Berlinale dag 6:  Storpolitik fra udkanten

”Jeg kan ikke li’, når putter folk et label på mig,” siger et af de tidligere bandmedlemmer i det grønlandsk-sprogede rockband Sumé, der allerede sidste år fik en dokumentarfilm som en slags hyldest til deres store indflydelse på hjemmestyrepolitikken i 1970’erne.

På forhånd vil jeg hermed gerne undskylde til den grønlandske musiker. For du og dine kammerater var ganske enkelt musikalsk-politiske aktivister, og det viser Sumé – lyden af en revolution på fornemste beatet-vis.

Det var jeg ikke ene om at mene på en dag, hvor jeg burde have beholdt morgenturens løbesko på i stedet for at skifte til civil, fordi der var ret raskt trav mellem interviews og film.

For da jeg entrerede den ellers ganske gedigne visningssal, få minutter før den stod på grønlandsk musik, var der ikke flere pladser, og derfor endte jeg – sammen med en lille snes andre – på de billigste af rækkerne. Nemlig på trappen ved siden af biografsæderne!

Første grønlandske film
Fordelen ved trapperne var så, at man var i øjenhøjde med publikums fødder, og dermed kunne iagttage, når hver en lilletå i den store biograf rockede med på sangene om Grønland på grønlandsk fra dengang, hvor ingen gav mere end et kvart pund hvalspæk for landets selvstændighed.

Sumé – lyden af en revolution begejstrede da også anmelderne på trappen, som bagefter var enige om, at det er en ganske udmærket film. Dette ligger fuldt ud i tråd med Ekkos anmeldelse fra den danske premiere, hvor der blev givet fire store stjerner til filmen.

Sumé – lyden af en revolution er co-produceret af det lille, danske selskab Bullitt Film, som med sikker hånd har skaffet filmen ind i det fine festivalselskab. Det er i sig selv en stor præstation, eftersom Sumé – lyden af en revolution er den første grønlandske film på Berlinalen nogensinde.

Den syge russiske sjæl
Én, der til gengæld har været på store festivaler før (og samtidig vundet mange priser) er den russiske instruktør Aleksey German Jr.

De fleste kender ham nok bedst som søn af Aleksey German, der stod bag russiske perler som Min ven Ivan Lapshin og Kontrol på vejene. I prissammenhæng er sønnen dog langt mere succesfuld efter sine kun syv film, og på flere lister over film, folk ser frem til i 2015, har russiske Under Electric Clouds været at finde.

Og hvis det var russisk-kritiske øjeblikke, man ventede på, gik man da heller ikke forgæves til filmen, som på storladen vis viser befolkningens magtesløshed.

Under Electric Clouds er syv små historier strikket indimellem hinanden i et billedskønt kludetæppe af en film, som uden tvivl vil dele anmelderne.

Filmen er som en småslidt mosaik, der kaster om sig med kulturhistoriske og politiske referencer, mens de syv historier, instruktøren fremmaner, alle undersøger dagens russiske, småsyge sjæl. Og de syv kapitler samler sig (næsten) til en dybere sammenhæng.

Under alle omstændigheder er Under Electric Clouds visionær og modig. Den vil råbe, den vil græde, den vil køre op og ned i tempo, og netop dette adskiller den markant fra en anden Putin-kritisk film: den Oscar-nominerede Leviathan.

Religiøst reality-tv
Imellem renderierne fra interviews til film (og tilbage igen) rundt omkring i Berlin, var tiden også kommet til at se den chilenske El Club. Dog fra et biografsæde denne gang.

Den underfundige instruktør Pablo Larraín har i sine seneste tre film undersøgt Pinochet-diktaturet i Chile, hvor særligt den Oscar-nominerede No med Gael Carcía Bernal var en stor oplevelse.

Derfor var der forventning om masser af politisk vid inden visningen, men sådan ville El Club det imidlertid ikke. Faktisk fortæller instruktør Larraín denne gang en ret komisk, men bestemt ikke apolitisk historie om fire forviste præster i Chiles absolutte udkant mod Stillehavet.

Præsterne lever simpelt og bedende (og med lidt reality-tv-gloning), men man spørger hele tiden sig selv om, hvordan disse mennesker er endt her. Er de virkelig de sidste fire rettroende katolikker i det lange, chilenske land?

En dag dukker så en ny præst op i menigheden, men dette har imidlertid fatale konsekvenser, og den nyankomne mister hurtigt livet. Vi ved ikke rigtigt, hvad der er sket, og kirken går i gang med efterforskningen, mens den rent faktisk underliggende arbejder på at lukke de fire mænds menighed. Igennem hele denne proces kommer der så hemmeligheder frem, som ingen troede nogensinde ville kunne stige op over den religiøse overflade.

El Club er ikke kun elegant og underholdende turneret, men også en kritik af kirkens samfundsrolle, da man jo tænker sit om den katolske kirke i disse år: cool pave, knap så cool hangaround.

Bredt favoritfelt
Med El Club’s indtræden på Berlinalen er feltet af favoritter blevet trukket yderlige ud. Det bliver svært at overse filmen til en eller anden pris for juryen, fordi El Club er så anderledes politisk, end de andre konkurrencefilm indtil videre har været.

I modsætning til det chilenske værk, kan det russiske bud nok ikke regne med noget synderligt ved lørdagens ceremoni. Det skulle da lige være for sine billedkompositioner, men her skal filmen nok have mere i banken, end den umiddelbart har lige nu. For når det kommer til festivaljuryer, går der jo som oftest forhandlinger, kompromiser og, nå ja, politik i den.

Én ting er imidlertid helt sikker: Musikdokumentaren om grønlænderbandet Sumé vinder ikke noget, for den vises i en sidekonkurrence i den tyske hovedstad.

Alligevel vil jeg gerne stikke i en heftig spurt efter filmen og klistre mærkatet ”succes” på ryggen af dens filmruller. For når man ser på omtalen rundt omkring i festivalområdet efter visningen, kan det let konstateres, at af en film uden for hovedkonkurrencen, var buzz’en omkring Sumé – lyden af en revolution ret så imponerende.

Og så må vi bare håbe, at Sumé-drengene vil tilgive mig netop dét label.