Debat
15. apr. 2021
Skab filmbranchens svar på Silicon Valley
Netflix skabte arbejde til den danske filmbranche, da streamingtjenesten igangsatte produktionen af serien The Rain. Danmark bør give optimale vilkår for internationale aktører, mener højskoleforstander. Foto | Netflix

Skab filmbranchens svar på Silicon Valley

Vi bør opgive at beskatte tech-giganterne og i stedet trække de internationale produktioner til Danmark, så vi stopper talentflugten, mener forstander for Filmhøjskolen Møn.

Af Lars E. Gandsø

Når restmængden af traditionelle mediekunder har fået indstillet smart-tv’et og afmeldt tv-pakken, er det fire-fem mega-spillere, der kæmper om det europæiske seermarked.

De har alle sammen udspring i den amerikanske film- og techindustri.

Fremtidens forbruger af levende billeder vil ikke orientere sig mod nationale public service-kanaler på flow- og web-tv.

The Rain, Dark og Who Killed Sara er tre aktuelle serier, som er produceret af europæiske talenter i samarbejde med Netflix. Og der er hundredvis af andre gode eksempler på, at nationale talenter investerer deres arbejde i internationale produktionsselskaber.

Alt, hvad der relaterer sig til filmproduktion, vil vokse og blive internationaliseret, og det vil ske i ekspresfart.

Morgendagens danske skuespillere og filmfolk vil komme til at producere i internationale formater. Langsomt, men sikkert vil film på nationalsprogene blive presset af de historier, der fortælles på engelsk og rammer bredt internationalt.

De store spillere – streamingtjenesterne med deres multinationale produktionsselskaber i ryggen – vil sandsynligvis med tiden også kaste penge efter de mere uafhængige produktioner. For der skal være et udviklingsdrivhus, hvor nye tilgange og idéer kan spire.

Efterspørgslen på talent
Der er og bliver et stort behov for at udvikle vores i forvejen gode og ret brede uddannelsesudbud, så vi kan bidrage med endnu flere danske filmskabere, både foran og bag kameraet.

Det er ligeledes vigtigt, at vi hele tiden har fokus på at skabe nye rammer for unge talenters egne produktioner – ikke blot i byerne, men også ude, hvor der er plads og parathed til at skabe billeder af det ikke-urbane Danmark.

Ét er sikkert: filmproduktion er learning by doing.

De store spillere på streaming-arenaen er her allerede, og deres aktiviteter vil udvides år for år. Dermed vil efterspørgslen på talent inden for alle grene af filmproduktion stige.

Den klassiske socialdemokratiske tilgang – at finde veje til at beskatte selskaberne, så også Danmark får en del af strålerne fra den brandvarme platform – bliver nok svær at føre ud i virkeligheden.

Når vi ser på tech-industrien er det indtil nu ikke gået særligt godt med at få Google, Facebook eller YouTube til at smide penge i den danske statskasse.

Det handler derfor om at få produktionerne til Danmark, både de brancherelaterede og de afledte aktiviteter, i form af udlejning af gear, transport, hotelovernatninger, catering og håndværkerjobs. Det handler om at skabe et internationalt produktionsmiljø herhjemme.

Kvalitet og økonomi
Europa vil stille og roligt blive set som ét marked – i hvert fald, når vi taler finansiering og profit. De mange europæiske produktioner vil blive samlet på relativt få lokationer, hvor de europæiske lande kan tilbyde attraktive vilkår.

Irland forudså tidligt i 90’erne tech-giganternes behov for supportbase, europæiske hubs og lav beskatning. De skabte det område, man har kaldt European Silicon Valley.

På samme måde kan en klog og innovativ europæisk nation definitivt tage en kæmpe luns af produktionspengene til de hundredvis af serier og film, der skal produceres årligt til streamingtjenesterne, for techgiganternes penge.

Nøglen er selvsagt at gøre det attraktivt for producenterne, hvad angår kvalitet og økonomi.

New York har det gigantiske Silvercup Studios, hvor store serier som blandt andet The Sopranos er blevet optaget.

Filmby på Lolland
Danmark kunne skabe et filmområde, eksempelvis på Lolland, der snart er landfast med kontinentet. Her kunne store europæiske produktioner skabes i samarbejde med for eksempel Paramount, Netflix eller andre internationale spillere.

Spørgsmålet er, om Danmark skal placere sig på produktionslandkortet eller sidde med hænderne i skødet, mens talentflugten pågår.

Skal vi byde aktivt ind og være med, inden andre lande stikker hele sugerøret ned i vores talentmasse og flytter endnu flere af vores dyrt uddannede og dygtige filmfolk til Sverige, Polen eller Tyskland?

Lars E. Gandsø

Født 1964 i København.

Forstander på Filmhøjskolen Møn.

Tidligere højskolelærer, udviklings- og ledelseskonsulent og webudvikler for DR.

Har grundlagt virksomheden Earkino, der producerer lydfortællinger.

Udgav i 2016 romanen Elsker.

Trailer: The Rain – sæson 3

Relevante artikler

Nyhed
02. mar. 2021
Kom gratis på on­li­ne-​film­sko­le

Kom gratis på on­li­ne-​film­sko­le

Reportage
28. okt. 2020
Talenterne spirer på Møn

Talenterne spirer på Møn

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!