Nyhed
05. maj 2020
Store filmdrømme i Aarhus
I starten af året skiftede Ronnie Fridthjof stillingen som direktør i Fridthjof Film ud med en ny titel som chef for den regionale filmfond Den Vestdanske Filmpulje. Foto | Filmby Aarhus

Store filmdrømme i Aarhus

Den nyligt ansatte chef for Den Vestdanske Filmpulje søger en konsulent til at jonglere de mange flere penge og ansøgninger, som den regionale filmfond har fået.

Af Nicki Bruun

Selv om den danske filmbranche for tiden er lagt ned af coronakrisen, tillader de sig at have store ambitioner for fremtiden i Aarhus.

Den regionale filmfond Den Vestdanske Filmpulje – der har hjemme hos Filmby Aarhus – fik med det seneste filmforlig af den dengang borgerlige regering langt flere penge mellem hænderne.

Midlerne steg fra ti millioner kroner i 2019 til 34 millioner i 2020, og med det har filmpuljen også oplevet en fordobling i antallet af ansøgninger.

Derfor leder man nu for første gang siden oprettelsen i 2002 efter en filmkonsulent på fuldtid til at vurdere og give kreativ sparring til folkene bag de mange projekter.

”Filmbranchen er i en rygende udvikling i Vestdanmark, og det er vigtigt, at vi følger med som organisation og kan understøtte dette momentum,” udtaler Ronnie Fridthjof i en pressemeddelelse.

Han blev tidligere på året ansat som chef for Den Vestdanske Filmpulje.

”Vi kan se, at der er en lang række nye talenter og virksomheder, der førhen ville være flyttet til København, som nu med de øgede midler i puljen kan se en mulighed i at blive. En fast filmkonsulent vil sikre en nær kontakt med filmmiljøet og en kontinuerlig udvikling af projekter og talent,” siger Ronnie Fridthjof.

Håber på flere millioner
Filmmagasinet Ekko kunne sidste sommer afsløre, at Ronnie Fridthjof måtte lave store ændringer i Fridthjof Film efter nogle år med trængt økonomi.

Og i starten af 2020 blev det så meldt ud, at han ville forlade det produktionsselskab, han stiftede tyve år før, for i stedet at blive chef for Den Vestdanske Filmpulje.

Her administrerer Ronnie Fridthjof nu 34 millioner kroner, der gives i støtte til ”interessante produktioner, som understøtter udviklingen af produktionsmiljøer i det vestdanske område”, som det hedder på filmpuljens hjemmeside.

I pressemeddelelsen lyder det også, at chefen arbejder på at øge puljens midler til 50 millioner i 2021.

Ni jyske kommuner spæder i år tilsammen ti millioner kroner i Den Vestdanske Filmpulje, mens den statslige medfinansiering er på 23,7 millioner kroner.

Tidligere støttede projekter tæller sidste års biografhit Ser du månen, Daniel og den kommende Undtagelsen, som er produceret af Fridthjof Film.

I 2020 er der blevet givet produktionsstøtte til blandt andet Niels Arden Oplevs spillefilm Rose & Gyldensol og animationsserien Monster Park.

Relevante artikler

Nyhed
08. jan. 2020
Ronnie Fridthjof stopper som producent

Ronnie Fridthjof stopper som producent

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!