tv-serie
Skuespilleren Eldar Skar i en dramatisk scene i den nye norske serie Okkupert, der har skabt russiske protester. Foto | Aksel Jermstad

Rusland kritiserer norsk tv-serie

Den russiske ambassade i Norge langer kraftigt ud efter Jo Nesbøs tv-serie Okkupert, hvor Rusland besætter Norge. Det er bare fiktion, svarer producenten.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I en nær fremtid bliver EU kastet ud i en omfattende energikrise, da en ny og miljøvenlig regerning i Norge lukker for olieproduktionen i Nordsøen. På opfordring fra de resterende europæiske lande besætter Rusland Norge for at genstarte olieproduktionen.

Sådan lyder plottet i grove træk i den store norske drama-serie Okkupert. Og allerede inden premieren på norsk TV 2 4. oktober er serien blevet kritiseret kraftigt af det officielle Rusland.

”Selvom seriens forfattere forsøger at understrege, at det er et konstrueret plot, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, handler serien om virkelige lande. Desværre er Rusland tildelt rollen som aggressor,” udtaler den russiske ambassade i Oslo ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

”Det er virkelig synd, at forfatteren – samme år, som vi fejrer 70-året for sejren i Anden Verdenskrig – ser ud til at have glemt den sovjetiske hærs heroiske bidrag med at befri Nord-Norge fra den nazistiske besættelse.”

Unødvendige spændinger
Okkupert har været godt to år undervejs og koster ifølge flere norske medier op mod 65 millioner danske kroner, hvilket gør den til den dyreste i norsk tv-historie.

Den er udtænkt og skrevet af Jo Nesbø, som er forfatteren bag de populære krimier om detektiven Harry Hole. Hans historie rammer lige ned i det ømtålelige forhold mellem Rusland og Europa, som ikke mindst skyldes krigen i Ukraine.

Det har fået flere sikkerhedspolitiske eksperter til at kritisere serien for at skabe unødvendige spændinger mellem Rusland og de vesteuropæiske lande.

Overraskende reaktion
For seriens producent, norske TV 2, kommer den russiske reaktion som en overraskelse. Til Dagbladet fortæller kanalens dramachef Christopher Haug:

”Vi har registreret, at der er kommet en reaktion, men det overrasker os, i og med det er fiktion og ikke et forsøg på at være dokumentarisk. Denne serie handler først og fremmest om Norge og nordmænd, ikke Rusland.”

”Vi opfordrer alle, også den russiske ambassade, til at se serien.”

Okkupert er blevet solgt til en lang række lande, blandt andet Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Sverige. Herhjemme har DR sikret sig serien, som vil bliver vist under titlen Besat.

Trailer: Okkupert

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!